Stafet for livet 2017

I weekenden var jeg af sted til Stafet for livet, sammen med Hr. Kæreste og alle ungerne. Hold da op for en dag!

Det ikke fordi der er sket noget sindsoprivende, men dagen i sin helhed har bare været skøn og fyldt med hjerterum og glade ansigter… Sådan en dag der bare giver sjælen en følelse af velvære.

Hele formiddagen tullede vi rundt her hjemme, fordi stafetten først blev åbnet til middag, så jeg havde planlagt at vi ville dukke op når drengene havde sovet til middag. For vores vedkommende så var det nok mere princippet i at deltage, fremfor at opnå nogen store resultater – Det hele skulle nemlig foregå på ungernes præmisser.

Så som sagt så ankom vi til Holstebro kaserne omkring klokken 14, hvor vi fik læsset kampvognen med de nødvendige rationeringer og poser med skiftetøj. Vi var så privilligeret at vores hold havde et telt til rådighed som vi kunne benytte som base imellem omgangen. Vi får hurtigt smidt vores ting, og vi vælger så at skynde os af sted mens ungerne stadig var i et nogenlunde humør.

Den første tur vi tog var “Den lange rute” som gik op igennem skoven, og op af en bakke der var tilpas stejl og lang, til at man allerede efter første tur, kunne mærke man nok ville komme til at gå sjovt dagen efter. Tilgengæld var ungerne SÅ seje, så første tur på lidt over 2 km, foregik på gåben stort set hele vejen.  Jeg var SÅ stolt af dem, da det der med at gå selv ude blandt mennesker ikke er noget jeg er for god til at lade dem gøre. Om det er fordi jeg er en kylling, at det virker uoverskueligt eller om jeg er bange for de bliver væk, ved jeg ikke helt, men om ikke andet så beviste de i dag at de faktisk er rigtig gode til det – Det er i hvertfald helt klart noget jeg vil prøve at øve noget oftere.

Dog er jeg tit nød til at have ekstra personer med når vi tager på tur, da jeg ellers kommer til at stå i kort til halsen hvis ungerne vælger at rende i hver sin retning….

Efter den første tur gik vi tilbage til teltet, hvor ungerne kastede sig frådende over de pølsehorn og muffins deres elskede mormor havde bagt… og ja, jeg mener virkelig de kastede sig over maden som om de ikke havde spist den sidste uge. Da vi endelig havde samlet mod til at tage en gåtur mere, lignede det at Taz den tazmanske djævel havde været forbi, men ak, det var bare mine små bæster Hehe.

På tur nr 2 smed jeg drengene i kampvognen, for nu skulle det afprøves om det var så hårdt at skubbe den op af bakken, som folk sagde. Det første af ruten gik fint og jeg tænkte for mig selv at det her var piece og cake, så nåede jeg til foden af bakken og jeg gjorde klar til at få skubbet vognen op til toppen. Det gik egentlig fint indtil ham den mega provokerende Hr. Kæreste begyndte at filme bag mig imens han kom med kommentarer som “Jeg syntes du ser lidt træt ud” og “Hvae er det hårdt eller hva”, hvilket fik mig til at knække af grin. I kender vel selv følelsen af at alle kræfter forsvinder når man griner ik? Det gjorde i hvertfald ikke projektet nemmere!

MEN jeg kom op, og jeg havde det rigtig godt inden i, også selvom drengene så småt var ved at miste tålmodigheden og ikke gad sidde der mere.

Resten af ruten, og den sidste tur på den korte rute, gik med at ungerne delvist gik selv og delvist blev båret på, men vi kom da i mål. Den sidste tur på den korte rute tog dog et godt stykke tid at komme igennem fordi Batman mente han skulle stoppe ved ALLE lysposerne på ruten for at tjekke hvad der var i dem, ALLE pæle skulle han lige rende 2 eller 5 gange rundt om, og enhver mulighed for at lege gemmeleg skulle også udnyttes hvilket gjorde at en rute på 800 m faktisk endte med at tage længere tid end den lange Hehe.

Inden vi kørte, købte vi lidt brød ungerne kunne spise i bilen, sådan de egentlig bare skulle puttes når vi kom hjem. Det spiste de også hurtigt (igen, så skulle man tro de unger aldrig fik noget at spise) og vi holdte en mindre fest på turen, hvor vi sang med på lidt forskelligt musik. Det fungerer nemlig rigtig godt når man skal holde unger vågne Hehe.

Vi kom helskindet og vågne hjem, ungerne fik en ren røv, børstet bisserne og blev puttet – så var mor her også træt og mit aktivitetsur viste jeg havde rundet 12.000 skridt den dag.

Godnat sagde Kirsten 

En liste med optur

Kære blog, nu kommer der et lille indlæg uden det store indhold – indlægget handler nemlig om en håndfuld ting der har gjort mig glad på det seneste. 

Som mange af jer ved, så kæmper jeg med min psyke lidt on/off, og lige for tiden har jeg en lidt træls off periode jeg har lidt svært ved at komme ud af. Derfor syntes jeg det kunne være rart at tage ja-hatten på,og lave et indlæg fyldt med ting der har gjort mig glad eller i godt humør den seneste måneds tid… Lidt i stil med de der lister som psykologerne godt kan lide at få deres patienter til at lave hver aften, med 3 ting der har været god den pågældende dag.

Så bær lige over med mig, men jeg tænker det er sundt og en måde jeg kan få gang i mine skriverier igen.

With no further ado, here we go:

1# Vejret er så småt begyndt at blive bedre, ikke hele tiden, men det går trods alt den rigtige vej. Min sindstilstand påvirkes meget af vejret, så hvis det er gråt uden for så har jeg en større tendens til at blive trist og mangle overskud. Hvis vejret der imod er godt, så har jeg ofte flere gode dage end de trælse – Så jeg ser helt klart frem til at solen kigger frem.

2# Ungerne er den seneste måned blevet meget bedre til at lege sammen, hvilket betyder at de slås en smule mindre end før. Det skal ikke forståes som om de slås konstant, men i og med de er så tætte aldersmæssigt, så er det svært at forklare nogen af dem at de skal deles om legetøjet og lade hinanden være hvis modparten siger fra.

Nu er det tilgengæld tæt på et par gange dagligt at jeg høre dem grine sammen, eller ser dem tumle,  kysse og kramme – Lige så ofte hjælper de så hinanden med at lave ballade, men jeg prøver på at sige til mig selv,at de i det mindste ikke slås med hinanden Hehe.

3# Samarbejdet imellem ungernes far, og jeg er blevet meget bedre. Det ikke fordi det nogensinde har været direkte forfærdeligt, men det er virkelig en kæmpe stressfaktor der er forsvundet fra mit hovedet, at jeg ved vi kan være i rum sammen uden den der mærkelige stemning som der altid vil være i starten efter et brud. 

Jeg håber det være ved, men jeg tror altid man kan undgå at den slags vil køre lidt op og ned – i sidste ende vil man jo begge det bedste for sine børn, og man ønsker vel altid et gnidningsfrit samarbejde så vidt muligt… Jeg er i hvertfald, indtil videre lettet og glad, for ungernes skyld.

4# Jeg er så småt startet op på den sunde kost igen, i håb om jeg kan få vægten til at gå ned, og mit selvværd til at gå op. Det er SÅ skønt at være igang igen, både min samvittighed overfor mig selv, og min krop har det meget meget bedre selvom jeg kun har været i gang i ca 14 dage. Jeg tager det stille og roligt denne gang, men ved hjælp af et godt bagland så skal det nok lykkes.

5# Jeg er omringet af nogen mennesker som støtter og hjælper mig på alle tænkelige måde, og det er jeg dybt taknemmelig for. Uden dem, så tror jeg de sidste par måneder havde været meget værre at komme igennem.

Udover min familie som selvfølgelig er selvskrevet, så har jeg en flok veninder der altid står klar til at lytte når jeg har brug for at snakke eller har brug for at komme lidt ud. Det lyder måske som en naturlig ting venner gør, men det er desværre sådan at jeg er MEGET dårlig til at gøre det samme den anden vej, så jeg ville aldrig turde forvente at de gang på gang ville stå klar til at være der for mig. Jeg prøver efter bedste evne, men når man selv har svært ved at overskue sine problemer, så kan det være svært at overskue andres.

Sidst så har jeg fået en mand i mit liv, som gang på gang viser mig at han vil mig og ungerne 100%, selvom jeg ofte kan virke skeptisk og lettere pessimistisk. Hvis der er noget jeg ser som et problem, så siger han “Det er ikke noget problem, det gør vi da bare”. På meget kort tid har han rykket mine grænser for hvad jeg troede jeg kunne, givet mig modet til at have lidt større drømme end jeg normalt tillader mig selv, og trøster når jeg føler jeg er defekt eller forkert.

Han har en helt særlig plads i mit hjerte – Ja vi kan vel kalde ham en slags Hr. Kæreste <3

Der er noget jeg ikke har fortalt jer…


Det her indlæg er ærlig talt lidt svær at skrive. Den er faktisk så svær at skrive, at den er grunden til at der har været helt stille på bloggen i lang tid, hvilket jeg selvfølgelig er meget ked af – men sådan går det nogen gange desværre.

Sagen er den, er at den 1 januar i år, flyttede ungerne og jeg for os selv. Det er ikke en beslutning jeg umiddelbart har det godt med at uddybe yderligere end hvad jeg skriver her i indlægget, men jeg føler alligevel jeg er nød til at skrive det, sådan jeg kan fortsætte med at blogge uden at være bekymret for hvad jeg skriver. Jeg kan dog sige at det var min beslutning, fordi jeg følte det var rigtigt for MIG.

Det er snart 3 måneder siden vi flyttede, og jeg føler vi er nået til at punkt hvor vi har fået en hverdag op og køre, hvor både ungerne og jeg trives, selvom det da ikke var sådan jeg drømte om vores liv skulle være.

Vi bor nu til leje i et lille hyggeligt hus med have, i samme by som før, sådan ungerne kunne blive i deres institutioner. Det har taget lidt tid, men jeg er endelig ved at have indrettet huset, sådan det føles som et hjem. Der gik rigtig lang tid, inden jeg følte mig ordentlig hjemme, men jeg er også virkelig et vane dyr, der trives bedst i vante omgivelser.

Jeg skriver som sagt ikke dette indlæg for at få ynk, medlidenhed, eller skulderklap, men kun fordi jeg har følt det har været “en elefant i rummet” som lige skulle ryddes af vejen, før jeg kunne fortsætte med at blogge… hvilket jeg virkelig har savnet.

Tak fordi i læste med – Vi skrives ved snart <3

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com