Når mor har det lidt svært

Ja her er jeg igen, med endnu en undskyldning om hvorfor der er stilhed på bloggen… Eller det ikke engang en undskyldning, da jeg jo kan gøre som jeg vil med min blog, men mere en forklaring på hvorfor i lige nød til at have lidt tålmodighed med mig.

Hverdagen føles lidt ekstra svær for tiden, og overskuddet er så godt som i minus. Der er egentlig ikke nogen logisk grund til dette – Det er bare endnu engang min psyke der spiller mig et puds.

Som nogen af jer ved, arbejder Hr. Kæreste ude 4 dage i ugen, så der står jeg alene med ungerne. Heldigvis har vi en masse hjælpsom familie, der altid er klar til at hjælpe når jeg har brug for det. Uden dem tror jeg at jeg ville være i et langt større hul end jeg er lige nu.

Jeg ved egentlig godt at jeg ikke behøver dele det her inde, men nogengange hjælper det på tingene at få det ned på skrift… Det kender i godt ikke?

For to uger siden startede jeg i jobprøvning, i en af de lokale dagligvare butikker, og overraskende nok så elsker jeg det. I mange år har min angst forhindret mig i at passe et ordinært arbejde, men her glæder jeg mig faktisk til at komme afsted. Bevares, jeg syntes det er møg hamrende hårdt i hovedet, og selvom jeg kun er der 3 timer, 3 gange om ugen, så kan jeg godt mærke det tager hårdere på mig end jeg havde forventet. De opgaver som andre måske syntes virker som “idiot arbejde” er de opgaver jeg elsker mest, det simpelthen en lettelse ikke skulle bruge hovedet, men så snart opgaverne ikke er beskrevet meget præcist, og demonstreret, så går det galt for mig, og angsten sætter igang. Heldigvis er de rigtig søde, så jeg føler mig ikke helt som en idiot selvom jeg beder dem vise mig selv de mest simple ting.

Når jeg får fri køre jeg direkte hjem i seng, for at få hvilet lidt, inden jeg skal hente ungerne, sådan de ikke bliver mærket af at mor er low on Energy – Desværre kan jeg mærke det en umulig opgave, og den følelse hjælper ikke på hvordan jeg har det.

På ét tidspunkt nåede jeg til et punkt hvor jeg blev overvældet af tristhed, lige så snart jeg ikke holdte mig beskæftiget med et eller andet. Som feks at male på sten – Det har reddet mig mange gange.

Når jeg bare sidder i sofaen og prøver at se en film, så begynder der at vokse en kæmpe klump i maven, der til sidst er så uoverskuelig at jeg begynder at græde, og jeg fortsætter næsten til jeg falder i søvn af træthed. Det var virkelig svært at rumme, men så snart jeg holder mig beskæftiget enten med min telefon + musik, eller jeg maler, så kan jeg holde det på afstand.

Daglige gøremål er blevet virkelig svære at overskue, så det de vigtigste ting jeg fokuserer på. Det gør dog også jeg konstant banker mig selv oven i hovedet med hvorfor jeg ikke lige har fået ordnet det ene eller andet… Det eneste jeg ser er rod, selvom det måske ikke er så slemt som jeg føler det er.

Jeg er ikke helt afklaret med om jeg skal forbi lægen efter medicin, eller om jeg kan holde det i skak lidt endnu – Det er noget jeg prøver på at finde ud af med mig selv.

Tak fordi i læste med, jeg vender stærkt tilbage, og jeg ønsker heller ikke hverken bekymring eller medlidenhed – det ren og skær for at være ærlig om jeg syntes det hele er lidt svært for tiden.

Jeg lovede i sin tid at være ærlig på bloggen, så her har i så meget ærlighed, som jeg lige kan dele på nuværende tidspunkt.

“She is tossed by the waves, but does not sink”

Når mor skal starte i børnehave

Frk. Tumling startede i børnehave her d. 1 Sept og tumlingen har klaret dagene til UG siger pædagogerne, og fra dag ét har hun rendt rundt som om hun har været der i en evighed. Det hjælper selvfølgelig også på tingene at hendes to bedste veninder fra dagplejen var flyttet derned allerede, så de manglede egentlig bare hende for at være samlet igen.

Jeg er derimod en helt anden sag for at være ærlig, jeg føler jeg vader rundt et sted jeg slet ikke passer ind.

Om det er angsten der driller eller om det er helt normalt skal jeg ikke kunne sige noget om, for jeg kan ærlig talt ikke skille de ting fra hinanden, men det er utrolig angstprovokerende for én som mig at skulle agere i et miljø hvor jeg ikke kender noget af personalet, ikke ved hvem jeg aflevere mit barn til, og dem der så er der når jeg henter, er ikke de samme som der var der fra morgnen af, så jeg er lidt i tvivl om jeg får et okay referat af hvad tumlingen har brugt dagen på hehe.

Oven i det hele så der så også en milliard andre ting man skal til at huske på, og det noget jeg allerede ikke kan. De skal have frugt med, de skal scannes ind/ud sådan de ved at de kommet og hentet, der er udflugter de skal på så de skal gerne være der i ordentlig tid de dage, der er ting de skal have penge med til, og der er bygge hygge arbejdsweekender man burde deltage i som familie – men jeg kan simpelthen ikke rumme det lige nu, men jeg vil heller ikke være hende der som aldrig deltager i aktiviteter osv… Det bare skide skræmmende for at være ærlig, lidt som første dag i skole.

Jeg har altid sagt jeg ikke vil have mine børn kan mærke deres mor er defekt, men lige nu kan jeg mærke hele min krop er på overarbejde for at undgå netop det.

Generelt er det hele småting og egentlig ikke noget som burde påvirke mig, men sådan er det med angst – Små almindelige hverdagsting bliver som en kæmpe uhyggelig og skræmmende elefant – Og jeg kan æ’ lide dyr der er større end mig selv hehe.

Som alt andet, bliver det bedre med tiden, hvilket er én af de gode ting ved angst – Jo oftere man “er i angsten”, jo mindre bliver den med tiden.

Når familieudflugten tager en uventet drejning

​Idag havde vi besluttet at vi ville drage mod Grenaa for at komme i Kattegatcentret med ungerne, da vi jo skulle have indviet den nye familiecontainer.

Vi pakkede bilen med ungerne, trækvognen, super-kusine Mone, Mormor og en hel røvfuld af snacks, og så var vi klar. Der blev sat en film på, på bagsædet og så gik turen ellers der ud af.

Turen til Kattegatcentret gik helt perfekt, og de første par timer i centret gik også ganske godt, på trods af mor her var ved at få angst af alle de mennesker. Det hele virkede dog til at hurtigt blive for meget for både Frk. Tumling, så efter vi havde spist begyndte hun at blive pirrelig og sige hun ville hjem. Efter et hurtigt smut i souvenir butikken, gik vi tilbage til bilen og kørte hjem ad.

Problemerne startede dog efter vi havde kørt i ca 20-30 minutter, ud af de 2 timer vi havde hjem.

Frk. Tumling havde godt nok klaget over ondt i maven, og jeg havde kæmpet de sidste 3 dage med at blive rask nok vi kunne tage på den planlagte tur – men da hun begyndte at sidde i bilen og græde, mens hun sagde både av og at vi skulle “åben den”, gik det alt for sent op for os hvad der var galt…. Hun skulle kaste op!

Og dette skete i bilen inden nogen af os nåede at reagere. Det eneste vi nåede var at give et brøl fra os, sådan Hr. Kæreste var ved at delvis køre galt i et forsøg på at få hold i bilen, men skaden var sket og hele autostolen var dækket i Kattegatcentrets børnemenu.

Ja undskyld jeg ved godt det ikke lyder særlig lækkert, men bræk, lort og tis høre desværre med til at være forældre hehe.

Midt i vejkanten fik vi Frk. Tumling og autostolen ud af bilen, hun fik rent tøj på og så prøvede vi ellers at få gjort stolen rent med en næsten tom pakke vådservietter. I den gamle bil havde jeg gemt lidt af hvert i tilfælde af uheld, men den nye her var helt clean, og jeg havde vurderet at der liiiiige var vådservietter nok til at tørre røv et par gange i tilfælde af de lavede nummer 2 i løbet af dagen.

Betrækket blev taget af, stolen gjort ret, og så ville min mor lige tørre hænderne af i græsset for at få det værste af… Det valgte hun åbenbart at gøre i den største bunke brændenælder i 5 kilometers radius. Det lød til at klø en smule hehe.

Allerede her vurderede vi at det her bare ikke var hvad man havde brug for når der stadig var 1,5 time hjem. Vi kørte hurtigst til nærmeste dagli’brugs for at købe affaldssække, køkkenrulle og flere vådservietter – Just in case of emergency.

Vi nåede resten af vejen hjem, men da vi kommer hjem fortsætter vores uheld. Batman tager et styrt over en af deres gåbiler, slå snuden og munden i gulvet, som giver en revne i den streng der sidder imellem overlæben og tandkødet – Hvilket bløder en del i sig selv, men næsen bløder også, så det hele ser lidt voldsomt ud. Det ligner kort sagt han har et næb, eller har fået for meget Botox i overlæben.

Han bliver trøstet, tørret om munden, og får serveret en kold sodavands is for at stoppe blødningen. Derfra går det hele godt indtil lige inden ungerne skal i seng, for der falder han igen og det bløder igen… Forfra igen!

Da det så ENDELIG lykkes at putte ungerne, og endda uden brok, får vi voksene os smidt i sofaen med benene oppe i ca 30 minutter… Indtil babyalarmen IGEN går igang fordi Batman sætter i et skrig.

Ungen havde så rejst sig op i sengen fordi hav vågnede, og var begyndt at vide i kanten af siden på tremmesengen, hvilket får hele skidtet til at gå op igen.

Jeg har lige fået smidt mig i sengen og I skrivende stund er klokken 23.49, så i kan selv regne ud hvor lang tid det har taget af putte ham når den normale sengetid hedder klokken 19… Vi trætte, og har vist fået nok at familie udflugter for det næste stykke tid hehe.

Godnat herfra! 

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com