Copyright Tumling og Tvillinger

Der er lidt stille på bloggen for tiden, men som jeg skrev i sidste indlæg så går mor her og har det lidt svært for tiden. Det hele er lidt hårdt og humøret køre meget op og ned på trods af drengene sover bedre og bedre. Jeg er så småt begyndt at kunne få dem i seng klokken 22 i stedet for efter midnat så jeg håber at mit overskud bliver lidt større når vi er ovre det her barnedåb, jul, nytår og lign, men så har jeg alligevel “spildt” næsten 6 måneder af drengenes liv på at være stresset, udkørt og mentalt fraværende. Et eller andet sted kan jeg godt forstå de tvillingeforældre der ønsker at man har længere barsel når man får flerlinger, for den første lange stykke tid af deres liv, bliver brugt på at finde en hverdag der er til at holde ud – man kan vel godt sige jeg glæder mig en del til de bliver ældre, men måske glæder jeg mig også for meget?

Den gang Tumlingen blev født, var vi rigtig slemme til at glæde os til den næste ting hun kunne, f.eks. når hun kunne grine, sidde, kravle, gå og tale – der var altid ét eller andet nyt at se frem til, så man glemte at nyde det hun kunne nu, så som dengang hun kunne lide at sove på vores mave i sofaen – det savner jeg virkelig. Nu er hun blevet en selvstændig lille dame der kan selv, vil selv. Så da vi ventede drengene, lovede jeg mig selv at jeg ville nye nuet og bare “go with the flow”, men det er faktisk lettere sagt end gjort, og jeg tager mig selv i at falde tilbage i det gamle mønster.

Lige nu er de i den alder hvor de bare vil være ved os, putte og hygge i armene og få nærhed ved at tage deres middagslur på vores bryst mens de har begravet deres ansigt ved siden af vores hals. Det er jo egentlig min eneste og vigtigste opgave lige for tiden – at give dem kærlighed og nærhed. Alligevel tager jeg mig selv i at sidde og tænke “Hvor ville jeg dog ønske de gad og sove i deres barnevogn sådan jeg kan få ordnet den opvask” eller “Hvor glæder jeg mig til de bliver lige lidt ældre” – Men hvorfor tænke sådan? Og siden hvornår er en opvask blevet mere vigtig end den sparsomme tid jeg har med mine børn når de er spæde? På den ene side skammer jeg mig lidt over jeg ikke kan nyde nuet mere end jeg gør, men på den anden så ved jeg også bare jeg elsker når ungerne begynder at gå rundt, lege, snakke og man generelt får noget respons på det man siger og gør. Jeg syntes vist børn er SÅ meget sjovere når de går fra at være bæ-maskiner, til de begynder at blive små personligheder og måske er jeg bare bedre til tumlinger end spædbørn?

Bevares så har jeg da stunder hvor jeg sidder og kigger på mine børn og tænker jeg er skide heldig over at side lige her, lige nu og opleve lige præcis dette øjeblik hvor den ene af drengene pludre, den anden smiler og Tumlingen står og hopper op og ned af begejstring mens hun råber “Dyyyygtiiig” fordi det er lykkes hende at sætte 2 duplo klodser sammen. Lige for tiden er det store højdepunkt på min dag når Tumlingen siger ordene “Sure tæer”, jeg er flad af grin hver gang.

I sidste ende går tiden jo ikke hurtigere af at man glæder sig til imorgen, der er stadig kun 24 timer i et døgn og børn udvikler sig jo ikke hurtigere af at man fokusere på det næste de skal lære. Det ville svare til at vi ville sætter børnene til at læse en 180 siders bog inden vi har lært dem alfabetet – Man skal kravle før man kan gå siger de kloge, men jeg tror måske også at vi skal lære at leve i nuet før vi kan lære at sætte pris på fremtiden.

Giver det mening eller er det noget rent sludder?

Comments

comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload the CAPTCHA.