Ja her er jeg igen, med endnu en undskyldning om hvorfor der er stilhed på bloggen… Eller det ikke engang en undskyldning, da jeg jo kan gøre som jeg vil med min blog, men mere en forklaring på hvorfor i lige nød til at have lidt tålmodighed med mig.

Hverdagen føles lidt ekstra svær for tiden, og overskuddet er så godt som i minus. Der er egentlig ikke nogen logisk grund til dette – Det er bare endnu engang min psyke der spiller mig et puds.

Som nogen af jer ved, arbejder Hr. Kæreste ude 4 dage i ugen, så der står jeg alene med ungerne. Heldigvis har vi en masse hjælpsom familie, der altid er klar til at hjælpe når jeg har brug for det. Uden dem tror jeg at jeg ville være i et langt større hul end jeg er lige nu.

Jeg ved egentlig godt at jeg ikke behøver dele det her inde, men nogengange hjælper det på tingene at få det ned på skrift… Det kender i godt ikke?

For to uger siden startede jeg i jobprøvning, i en af de lokale dagligvare butikker, og overraskende nok så elsker jeg det. I mange år har min angst forhindret mig i at passe et ordinært arbejde, men her glæder jeg mig faktisk til at komme afsted. Bevares, jeg syntes det er møg hamrende hårdt i hovedet, og selvom jeg kun er der 3 timer, 3 gange om ugen, så kan jeg godt mærke det tager hårdere på mig end jeg havde forventet. De opgaver som andre måske syntes virker som “idiot arbejde” er de opgaver jeg elsker mest, det simpelthen en lettelse ikke skulle bruge hovedet, men så snart opgaverne ikke er beskrevet meget præcist, og demonstreret, så går det galt for mig, og angsten sætter igang. Heldigvis er de rigtig søde, så jeg føler mig ikke helt som en idiot selvom jeg beder dem vise mig selv de mest simple ting.

Når jeg får fri køre jeg direkte hjem i seng, for at få hvilet lidt, inden jeg skal hente ungerne, sådan de ikke bliver mærket af at mor er low on Energy – Desværre kan jeg mærke det en umulig opgave, og den følelse hjælper ikke på hvordan jeg har det.

På ét tidspunkt nåede jeg til et punkt hvor jeg blev overvældet af tristhed, lige så snart jeg ikke holdte mig beskæftiget med et eller andet. Som feks at male på sten – Det har reddet mig mange gange.

Når jeg bare sidder i sofaen og prøver at se en film, så begynder der at vokse en kæmpe klump i maven, der til sidst er så uoverskuelig at jeg begynder at græde, og jeg fortsætter næsten til jeg falder i søvn af træthed. Det var virkelig svært at rumme, men så snart jeg holder mig beskæftiget enten med min telefon + musik, eller jeg maler, så kan jeg holde det på afstand.

Daglige gøremål er blevet virkelig svære at overskue, så det de vigtigste ting jeg fokuserer på. Det gør dog også jeg konstant banker mig selv oven i hovedet med hvorfor jeg ikke lige har fået ordnet det ene eller andet… Det eneste jeg ser er rod, selvom det måske ikke er så slemt som jeg føler det er.

Jeg er ikke helt afklaret med om jeg skal forbi lægen efter medicin, eller om jeg kan holde det i skak lidt endnu – Det er noget jeg prøver på at finde ud af med mig selv.

Tak fordi i læste med, jeg vender stærkt tilbage, og jeg ønsker heller ikke hverken bekymring eller medlidenhed – det ren og skær for at være ærlig om jeg syntes det hele er lidt svært for tiden.

Jeg lovede i sin tid at være ærlig på bloggen, så her har i så meget ærlighed, som jeg lige kan dele på nuværende tidspunkt.

“She is tossed by the waves, but does not sink”

Comments

comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload the CAPTCHA.