image

De sidste mange måneder af min graviditet, var jeg meget låst fast der hjemme. Lægerne havde sagt jeg skulle forholde mig i ro hvis jeg skulle gå tiden ud, og min krop var så belastet af de mange kilo at jeg egentlig ikke kunne gå til sidst. Den sidste uge ca. brugte jeg en speciel kontorstol vi havde lånt af kommunen, til at komme fra sofaen til toilettet eller når jeg skulle i køkkenet for at lave mig lidt mad – Det lyder vildt overdrevet, men det er desværre sandheden.

De mange måneder hjemme har desværre givet min angst skide gode muligheder for langsomt at komme snigende igen, og det opdagede jeg her i sidste uge, til min store ærgrelse.

Jeg havde nogen ting jeg manglede inde i byen, så jeg havde besluttet at et par dage efter ville jeg selv ud og købe de småting for at komme ud af huset og få lidt luft – og jeg glædet mig egentligt. Da dagen kom, stod jeg op som jeg plejede og begyndte at gøre mig klar, men der kunne jeg mærke at lysten var forsvundet og langsomt begyndte der at proppe flere og flere undskyldninger op for hvorfor det ikke var så vigtigt alligevel. Vi kunne lige så godt spare benzinen, drengene virkede lidt utilfredse og med lidt god vilje kunne jeg sikkert godt få den sidste halve pakke bleer til at strække til i morgen.

Jeg ved heldigvis godt hvad der skal til for at jeg får angsten under kontrol, nemlig eksponeringen, men jeg syntes virkelig det er svært når jeg har de to små. De kommer jo i første række. Oven i det hele kan alle ungerne ikke være i vores bil så det ikke muligt at tage på tur som vi gjorde før i tiden.

Om det bare er endnu flere undskyldninger og jeg kun ser udfordringer frem for mulighederne, skal jeg ikke kunne sige. Det nemlig også et angst symptom, at man lidt er i benægtelse uden at kunne se det, så jeg må være jer et svar skyldig på det punkt.

Før jeg blev gravid , udfordrede jeg også min angst ved at tage i fitness og træner – det heller ikke en mulighed mere. Ikke fordi jeg ikke kan være væk fra drengene, det kan jeg nemlig godt nu de er på flaske, men simpelthen fordi der ikke er råd.

Jeg træder lidt vande for tiden og støtter mig op af Hr. Kæreste og vores familie. Så håber jeg at jeg snart kan begynde at se muligheder frem for alt det der ikke kan lade sig gøre. Det er en proces, og det er en jeg allerede har været igennem én gang. Jeg mangler bare energien og det rette tidspunkt til at tage kampen op igen.

Indtil da må jeg gemme mig her hjemme med mine dejlige unger og nyde at vi kan tage dagene som de kommer.

Men selvom jeg går hjemme, så roder angsten med mit hovede. I skriver dagligt ting som at jeg er sej, at i ikke aner hvordan jeg håndtere 3 små under 2 år og mange andre søde ting som giver mig et smil på læben. Realiteten er bare at jeg ikke har noget valg, for som jeg har sagt før, så kan jeg ikke bare sætte mig på røven som en trodsig toårig og proklamere at nu gider jeg altså ikke lege mor mere.

Jeg elsker at være mor, mere end noget andet, og selvom jeg har en lille stemme inden i hovedet der siger at jeg ikke kan klare det, at ungerne ikke får omsorg nok og som pointere alle de ting jeg gør forkert, så har jeg heldigvis fornuft nok tilbage på første salen til at kunne se at Tessa er et fantastisk lille menneske og at det skal drengene også nok blive hvis vi bare holder stilen.

Det blev rimelig langt og med meget “mig mig mig” men sandheden er at jeg bare er én del af et hold, bestående af mig og Hr. Kæreste. Vi samarbejder SÅ godt, og havde vi ikke det så havde opgaven som forældre været uoverskuelig. Vi kender hinanden godt nok til at vide hvor den anden har behov for vi træder til, og han er især god til at se når jeg er ved at brænde sammen og har brug for en kage hehe.

Han gør mig til en bedre version af mig, og det elsker jeg ham for.

Comments

comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload the CAPTCHA.