I weekenden var jeg af sted til Stafet for livet, sammen med Hr. Kæreste og alle ungerne. Hold da op for en dag!

Det ikke fordi der er sket noget sindsoprivende, men dagen i sin helhed har bare været skøn og fyldt med hjerterum og glade ansigter… Sådan en dag der bare giver sjælen en følelse af velvære.

Hele formiddagen tullede vi rundt her hjemme, fordi stafetten først blev åbnet til middag, så jeg havde planlagt at vi ville dukke op når drengene havde sovet til middag. For vores vedkommende så var det nok mere princippet i at deltage, fremfor at opnå nogen store resultater – Det hele skulle nemlig foregå på ungernes præmisser.

Så som sagt så ankom vi til Holstebro kaserne omkring klokken 14, hvor vi fik læsset kampvognen med de nødvendige rationeringer og poser med skiftetøj. Vi var så privilligeret at vores hold havde et telt til rådighed som vi kunne benytte som base imellem omgangen. Vi får hurtigt smidt vores ting, og vi vælger så at skynde os af sted mens ungerne stadig var i et nogenlunde humør.

Den første tur vi tog var “Den lange rute” som gik op igennem skoven, og op af en bakke der var tilpas stejl og lang, til at man allerede efter første tur, kunne mærke man nok ville komme til at gå sjovt dagen efter. Tilgengæld var ungerne SÅ seje, så første tur på lidt over 2 km, foregik på gåben stort set hele vejen.  Jeg var SÅ stolt af dem, da det der med at gå selv ude blandt mennesker ikke er noget jeg er for god til at lade dem gøre. Om det er fordi jeg er en kylling, at det virker uoverskueligt eller om jeg er bange for de bliver væk, ved jeg ikke helt, men om ikke andet så beviste de i dag at de faktisk er rigtig gode til det – Det er i hvertfald helt klart noget jeg vil prøve at øve noget oftere.

Dog er jeg tit nød til at have ekstra personer med når vi tager på tur, da jeg ellers kommer til at stå i kort til halsen hvis ungerne vælger at rende i hver sin retning….

Efter den første tur gik vi tilbage til teltet, hvor ungerne kastede sig frådende over de pølsehorn og muffins deres elskede mormor havde bagt… og ja, jeg mener virkelig de kastede sig over maden som om de ikke havde spist den sidste uge. Da vi endelig havde samlet mod til at tage en gåtur mere, lignede det at Taz den tazmanske djævel havde været forbi, men ak, det var bare mine små bæster Hehe.

På tur nr 2 smed jeg drengene i kampvognen, for nu skulle det afprøves om det var så hårdt at skubbe den op af bakken, som folk sagde. Det første af ruten gik fint og jeg tænkte for mig selv at det her var piece og cake, så nåede jeg til foden af bakken og jeg gjorde klar til at få skubbet vognen op til toppen. Det gik egentlig fint indtil ham den mega provokerende Hr. Kæreste begyndte at filme bag mig imens han kom med kommentarer som “Jeg syntes du ser lidt træt ud” og “Hvae er det hårdt eller hva”, hvilket fik mig til at knække af grin. I kender vel selv følelsen af at alle kræfter forsvinder når man griner ik? Det gjorde i hvertfald ikke projektet nemmere!

MEN jeg kom op, og jeg havde det rigtig godt inden i, også selvom drengene så småt var ved at miste tålmodigheden og ikke gad sidde der mere.

Resten af ruten, og den sidste tur på den korte rute, gik med at ungerne delvist gik selv og delvist blev båret på, men vi kom da i mål. Den sidste tur på den korte rute tog dog et godt stykke tid at komme igennem fordi Batman mente han skulle stoppe ved ALLE lysposerne på ruten for at tjekke hvad der var i dem, ALLE pæle skulle han lige rende 2 eller 5 gange rundt om, og enhver mulighed for at lege gemmeleg skulle også udnyttes hvilket gjorde at en rute på 800 m faktisk endte med at tage længere tid end den lange Hehe.

Inden vi kørte, købte vi lidt brød ungerne kunne spise i bilen, sådan de egentlig bare skulle puttes når vi kom hjem. Det spiste de også hurtigt (igen, så skulle man tro de unger aldrig fik noget at spise) og vi holdte en mindre fest på turen, hvor vi sang med på lidt forskelligt musik. Det fungerer nemlig rigtig godt når man skal holde unger vågne Hehe.

Vi kom helskindet og vågne hjem, ungerne fik en ren røv, børstet bisserne og blev puttet – så var mor her også træt og mit aktivitetsur viste jeg havde rundet 12.000 skridt den dag.

Godnat sagde Kirsten 

Comments

comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload the CAPTCHA.