image

Ser Batman ikke bare dejlig “fluffy” og uvidende ud? Stakkels barn…

Grundet travlhed hos lægen er vi lettere forsinket med drengenes vaccinationer. Så selvom de bliver 4 måneder her d. 27 november, var det ved at være tid til deres 3 måneders vaccination og det var så i dag det skulle ske – indsæt selv dramatisk “DAM DAM DAAAAAM” lyd.

Drengene sov dejligt længe i dag, fuldstændig uvidende om hvad de havde i vente senere på dagen, så Hr. Kæreste så sit snit til at få masse produceret en røvfuld frikadeller til det kommende barnedåb (som også er ved at være længe ventet, men den historie kan i få en anden gang i et andet indlæg), og jeg fik gjort lidt rent rundt omkring i hytten.

Jeg er startet op på et nyt træningsprogram som jeg lavede første gang i tirsdags, og hold nu K%&#! jeg er øm i dag, alt under knæhøjde blev ikke gjort rent. Jeg magtede det simpelthen ikke. Selv det at sætte sig på toilettet er lige så smertefuldt som at banke sin lilletå ind i benene på sofabordet… Her taler jeg af bitre erfaringer inden for dette område – Jeg er en slags ekspert.

Da klokken så endelig nærmede sig dommedag, skulle vi have Batman og Supermand i tøjet, og videre ud i den stakkels overfyldte Volvo (3 autostole i en Volvo S40 er ikke at anbefale, men overraskende nok kan det lade sig gøre). Turen til lægen var der ikke mange ben i, så vi spoler lige frem til den onde Doktor Evil finder værktøjet frem og gør klar til at stikke mine to små uskyldige afkom – Undskyld jeg spørger, men hvad FANDEN tror manden lige han har gang i?

Det sådan set først efter jeg har fundet Supermands nuttede tykke lårbasser frem og den onde Doktor Evil har stukket første gang, at jeg ser nålen – eller skal vi kalde den for et spyd? Den var jo flere kilometer lang, og blev bare jokket halvejs igennem benenet på mit barn. Naturligvis kvittere Supermand med at et vaskeægte hyl på bedste Tarzan manér, men inden han er færdig med første tone, så stikker Doktor Evil ham sgu i den anden lårbasse.

Hvis man skal se det på den lyse side, så var stikkeriet da hurtigt ovre for dét barn… For så kommer vi nemlig til minusset med tvillinger – man skal lige igennem det hele igen!

Supermand var hurtigt glad igen, fik plaster på og fik en lille genstand hos mig mens Hr. Kæreste havde fået æren af at holde Batman under indgrebet. Batman er så også den af drengene som har mest temperament – oh skræk oh ve sagde jeg bare.

Han fik også pakket sine charmerende tykke lårbasser frem, og så kom stik nummer ét hurtigt efterfulgt af han blev så gal at han ikke nåede at blive færdig med at hive luft ind til sit Tarzan hyl, før stik nummer to blev plantet. Et stykke tid efter Doktor Evil havde trukket spyddet ud, begyndte han at trække vejret mens han sendte et skrig ud i rummet selv en døv mand ville ha’ hørt.

Han blev beroliget, fik plaster på hans nærmest åbne sår, blev påklædt og fik en genstand inden ham, og hans bror blev placeret i den stakkels førnævnte Volvo, som kørte os hjem til de trygge rammer, hvor vi forældre mentalt havde forberedt os på både feber og hysteriske unger – 7 9 13 så er vi indtil videre kun de heldige ejere af to drenge med lettere forhøjede temperature, som bare gerne vil putte på vores bløde maver.

Hav en dejlig nat der ude, jeg håber på en rolig nat uden for meget bøvl. I morgen står på træning nummer 2, og jeg kan stadig ikke sætte mig på den hvide trone uden at lyde som om en der har sat sig på en tegnestift…

Comments

comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload the CAPTCHA.