Kategori: Min usynlige fjende

En liste med optur

Kære blog, nu kommer der et lille indlæg uden det store indhold – indlægget handler nemlig om en håndfuld ting der har gjort mig glad på det seneste. 

Som mange af jer ved, så kæmper jeg med min psyke lidt on/off, og lige for tiden har jeg en lidt træls off periode jeg har lidt svært ved at komme ud af. Derfor syntes jeg det kunne være rart at tage ja-hatten på,og lave et indlæg fyldt med ting der har gjort mig glad eller i godt humør den seneste måneds tid… Lidt i stil med de der lister som psykologerne godt kan lide at få deres patienter til at lave hver aften, med 3 ting der har været god den pågældende dag.

Så bær lige over med mig, men jeg tænker det er sundt og en måde jeg kan få gang i mine skriverier igen.

With no further ado, here we go:

1# Vejret er så småt begyndt at blive bedre, ikke hele tiden, men det går trods alt den rigtige vej. Min sindstilstand påvirkes meget af vejret, så hvis det er gråt uden for så har jeg en større tendens til at blive trist og mangle overskud. Hvis vejret der imod er godt, så har jeg ofte flere gode dage end de trælse – Så jeg ser helt klart frem til at solen kigger frem.

2# Ungerne er den seneste måned blevet meget bedre til at lege sammen, hvilket betyder at de slås en smule mindre end før. Det skal ikke forståes som om de slås konstant, men i og med de er så tætte aldersmæssigt, så er det svært at forklare nogen af dem at de skal deles om legetøjet og lade hinanden være hvis modparten siger fra.

Nu er det tilgengæld tæt på et par gange dagligt at jeg høre dem grine sammen, eller ser dem tumle,  kysse og kramme – Lige så ofte hjælper de så hinanden med at lave ballade, men jeg prøver på at sige til mig selv,at de i det mindste ikke slås med hinanden Hehe.

3# Samarbejdet imellem ungernes far, og jeg er blevet meget bedre. Det ikke fordi det nogensinde har været direkte forfærdeligt, men det er virkelig en kæmpe stressfaktor der er forsvundet fra mit hovedet, at jeg ved vi kan være i rum sammen uden den der mærkelige stemning som der altid vil være i starten efter et brud. 

Jeg håber det være ved, men jeg tror altid man kan undgå at den slags vil køre lidt op og ned – i sidste ende vil man jo begge det bedste for sine børn, og man ønsker vel altid et gnidningsfrit samarbejde så vidt muligt… Jeg er i hvertfald, indtil videre lettet og glad, for ungernes skyld.

4# Jeg er så småt startet op på den sunde kost igen, i håb om jeg kan få vægten til at gå ned, og mit selvværd til at gå op. Det er SÅ skønt at være igang igen, både min samvittighed overfor mig selv, og min krop har det meget meget bedre selvom jeg kun har været i gang i ca 14 dage. Jeg tager det stille og roligt denne gang, men ved hjælp af et godt bagland så skal det nok lykkes.

5# Jeg er omringet af nogen mennesker som støtter og hjælper mig på alle tænkelige måde, og det er jeg dybt taknemmelig for. Uden dem, så tror jeg de sidste par måneder havde været meget værre at komme igennem.

Udover min familie som selvfølgelig er selvskrevet, så har jeg en flok veninder der altid står klar til at lytte når jeg har brug for at snakke eller har brug for at komme lidt ud. Det lyder måske som en naturlig ting venner gør, men det er desværre sådan at jeg er MEGET dårlig til at gøre det samme den anden vej, så jeg ville aldrig turde forvente at de gang på gang ville stå klar til at være der for mig. Jeg prøver efter bedste evne, men når man selv har svært ved at overskue sine problemer, så kan det være svært at overskue andres.

Sidst så har jeg fået en mand i mit liv, som gang på gang viser mig at han vil mig og ungerne 100%, selvom jeg ofte kan virke skeptisk og lettere pessimistisk. Hvis der er noget jeg ser som et problem, så siger han “Det er ikke noget problem, det gør vi da bare”. På meget kort tid har han rykket mine grænser for hvad jeg troede jeg kunne, givet mig modet til at have lidt større drømme end jeg normalt tillader mig selv, og trøster når jeg føler jeg er defekt eller forkert.

Han har en helt særlig plads i mit hjerte – Ja vi kan vel kalde ham en slags Hr. Kæreste <3

Når mor har det lidt svært

Ja her er jeg igen, med endnu en undskyldning om hvorfor der er stilhed på bloggen… Eller det ikke engang en undskyldning, da jeg jo kan gøre som jeg vil med min blog, men mere en forklaring på hvorfor i lige nød til at have lidt tålmodighed med mig.

Hverdagen føles lidt ekstra svær for tiden, og overskuddet er så godt som i minus. Der er egentlig ikke nogen logisk grund til dette – Det er bare endnu engang min psyke der spiller mig et puds.

Som nogen af jer ved, arbejder Hr. Kæreste ude 4 dage i ugen, så der står jeg alene med ungerne. Heldigvis har vi en masse hjælpsom familie, der altid er klar til at hjælpe når jeg har brug for det. Uden dem tror jeg at jeg ville være i et langt større hul end jeg er lige nu.

Jeg ved egentlig godt at jeg ikke behøver dele det her inde, men nogengange hjælper det på tingene at få det ned på skrift… Det kender i godt ikke?

For to uger siden startede jeg i jobprøvning, i en af de lokale dagligvare butikker, og overraskende nok så elsker jeg det. I mange år har min angst forhindret mig i at passe et ordinært arbejde, men her glæder jeg mig faktisk til at komme afsted. Bevares, jeg syntes det er møg hamrende hårdt i hovedet, og selvom jeg kun er der 3 timer, 3 gange om ugen, så kan jeg godt mærke det tager hårdere på mig end jeg havde forventet. De opgaver som andre måske syntes virker som “idiot arbejde” er de opgaver jeg elsker mest, det simpelthen en lettelse ikke skulle bruge hovedet, men så snart opgaverne ikke er beskrevet meget præcist, og demonstreret, så går det galt for mig, og angsten sætter igang. Heldigvis er de rigtig søde, så jeg føler mig ikke helt som en idiot selvom jeg beder dem vise mig selv de mest simple ting.

Når jeg får fri køre jeg direkte hjem i seng, for at få hvilet lidt, inden jeg skal hente ungerne, sådan de ikke bliver mærket af at mor er low on Energy – Desværre kan jeg mærke det en umulig opgave, og den følelse hjælper ikke på hvordan jeg har det.

På ét tidspunkt nåede jeg til et punkt hvor jeg blev overvældet af tristhed, lige så snart jeg ikke holdte mig beskæftiget med et eller andet. Som feks at male på sten – Det har reddet mig mange gange.

Når jeg bare sidder i sofaen og prøver at se en film, så begynder der at vokse en kæmpe klump i maven, der til sidst er så uoverskuelig at jeg begynder at græde, og jeg fortsætter næsten til jeg falder i søvn af træthed. Det var virkelig svært at rumme, men så snart jeg holder mig beskæftiget enten med min telefon + musik, eller jeg maler, så kan jeg holde det på afstand.

Daglige gøremål er blevet virkelig svære at overskue, så det de vigtigste ting jeg fokuserer på. Det gør dog også jeg konstant banker mig selv oven i hovedet med hvorfor jeg ikke lige har fået ordnet det ene eller andet… Det eneste jeg ser er rod, selvom det måske ikke er så slemt som jeg føler det er.

Jeg er ikke helt afklaret med om jeg skal forbi lægen efter medicin, eller om jeg kan holde det i skak lidt endnu – Det er noget jeg prøver på at finde ud af med mig selv.

Tak fordi i læste med, jeg vender stærkt tilbage, og jeg ønsker heller ikke hverken bekymring eller medlidenhed – det ren og skær for at være ærlig om jeg syntes det hele er lidt svært for tiden.

Jeg lovede i sin tid at være ærlig på bloggen, så her har i så meget ærlighed, som jeg lige kan dele på nuværende tidspunkt.

“She is tossed by the waves, but does not sink”

Når mor skal starte i børnehave

Frk. Tumling startede i børnehave her d. 1 Sept og tumlingen har klaret dagene til UG siger pædagogerne, og fra dag ét har hun rendt rundt som om hun har været der i en evighed. Det hjælper selvfølgelig også på tingene at hendes to bedste veninder fra dagplejen var flyttet derned allerede, så de manglede egentlig bare hende for at være samlet igen.

Jeg er derimod en helt anden sag for at være ærlig, jeg føler jeg vader rundt et sted jeg slet ikke passer ind.

Om det er angsten der driller eller om det er helt normalt skal jeg ikke kunne sige noget om, for jeg kan ærlig talt ikke skille de ting fra hinanden, men det er utrolig angstprovokerende for én som mig at skulle agere i et miljø hvor jeg ikke kender noget af personalet, ikke ved hvem jeg aflevere mit barn til, og dem der så er der når jeg henter, er ikke de samme som der var der fra morgnen af, så jeg er lidt i tvivl om jeg får et okay referat af hvad tumlingen har brugt dagen på hehe.

Oven i det hele så der så også en milliard andre ting man skal til at huske på, og det noget jeg allerede ikke kan. De skal have frugt med, de skal scannes ind/ud sådan de ved at de kommet og hentet, der er udflugter de skal på så de skal gerne være der i ordentlig tid de dage, der er ting de skal have penge med til, og der er bygge hygge arbejdsweekender man burde deltage i som familie – men jeg kan simpelthen ikke rumme det lige nu, men jeg vil heller ikke være hende der som aldrig deltager i aktiviteter osv… Det bare skide skræmmende for at være ærlig, lidt som første dag i skole.

Jeg har altid sagt jeg ikke vil have mine børn kan mærke deres mor er defekt, men lige nu kan jeg mærke hele min krop er på overarbejde for at undgå netop det.

Generelt er det hele småting og egentlig ikke noget som burde påvirke mig, men sådan er det med angst – Små almindelige hverdagsting bliver som en kæmpe uhyggelig og skræmmende elefant – Og jeg kan æ’ lide dyr der er større end mig selv hehe.

Som alt andet, bliver det bedre med tiden, hvilket er én af de gode ting ved angst – Jo oftere man “er i angsten”, jo mindre bliver den med tiden.

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com