Fra insta-mad til pølsemad

Én af de ting jeg ikke så tit fortæller om er de der dage hvor alt er kaos og jeg egentlig ikke kan se noget sjovt i det. Altså jeg ikke kan twist historien sådan de kan blive underholdende at læse hvis jeg lige pepper det hele lidt op. 

Sådan en dag har vi idag. 

Den startede ellers meget godt med at jeg fik lavet en madplan for den kommende uge, og jeg har fået handlet det hele ind i formiddags – I dag skulle vi have fiskefileter med kartofler og grøntsager on the side. Skæbnen vil dog noget andet, ligesom så ofte før. 

Det sker nemlig rigtig tit at jeg henter ungerne fra institutionerne og vi kommer hjem for at gå igang med maden, men de er trætte og søger alle 3 min opmærksomhed… Som regel på en negativ måde, da negativ opmærksomhed jo er den hurtigste måde at “stjæle mig” fra én af de andre unger. Det er en disciplin drengene er rigtig gode til. 

I dag er ikke en dag de laver ballade for at få min opmærksomhed, men de vil op… Alle 3… Og de græder hvis de ikke kommer det – Av det gør ondt i mit mor hjerte. 

Da  jeg ikke kan bære alle 3 på samme tid må jeg jo plante min popo på gulvet, sidde i skrædderstilling med et barn på hvert lår og én som sidder i midten på min ankel imens jeg holder om dem alle 3. De ikke tilfredse med denne løsning, men hvad pokker kan jeg gøre? 

På dage som disse så ryger mine planer for sundt-insta-venlig-varieret-overskudsmor-måltid ud af vinduet, og så bliver det erstattet med den evige nødplan – Pølsemadder! 

Har jeg dårlig samvittighed når det måske sker 3 gange på en uge? Fandeme ja! Men er mine børns behov for nærhed vigtigere end hvad vi får til aftensmad? Mega meget ja! 

De dage hvor de laver mest ballade er også oftest de dage jeg kæmper den største kamp med at få lavet et varmt måltid til dem, men jeg kan simpelthen ikke have øjne på dem alle 3 hver sit sted i huset, imens jeg sørger for maden ikke brænder på eller der går ild i lortet. 

Vi gør alle vores bedste, men der er SÅ meget man ikke ser udfra de billeder  og posts folk smider på Facebook og lign. 

I skrivende stund står drengene på hver sin køkkenstol og leger stangtennis med spisebordslampen, så jeg vil smutte tilbage til at lave deres pølsemadder færdig. 

P. S. Ingen unger kom til skade mens dette indlæg blev produceret, og de blev selvfølgelig pillet ned fra stolene INDEN jeg skrev indlægget færdigt, bare sådan vi har det på det rene. 

Når putningen går i ged…eller lort.

Helt ærligt, så syntes jeg bare slet ikke at det der putning kører særlig godt for tiden når det kommer til de små bæster – tumlingen derimod har vist fanget princippet i at søvn er nogenlunde rart.

Her til aften begyndte putteritualet som det altid gør, med at de én efter én får en ren røv, får børstet tænder og bliver eskorteret ned på værelset hvor de selv kravler under dynerne imens jeg får lavet deres natflaske… og ja, de får stadig tynde natflasker da de åbenbart mener at sutter, bamser og nusseklude er i ledtog med djævlen selv.

Jeg siger pænt godnat, mor elsker jer meget højt og vi ses i morgen. Så springer jeg hurtigt men lydløst ud af værelset på bedste ninjamanér, og får lukket døren så hurtigt at man skulle tro der var en vild elefant efter mig.

Det er i dette øjeblik, at jeg som regel er ved at synke sammen af udmattelse, men i stedet læner jeg mig op ad dørkarmen og ånder lettet ud, imens jeg råber ENDELIG!.. inde i mig selv. Hvis jeg er heldig når jeg lige ind i stuen hvor min røv nærmest kun snitter sofaen, før babyalarmen lyser op og der starter en sirene af den anden verden – WRAAAAAAAAAAAAAAAAH! (I må selv lige tænke jer til den følelse man får fra lyden af negle på en tavle).

Jeg nægter dog at komme flyvende med det samme de siger en lyd, da de har lært at jeg kommer springende med det samme bare de skriger højt nok – Så jeg venter liiiiiige lidt. Lyden erstattes skiftevis af latter og brok, men utrolig nok er der ikke vildt meget hysteri i aften… Efter noget tid bliver der stille og jeg tænker “HELL YEA!”.

15 minutter efter er den gal igen, og jeg lunter ned på værelset for at konstatere at de ikke er kommet til skade, de bløder ikke, de ikke er ved at dø og at de står og griner mig lige op i fjæset så snart jeg stikker hovedet ind til dem. Mor her gik igen, og så startede sirenen op igen. Batman lagde sig overraskende nok hurtigt i dag, men tilgengæld brokkede Supermand sig, hvilket ikke ligner ham, men jeg ville lige give ham en chance for at finde sig til rette og falde i søvn.

Da der er gået et stykke tid tumler han stadig rundt dernede så jeg vælger at tjekke igen, og gud hvor jeg dog fortrød det meget meget hurtigt…

Idet jeg åbnede døren,  blev min snude ramt af en voldsom dunst af bælugt, imens jeg kan høre Supermnd sige “Adder”.

Jeg indrømmer gerne at min første tanke var at vende om i døren og lade som om jeg ikke havde været dernede. Selvfølgelig kunne jeg aldrig finde på det, men tanken strejfede mig godt nok lige der.

Sengen var smurt ind i det der brune noget som gerne KUN skulle være i en ble, og det værste er, at det ikke er første gang han har lavet det nummer. Han er åbenbart begyndt at synes, at det er voldsomt spændende at grave i sin ble når han har lavet nr. 2, og guderne må vide hvorfor han finder det fascinerende og hvorfor hans mor ikke har lært at give ham bukser på i seng.

Jeg fik tændt lyset, løftet ham ud i bruseren i strakte arme, afmonteret hans tøj, UDEN at få lort på fingrene og så spulet ham ren med bruseren til stor fornøjelse for ham – han skraldgrinte i hvert fald gennem hele oplevelsen….møgunge.

Da han var blevet tørret og påklædt igen, satte jeg ham ned til Batman, som også var vågen igen og så kunne jeg ellers gå i gang med at skifte sengetøj og vaske sengen ned. 1, 2, 3, bom, færdig, i seng med ham, jeg smutter op med kluden og beder dem om at lægge sig ned og tage dyne på.

Da jeg kommer tilbage fra køkkenet, vil jeg lige kysse dem godnat, men nu har Supermand fandeme blodtud. Ud efter papir, tjekke det ikke styrtbløder, får tjekket at sengen ikke er smurt ind og så er det ellers godnat godnat drenge, og så er det tid til at smide fødderne op for idag.

…nåårh nej, køkkenet skal lige ordnes, deres weekend tasker skal pakkes, lortesengetøjet skal smides til vask og jeg er egentlig lidt i tvivl om det er huset der lugter af lort eller om det er mig der trænger til et bad – man kan sove når man bliver gammel i guess. 

Tak fordi i læste med 🙂

Stafet for livet 2017

I weekenden var jeg af sted til Stafet for livet, sammen med Hr. Kæreste og alle ungerne. Hold da op for en dag!

Det ikke fordi der er sket noget sindsoprivende, men dagen i sin helhed har bare været skøn og fyldt med hjerterum og glade ansigter… Sådan en dag der bare giver sjælen en følelse af velvære.

Hele formiddagen tullede vi rundt her hjemme, fordi stafetten først blev åbnet til middag, så jeg havde planlagt at vi ville dukke op når drengene havde sovet til middag. For vores vedkommende så var det nok mere princippet i at deltage, fremfor at opnå nogen store resultater – Det hele skulle nemlig foregå på ungernes præmisser.

Så som sagt så ankom vi til Holstebro kaserne omkring klokken 14, hvor vi fik læsset kampvognen med de nødvendige rationeringer og poser med skiftetøj. Vi var så privilligeret at vores hold havde et telt til rådighed som vi kunne benytte som base imellem omgangen. Vi får hurtigt smidt vores ting, og vi vælger så at skynde os af sted mens ungerne stadig var i et nogenlunde humør.

Den første tur vi tog var “Den lange rute” som gik op igennem skoven, og op af en bakke der var tilpas stejl og lang, til at man allerede efter første tur, kunne mærke man nok ville komme til at gå sjovt dagen efter. Tilgengæld var ungerne SÅ seje, så første tur på lidt over 2 km, foregik på gåben stort set hele vejen.  Jeg var SÅ stolt af dem, da det der med at gå selv ude blandt mennesker ikke er noget jeg er for god til at lade dem gøre. Om det er fordi jeg er en kylling, at det virker uoverskueligt eller om jeg er bange for de bliver væk, ved jeg ikke helt, men om ikke andet så beviste de i dag at de faktisk er rigtig gode til det – Det er i hvertfald helt klart noget jeg vil prøve at øve noget oftere.

Dog er jeg tit nød til at have ekstra personer med når vi tager på tur, da jeg ellers kommer til at stå i kort til halsen hvis ungerne vælger at rende i hver sin retning….

Efter den første tur gik vi tilbage til teltet, hvor ungerne kastede sig frådende over de pølsehorn og muffins deres elskede mormor havde bagt… og ja, jeg mener virkelig de kastede sig over maden som om de ikke havde spist den sidste uge. Da vi endelig havde samlet mod til at tage en gåtur mere, lignede det at Taz den tazmanske djævel havde været forbi, men ak, det var bare mine små bæster Hehe.

På tur nr 2 smed jeg drengene i kampvognen, for nu skulle det afprøves om det var så hårdt at skubbe den op af bakken, som folk sagde. Det første af ruten gik fint og jeg tænkte for mig selv at det her var piece og cake, så nåede jeg til foden af bakken og jeg gjorde klar til at få skubbet vognen op til toppen. Det gik egentlig fint indtil ham den mega provokerende Hr. Kæreste begyndte at filme bag mig imens han kom med kommentarer som “Jeg syntes du ser lidt træt ud” og “Hvae er det hårdt eller hva”, hvilket fik mig til at knække af grin. I kender vel selv følelsen af at alle kræfter forsvinder når man griner ik? Det gjorde i hvertfald ikke projektet nemmere!

MEN jeg kom op, og jeg havde det rigtig godt inden i, også selvom drengene så småt var ved at miste tålmodigheden og ikke gad sidde der mere.

Resten af ruten, og den sidste tur på den korte rute, gik med at ungerne delvist gik selv og delvist blev båret på, men vi kom da i mål. Den sidste tur på den korte rute tog dog et godt stykke tid at komme igennem fordi Batman mente han skulle stoppe ved ALLE lysposerne på ruten for at tjekke hvad der var i dem, ALLE pæle skulle han lige rende 2 eller 5 gange rundt om, og enhver mulighed for at lege gemmeleg skulle også udnyttes hvilket gjorde at en rute på 800 m faktisk endte med at tage længere tid end den lange Hehe.

Inden vi kørte, købte vi lidt brød ungerne kunne spise i bilen, sådan de egentlig bare skulle puttes når vi kom hjem. Det spiste de også hurtigt (igen, så skulle man tro de unger aldrig fik noget at spise) og vi holdte en mindre fest på turen, hvor vi sang med på lidt forskelligt musik. Det fungerer nemlig rigtig godt når man skal holde unger vågne Hehe.

Vi kom helskindet og vågne hjem, ungerne fik en ren røv, børstet bisserne og blev puttet – så var mor her også træt og mit aktivitetsur viste jeg havde rundet 12.000 skridt den dag.

Godnat sagde Kirsten 

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com