Men hvordan går det egentlig?


Først og fremmest skal du have kæmpe tak for du har valgt at klikke her ind for lige at læse lidt med igen – Det varmer rigtig meget. Du er dog nok klikket her ind for at finde ud af hvordan det går med mig og ungerne, og måske endda for at finde ud af hvorfor der har været så stille det seneste års tid.

Sagen er den at ungerne og jeg jo flyttede for os selv tilbage i januar 2017, og det er gået rigtig godt og vi trives alle helt vildt. Det har dog gjort at jeg har haft brug for at ligge min energi i at få en hverdag til at hænge sammen, finde ud af hvad slags forældre jeg egentlig vil være, få skabt et godt samarbejde med ungernes far, og generelt sørge for ungerne får den opmærksomhed fra mig som de har brug for.

Derudover har jeg jo også en kæreste jeg har haft travlt med at skabe et liv sammen med, og vi bor da også sammen nu (Yaaaay!). Så da vi jo har 6 børn til sammen, så kræver det også lidt en balancegang imellem at være forældre, bonusforældre, kærester osv. Derfor har ethvert ledigt øjeblik, hvor ungerne ikke har været hjemme, også været dedikeret til at være kærester sådan vi ikke glemmer hinanden midt i dette kaos vi har været omringet af de seneste mange måneder.

Det meste er dog overstået nu, og jeg har lige afsluttet et angst forløb hos regionspsykiatrien i Viborg som har givet mig en masse værktøjer midt i dette kaos. Det sidste på listen jeg mangler er at mine 3 børn skal starte i en børnehave her i byen hvor vi bor nu, og det bliver super godt!

Indtil nu har jeg kørt dem til den by vi boede i før sådan de kunne blive i deres gamle institutioner indtil at drengene alligevel skulle skifte fra dagpleje til børnehave, hvilket de skal her d. 1 juni. Det er virkelig sørgmodigt for mig som mor, og egentlig også ret skræmmende. Jeg er langt fra klar til at de skal være børnehavebørn, og jeg er slet ikke klar til at sige farvel til snart 5 års samarbejde med verdens bedste dagplejemor. Jeps, jeg bliver et tudefjæs den dag vi skal sige farvel hehe.

Drengene er dog klar til nye udfordringer, og Frk. Tumling er skide god til at få nye venner, så hun kommer til at tage skiftet i stiv arm hvilket giver mig lidt ro i sjælden selvom den dårlige samvittighed stadig plager mig fra tid til anden.

Nå men som du nok kan læse så har der været en helt masse ting der har krævet min opmærksomhed og min energi men jeg føler endelig jeg er ved at være et sted hvor jeg har tid og lyst til at give både denne blog og madebynetha.dk min energi igen. Jeg elsker at blogge, og jeg drømmer da også om at blive god til det engang hehe. Der er dog lidt mere aktivitet på mine forskellige instagram kontoer, så der er i selvfølgelig stadig velkommen til at følge med.

Det næste stykke tid vil jeg bruge på at “genopfinde” mig selv om min blog, finde ud af om jeg stadig er en morblogger, hvor meget jeg egentlig ønsker at dele ang mine børn, eller om hele konceptet skal have en makeover. Jeg ved det virkelig ikke men jeg vil meget gerne have jeres meninger, ideer og inputs til hvad i synes jeg skal gøre, hvad i synes jeg skal fortsætte med og hvad i gerne vil læse om.

Tak for jer <3

Fra insta-mad til pølsemad

Én af de ting jeg ikke så tit fortæller om er de der dage hvor alt er kaos og jeg egentlig ikke kan se noget sjovt i det. Altså jeg ikke kan twist historien sådan de kan blive underholdende at læse hvis jeg lige pepper det hele lidt op. 

Sådan en dag har vi idag. 

Den startede ellers meget godt med at jeg fik lavet en madplan for den kommende uge, og jeg har fået handlet det hele ind i formiddags – I dag skulle vi have fiskefileter med kartofler og grøntsager on the side. Skæbnen vil dog noget andet, ligesom så ofte før. 

Det sker nemlig rigtig tit at jeg henter ungerne fra institutionerne og vi kommer hjem for at gå igang med maden, men de er trætte og søger alle 3 min opmærksomhed… Som regel på en negativ måde, da negativ opmærksomhed jo er den hurtigste måde at “stjæle mig” fra én af de andre unger. Det er en disciplin drengene er rigtig gode til. 

I dag er ikke en dag de laver ballade for at få min opmærksomhed, men de vil op… Alle 3… Og de græder hvis de ikke kommer det – Av det gør ondt i mit mor hjerte. 

Da  jeg ikke kan bære alle 3 på samme tid må jeg jo plante min popo på gulvet, sidde i skrædderstilling med et barn på hvert lår og én som sidder i midten på min ankel imens jeg holder om dem alle 3. De ikke tilfredse med denne løsning, men hvad pokker kan jeg gøre? 

På dage som disse så ryger mine planer for sundt-insta-venlig-varieret-overskudsmor-måltid ud af vinduet, og så bliver det erstattet med den evige nødplan – Pølsemadder! 

Har jeg dårlig samvittighed når det måske sker 3 gange på en uge? Fandeme ja! Men er mine børns behov for nærhed vigtigere end hvad vi får til aftensmad? Mega meget ja! 

De dage hvor de laver mest ballade er også oftest de dage jeg kæmper den største kamp med at få lavet et varmt måltid til dem, men jeg kan simpelthen ikke have øjne på dem alle 3 hver sit sted i huset, imens jeg sørger for maden ikke brænder på eller der går ild i lortet. 

Vi gør alle vores bedste, men der er SÅ meget man ikke ser udfra de billeder  og posts folk smider på Facebook og lign. 

I skrivende stund står drengene på hver sin køkkenstol og leger stangtennis med spisebordslampen, så jeg vil smutte tilbage til at lave deres pølsemadder færdig. 

P. S. Ingen unger kom til skade mens dette indlæg blev produceret, og de blev selvfølgelig pillet ned fra stolene INDEN jeg skrev indlægget færdigt, bare sådan vi har det på det rene. 

Når putningen går i ged…eller lort.

Helt ærligt, så syntes jeg bare slet ikke at det der putning kører særlig godt for tiden når det kommer til de små bæster – tumlingen derimod har vist fanget princippet i at søvn er nogenlunde rart.

Her til aften begyndte putteritualet som det altid gør, med at de én efter én får en ren røv, får børstet tænder og bliver eskorteret ned på værelset hvor de selv kravler under dynerne imens jeg får lavet deres natflaske… og ja, de får stadig tynde natflasker da de åbenbart mener at sutter, bamser og nusseklude er i ledtog med djævlen selv.

Jeg siger pænt godnat, mor elsker jer meget højt og vi ses i morgen. Så springer jeg hurtigt men lydløst ud af værelset på bedste ninjamanér, og får lukket døren så hurtigt at man skulle tro der var en vild elefant efter mig.

Det er i dette øjeblik, at jeg som regel er ved at synke sammen af udmattelse, men i stedet læner jeg mig op ad dørkarmen og ånder lettet ud, imens jeg råber ENDELIG!.. inde i mig selv. Hvis jeg er heldig når jeg lige ind i stuen hvor min røv nærmest kun snitter sofaen, før babyalarmen lyser op og der starter en sirene af den anden verden – WRAAAAAAAAAAAAAAAAH! (I må selv lige tænke jer til den følelse man får fra lyden af negle på en tavle).

Jeg nægter dog at komme flyvende med det samme de siger en lyd, da de har lært at jeg kommer springende med det samme bare de skriger højt nok – Så jeg venter liiiiiige lidt. Lyden erstattes skiftevis af latter og brok, men utrolig nok er der ikke vildt meget hysteri i aften… Efter noget tid bliver der stille og jeg tænker “HELL YEA!”.

15 minutter efter er den gal igen, og jeg lunter ned på værelset for at konstatere at de ikke er kommet til skade, de bløder ikke, de ikke er ved at dø og at de står og griner mig lige op i fjæset så snart jeg stikker hovedet ind til dem. Mor her gik igen, og så startede sirenen op igen. Batman lagde sig overraskende nok hurtigt i dag, men tilgengæld brokkede Supermand sig, hvilket ikke ligner ham, men jeg ville lige give ham en chance for at finde sig til rette og falde i søvn.

Da der er gået et stykke tid tumler han stadig rundt dernede så jeg vælger at tjekke igen, og gud hvor jeg dog fortrød det meget meget hurtigt…

Idet jeg åbnede døren,  blev min snude ramt af en voldsom dunst af bælugt, imens jeg kan høre Supermnd sige “Adder”.

Jeg indrømmer gerne at min første tanke var at vende om i døren og lade som om jeg ikke havde været dernede. Selvfølgelig kunne jeg aldrig finde på det, men tanken strejfede mig godt nok lige der.

Sengen var smurt ind i det der brune noget som gerne KUN skulle være i en ble, og det værste er, at det ikke er første gang han har lavet det nummer. Han er åbenbart begyndt at synes, at det er voldsomt spændende at grave i sin ble når han har lavet nr. 2, og guderne må vide hvorfor han finder det fascinerende og hvorfor hans mor ikke har lært at give ham bukser på i seng.

Jeg fik tændt lyset, løftet ham ud i bruseren i strakte arme, afmonteret hans tøj, UDEN at få lort på fingrene og så spulet ham ren med bruseren til stor fornøjelse for ham – han skraldgrinte i hvert fald gennem hele oplevelsen….møgunge.

Da han var blevet tørret og påklædt igen, satte jeg ham ned til Batman, som også var vågen igen og så kunne jeg ellers gå i gang med at skifte sengetøj og vaske sengen ned. 1, 2, 3, bom, færdig, i seng med ham, jeg smutter op med kluden og beder dem om at lægge sig ned og tage dyne på.

Da jeg kommer tilbage fra køkkenet, vil jeg lige kysse dem godnat, men nu har Supermand fandeme blodtud. Ud efter papir, tjekke det ikke styrtbløder, får tjekket at sengen ikke er smurt ind og så er det ellers godnat godnat drenge, og så er det tid til at smide fødderne op for idag.

…nåårh nej, køkkenet skal lige ordnes, deres weekend tasker skal pakkes, lortesengetøjet skal smides til vask og jeg er egentlig lidt i tvivl om det er huset der lugter af lort eller om det er mig der trænger til et bad – man kan sove når man bliver gammel i guess. 

Tak fordi i læste med 🙂

WP Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com

Privacy Preference Center

Close your account?

Your account will be closed and all data will be permanently deleted and cannot be recovered. Are you sure?