image

Så nåede vi sidste dag i min 7 dags blog udfordring, som jeg gav mig selv, for at komme lidt igang med at blogge igen. Jeg håbede nemlig på det måske ville gøre mig mindre afslappet omkring mine udgivelser, og det derfor ikke ville tage mig flere timer for at lave ét indlæg til jer. Kort sagt så føler jeg faktisk det har virket – I har både fået indlæg der egentlig ikke handlede om noget særligt, og indlæg smækfyldt med stavefejl, hvilket har været en kæmpe udfordring for mig, men jeg vil gerne sige tak for i har taget godt imod mine indlæg. Der er ikke kommet nye Likes til på min facebook side af det, men jeg har i det mindste ikke mistet nogen, hvilket nok er det vigtigste for mig hehe.

Her kommer sidste “Tvangs-indlæg”, og så skal jeg nok love jeg poster lidt mindre spam agtigt fremover 😛

I dag stod jeg over for en udfordring jeg længe havde udsat, ja faktisk næsten de sidste 6 måneder. Det handler nemlig om afhentning af Frk. Tumling, hvilket jo egentlig ikke er en særlig stor ting, men det lille twist ligger i at Hr. Kæreste jo nogen gange arbejder fra klokken 14 eller 15 stykker til klokken sent om aftenen, og de dage er jeg nød til at hente Tumlingen fra dagpleje selv. I teorien kunne jeg godt få nogen af hendes bedsteforældre til at hjælpe, men vi har simpelthen fået SÅ meget hjælp af dem igennem største delen af graviditeten, og igen her et halvt år efter drengene er blevet født, hvor det hele egentlig skulle køre nemmere.

Jeg er nok lidt trodsig, men jeg er virkelig nået til det der hedder “Kan selv, Vil selv!” – Ja i kan lige så godt sige hej til Netha 2 år nu vi er igang hehe.

Så da Hr. Kæreste skulle have en 24 timers vagt, og derfor ikke kunne afhente tumlingen, valgte jeg at nu skulle jeg altså have fundet en måde hvorpå jeg kunne hente Tumlingen til fods, imens jeg havde Superman og Batman med i kampvognen. Det brugte jeg egentlig det meste af formiddagen op, og efter lidt tænken, kom jeg frem til at hvis jeg satte drengene langt nok ude i hver deres side af vognen, så burde Tumlingens røv godt plantes imellem dem hvis hun ikke kunne finde ud af at gå pænt ved siden af vognen.

Jeg tog afsted, og var faktisk skide optimistisk og total overbevist om “I’ve got this shit”…Lige indtil jeg når op til dagplejen *Indsæt selv passende træt smily*

Hun kom i hendes flyverdragt og hun var klar til at gå, da jeg kunne lugte der var noget i vejen, og ganske rigtigt så havde hun skidt, og hendes dagpleje mor var så sød lige at skifte hende inden vi gik (for det kunne da umuligt være dejligt at gå med puha i bleen når man skulle gå knap en kilomet). Desværre var tumlingen lige hurtig nok til at drage alt for forhastede konklutioner, så hun troede åbenbart hun ikke skulle med mig hjem alligevel da vi begyndte at trække hende af tøjet igen – Hvilket resulterede i at både snot, savl og tåre stod ud af hende som om man lige havde åbnet for en bandhane… Det være æ’ et kønt syn siger jeg bare, og derefter var stemningen ligesom lagt.

Jeg tog beslutningen om at det nok var bedst at hun kom direkte op i kampvognen og sidde, sådan vi kunne undgå eventuelle konflikter – Dette var hun dog heller ikke enig i, så hun blev igen dybt ulykkelig, og mor her lod hende i stedet gå ved siden af barnevognen så længe hun holdte fast i det stykke snor jeg havde monteret til formålet. Det hele gik skide godt indtil vi havde krydset vejen 100m længere henne og jeg ville have hende om på den anden side, sådan hun gik inderst. Endnu engang var hun ikke enig, så det endte med at snot, tåre og savl endnu engang stod ud i lårfede stråler. Jeg tog en hurtig beslutningen om at kaste det lille monster op på skuldren og lige krydse vejen en sidste gang, indtil det igen var sikkert for hende at gå på den side af barnevognen hun ønskede.

Da jeg satte hende ned kaster hun sig ned på ryggen i trods, og skriger videre. Jeg prøver meget pædagogisk at høre om hun ikke ville op i vognen til “Babyer” og sidde sådan vi kunne komme hjem og få en kiks – Enten hørte hun mig ikke, ellers sked hun bare åbentlyst en lang snemand på det jeg prøvede på at sige til hende.

Igen slyngede jeg hende op på armen og begyndte at gå hjem ad, mens hun græd videre. Jeg prøvede selvfølgelig på at trøste, forhandle og finde en eller anden form for kompromis, det blev dog tydeligt at det ikke ville lykkes, så jeg fortsatte gåturen med hende på den ene arm , og kampvogenen i den anden hånd.

Jeg indrømmer gerne det var en kæmpe udfordring at bære en 11 kg tung trodsig toårig, mens man skulle styre en kampvogn igennem snemasser som beboerne på vejen ikke havde ryddet ordentlig, men alligevel er jeg skide stolt over det lykkedes selvom jeg var mega irritable da jeg endelig kom hjem. Nu ved jeg dog at jeg nok skal få hende hjem uanset om hun er sur eller ej, så jeg prøver gerne igen, næste gang ved jeg dog jeg skal have frugtsmoothies, kiks eller vingummer med i lommen.

Bestikkelse er åbenbart vejen frem når det gælder om at få en presset hverdag til at hænge sammen, og så hjalp det lidt på humøret at vi fik pandekager til aftensmad – Det redder bare dagen HVER gang.

image

image

Comments

comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload the CAPTCHA.