Kategori: Min usynlige fjende

Kan man godt droppe nytårsaften?

image

Det lyder måske mærkeligt for nogen, men jeg er faktisk begyndt at drømme om ikke at holde nytårsaften. Altså jeg mener ikke at skippe den totalt men mere bare nøjes med at tulle rundt i nattøj, se gamle danske film og æde is – Ja faktisk bare ændre lidt på traditionen.

Inden vi fik børn holdte vi tit nytår for vores vennekreds, jeg og én af de andre “koner” tog ud og handlede stort ind til 3 retters menu, flot pynt, gode drikkevare og hele molivitten. Intet skulle mangle og der var lagt op til en brag af en fest, men desværre blev det hele altid overskygget af stress, for høje forventninger og en stor portion skuffelse.

Nu må i ikke misforstå mig, aftenerne var hyggelige nok men det blev bare aldrig det vi havde lagt op til.

Så kom Frk. Tumling ind i billedet og jeg mistede lysten til at holde det helt store gilde med tømmermænd efterfølgende. Der startede drømmen faktisk om at lave ingenting nytårsaften, en der var alligevel et eller andet inden i mig der sagde at det kunne man ikke, man skulle i det mindste have noget godt mad.

Problemet er bare at planen om den gode mad gør man gerne vil invitere lidt gæster så man havde nogen at dele det med. Der skulle da også være lidt pynt og en flaske champagne til klokken slår 12 for det høre jo til, men når man får gæster så vil man da også gerne være lidt fin i tøjet… Kan i se den onde spiral?

Det er SÅ svært at lave nytårsaften helt low key og uden stress og forventninger og det kan jeg bare mærke trigger min angst og stress helt vildt.

Jeg glæder mig helt vildt til at tilbringe aftenen sammen med vores forældre, for det faktisk de eneste vi har inviteret. Mange venner falder fra når man får børn og så har jeg egentlig svært ved at overskue at skulle hjemmefra med ungerne.

I år satser vi på god mad og så smide os i sofaen med familien, Hr. Kæreste vil lige skyde noget krudt af når klokken slår 12 og jeg gemmer mig inde i stuen med børn og hunde for vi er nemlig alle bange for krudt hehe. Dog drømmer jeg stadig om min nytårsaften uden at skulle noget, og én eller anden dag skal det også nok lykkes – om jeg er blevet kedelig eller om det er min angst der står i vejen ved jeg desværre ikke.

Hvordan skal du holde nytår og har du før prøvet at boycutte enten jul eller nytår?

Under alle omstændigheder vil jeg ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår hvis jeg ikke får lavet et indlæg mere inden året er omme. I skal vide jeg er dybt taknemmelige for i gider følge med i mit og ungernes liv.

I det nye år kommer der andre bøller på suppen og jeg vender tilbage til mere struktur og lidt mere indholdsrige indlæg. Vi har været lidt hængt op på det seneste så mit overskud har desværre vaklet en del – dog vil jeg ikke poste indlæg bare for at poste noget da jeg syntes at i fortjener bedre end det og at jeg kan gøre det så meget bedre 😛

Tak for jer <3

Jeg bliver en bedre mor når jeg er væk fra mine børn

image

Helt ærligt, med hånden på hjertet og alt det der, så føler jeg virkelig jeg bliver en bedre mor af at være væk fra mine børn lidt engang imellem. Det giver et lille pusterum hvor man kan samle lidt energi til at kunne håndtere de “dårlige” dage med sure unger.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg syntes det er hårdt med 3 små, ingen tvivl om det, og jeg er da også ganske udmærket klar over der er folk der har det “værre” end os. Men når man hver aften står med et eller to skrigende spædbørn til langt ud på natten og storesøster der er påvirket af den manglende opmærksomhed – så det svært ikke at brænde lidt eller meget ud.

Der er aftener hvor vi på skift vader frem og tilbage over stuegulvet med den ene af drengene mens han bare skriger og man kun hjælpeløst kan se til. Man er frustreret og alligevel udvikler man en evnen til at lukke gråden ude og bare forsætte med at prøve alle tricks i bogen… igen og igen og igen og igen, indtil én af tingene endelig virker.

Men hvor skal man lige få energien fra til at modstå trangen til at sætte sig i et hjørne af stuen med armene over kors som en trodsig toårig og proklamere at man siger op fra dags dato, mens man overvejer om det er muligt at putte ungerne op hvor de kom fra.

Jeg får energi når jeg finder mig et “happy place”, eller har lidt “mig tid”. Det kan i mit tilfælde være et langt bad eller at tage i fitness et par gange om ugen. Sidstnævnte har den bedste effekt fordi det også giver mig et større selvværd. En sidebonus er at mine smerter forsvinder når vægten falder og så jeg bedre kan lege med mine børn. Kort sagt så får jeg mere energi og overskud til dem og Hr. Kæreste når jeg gør noget der er godt for MIG.

Det kan godt være det er egoistisk, og jeg mister et par timer sammen med min familie om ugen her mens jeg går hjemme på barsel. Jeg ved også godt at den tid med drengene får jeg ikke igen, og derfor skal jeg nyde mens de er små, men den særlige tid får de tilgengæld sammen med deres far mens jeg er afsted – og far er jo lige så vigtig som mor, syns i ik?.

Jeg elsker mine børn ubetinget og mere end noget andet her i verdenen, og de fortjener ikke en mor der ikke kan lege pga. smerter, der er ked af sin vægt, har det dårligt psykisk, mangler overskud, der er irritabel, der konstant er træt og generelt bare er udbrændt og stresset.

Hvis et par timer væk fra dem hver uge, kan give dem den mor de fortjener så er det det hele værd. De fortjener en mor der nyder hvert sekund sammen med dem, en mor som kan rumme dem når de er pylret, en mor der ikke hæver stemmen i afmagt og en mor der er til stede både fysisk og psykisk – kort sagt så fortjener de en GLAD mor!

Bare fordi du bliver mor, skal du ikke sætte dig selv helt på standby og glemme at gøre noget godt for dig – en glad mor er en god mor.

Jeg syntes selv, jeg er værd at bruge min tid på og det er du også!
Hvornår har DU sidst gjort noget godt for DIG?

Når angsten kommer snigende

image

De sidste mange måneder af min graviditet, var jeg meget låst fast der hjemme. Lægerne havde sagt jeg skulle forholde mig i ro hvis jeg skulle gå tiden ud, og min krop var så belastet af de mange kilo at jeg egentlig ikke kunne gå til sidst. Den sidste uge ca. brugte jeg en speciel kontorstol vi havde lånt af kommunen, til at komme fra sofaen til toilettet eller når jeg skulle i køkkenet for at lave mig lidt mad – Det lyder vildt overdrevet, men det er desværre sandheden.

De mange måneder hjemme har desværre givet min angst skide gode muligheder for langsomt at komme snigende igen, og det opdagede jeg her i sidste uge, til min store ærgrelse.

Jeg havde nogen ting jeg manglede inde i byen, så jeg havde besluttet at et par dage efter ville jeg selv ud og købe de småting for at komme ud af huset og få lidt luft – og jeg glædet mig egentligt. Da dagen kom, stod jeg op som jeg plejede og begyndte at gøre mig klar, men der kunne jeg mærke at lysten var forsvundet og langsomt begyndte der at proppe flere og flere undskyldninger op for hvorfor det ikke var så vigtigt alligevel. Vi kunne lige så godt spare benzinen, drengene virkede lidt utilfredse og med lidt god vilje kunne jeg sikkert godt få den sidste halve pakke bleer til at strække til i morgen.

Jeg ved heldigvis godt hvad der skal til for at jeg får angsten under kontrol, nemlig eksponeringen, men jeg syntes virkelig det er svært når jeg har de to små. De kommer jo i første række. Oven i det hele kan alle ungerne ikke være i vores bil så det ikke muligt at tage på tur som vi gjorde før i tiden.

Om det bare er endnu flere undskyldninger og jeg kun ser udfordringer frem for mulighederne, skal jeg ikke kunne sige. Det nemlig også et angst symptom, at man lidt er i benægtelse uden at kunne se det, så jeg må være jer et svar skyldig på det punkt.

Før jeg blev gravid , udfordrede jeg også min angst ved at tage i fitness og træner – det heller ikke en mulighed mere. Ikke fordi jeg ikke kan være væk fra drengene, det kan jeg nemlig godt nu de er på flaske, men simpelthen fordi der ikke er råd.

Jeg træder lidt vande for tiden og støtter mig op af Hr. Kæreste og vores familie. Så håber jeg at jeg snart kan begynde at se muligheder frem for alt det der ikke kan lade sig gøre. Det er en proces, og det er en jeg allerede har været igennem én gang. Jeg mangler bare energien og det rette tidspunkt til at tage kampen op igen.

Indtil da må jeg gemme mig her hjemme med mine dejlige unger og nyde at vi kan tage dagene som de kommer.

Men selvom jeg går hjemme, så roder angsten med mit hovede. I skriver dagligt ting som at jeg er sej, at i ikke aner hvordan jeg håndtere 3 små under 2 år og mange andre søde ting som giver mig et smil på læben. Realiteten er bare at jeg ikke har noget valg, for som jeg har sagt før, så kan jeg ikke bare sætte mig på røven som en trodsig toårig og proklamere at nu gider jeg altså ikke lege mor mere.

Jeg elsker at være mor, mere end noget andet, og selvom jeg har en lille stemme inden i hovedet der siger at jeg ikke kan klare det, at ungerne ikke får omsorg nok og som pointere alle de ting jeg gør forkert, så har jeg heldigvis fornuft nok tilbage på første salen til at kunne se at Tessa er et fantastisk lille menneske og at det skal drengene også nok blive hvis vi bare holder stilen.

Det blev rimelig langt og med meget “mig mig mig” men sandheden er at jeg bare er én del af et hold, bestående af mig og Hr. Kæreste. Vi samarbejder SÅ godt, og havde vi ikke det så havde opgaven som forældre været uoverskuelig. Vi kender hinanden godt nok til at vide hvor den anden har behov for vi træder til, og han er især god til at se når jeg er ved at brænde sammen og har brug for en kage hehe.

Han gør mig til en bedre version af mig, og det elsker jeg ham for.

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com