Tag: Angst

Ungerne har det godt, men mor har det lidt svært…

image

Min plan det var at blogge på både godt og ondt, men alligevel har det været ufattelig svært at skrive det her indlæg, både fordi jeg ved dem der kender mig privat læser med, og for det bekræfter jo et eller andet sted de følelser jeg render rundt med.

Jeg ved godt mange har det svære end os, og at der egentlig ikke er noget “fantastisk” i at have en tumling og et hold tvillinger, men alligevel tager jeg mig selv i at kæmpe en del med at holde hovdet oven vande.

Som jeg har skrevet før, så driller min angst en del igen, og meget af min angst hænger også uhjælpelig sammen med at jeg ikke føler jeg gør mit job godt nok – nemlig at være mor.

Uanset hvordan jeg vender og drejer det så kan jeg ikke lade være med at fokusere på alle de ting som jeg burde gøre bedre, selvom jeg egentlig godt ved at jeg gør det så godt som jeg i øjeblikket er i stand til… Jeg syntes bare ikke jeg slår til, hverken overfor mine børn, min kæreste, min familie eller den lille flok veninder jeg har.

Folk siger ting som “det god til drengene at komme ud i barnevognen og sove”, og Ja det er det, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Det virker som en umulig opgave at få de unger puttet i barnevognen med en nogenlunde chance for succes, så det ender altid med jeg enten går en tur med dem og de så vågner så snart jeg stiller dem, eller at jeg helt opgiver på forhånd fordi det i det mindste vil fjerne stressen. Derefter banker jeg mig selv endnu længer ned i jorden, for det kan da ikke være så svært at lave lidt struktur? Det er bare ét af eksemplerne, men så skal huset holdes, tøsen skal opdrages, parforholdet plejes, hundene aktiveres, drengene skal stimuleres på kryds og på tværs, bekymringer/spekulationer om celleforandringer, og oven i hatten skal man også “passe på sig selv” – det fandeme mange opgaver til én person.

Jeg ved godt jeg har en skide dejlig kæreste og en fantastisk familie der hjælper til, men det stopper desværre bare ikke den lille stemme inde i mit hovede, der siger jeg burde kunne klare tingene selv og gøre det bedre end det jeg allerede gør.

Det er udmattende, og igår endte de tanker at tage total overhånd da jeg var inde og møde min nye mødregruppe. Den første time gik fint, men efterhånden som tiden gik blev de andre mødres stemmer svagere og min indre stemme råbte bare højere og højere med sætninger som “Du høre ikke til her” eller “Du skulle bare vide hvad de tænker om dig lige nu”. Jeg endte med at flygte lige så stille (det kan faktisk godt lade sig gøre selvom det lyder mærkeligt, men det kommer jeg ind på en anden gang), og da jeg kom hjem var jeg nød til at tage lidt hjemmefra så jeg tog ned og trænede en time for at lige falde til ro igen. Her dagen efter sidder angsten stadig i kroppen og hver gang jeg lukker øjenene for at slappe af så køre alle de ting der blev sagt igår, på repeat, efterfulgt af et ultra kritisk kommentarspor.

Så i dag kom sundhedsplejersken og screenede mig for en fødselsdepression, og der er noget der tyder på der er noget galt på den front, men det kan også være så meget andet – men i sidste ende er det bare endnu en reminder om jeg er “defekt” eller jeg “fejler”.

Det er ånssvagt for jeg ved godt det dumt at tænke sådan og det ikke er sandheden, men alligevel er det den følelse jeg er fyldt med inden i – giver det mening?

Men bare rolig jeg er okay, jeg er heldigvis ved at være en mester til at fortsætte ligeud og løse hvad jeg nu støder på af problemer, selvom jeg har det svært indeni. Jeg ved hvad det kræver at få det godt igen, det bare lige med at tage tilløb til at få det gjort, så konklusionen af den her gang hjernediarre aka blogterapi må være at jeg egentlig er god til at passe mine unger, jeg er bare frygtelig elendig til passe på mig.

image

Men lad os slutte med en god nyhed: drengene trives og er nu begge på ca 5,5 kg – Jeg elsker simpelthen at være mor. Theis (TvB) som var mindst ved fødslen har nu overhalet sin storebror med 100g og 2cm så det er et par drenge der vil fremad. Jeg frygter lidt hvad størrelse de kommer til at have til dåben, for vores arme kommer da til at falde af eller hænge helt nede ved fødderne, inden vi overhovedet når døbefonden hehe.

Igen tak fordi i følger med, i gør det til en fornøjelse at blogge.

Jeg bliver en bedre mor når jeg er væk fra mine børn

image

Helt ærligt, med hånden på hjertet og alt det der, så føler jeg virkelig jeg bliver en bedre mor af at være væk fra mine børn lidt engang imellem. Det giver et lille pusterum hvor man kan samle lidt energi til at kunne håndtere de “dårlige” dage med sure unger.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg syntes det er hårdt med 3 små, ingen tvivl om det, og jeg er da også ganske udmærket klar over der er folk der har det “værre” end os. Men når man hver aften står med et eller to skrigende spædbørn til langt ud på natten og storesøster der er påvirket af den manglende opmærksomhed – så det svært ikke at brænde lidt eller meget ud.

Der er aftener hvor vi på skift vader frem og tilbage over stuegulvet med den ene af drengene mens han bare skriger og man kun hjælpeløst kan se til. Man er frustreret og alligevel udvikler man en evnen til at lukke gråden ude og bare forsætte med at prøve alle tricks i bogen… igen og igen og igen og igen, indtil én af tingene endelig virker.

Men hvor skal man lige få energien fra til at modstå trangen til at sætte sig i et hjørne af stuen med armene over kors som en trodsig toårig og proklamere at man siger op fra dags dato, mens man overvejer om det er muligt at putte ungerne op hvor de kom fra.

Jeg får energi når jeg finder mig et “happy place”, eller har lidt “mig tid”. Det kan i mit tilfælde være et langt bad eller at tage i fitness et par gange om ugen. Sidstnævnte har den bedste effekt fordi det også giver mig et større selvværd. En sidebonus er at mine smerter forsvinder når vægten falder og så jeg bedre kan lege med mine børn. Kort sagt så får jeg mere energi og overskud til dem og Hr. Kæreste når jeg gør noget der er godt for MIG.

Det kan godt være det er egoistisk, og jeg mister et par timer sammen med min familie om ugen her mens jeg går hjemme på barsel. Jeg ved også godt at den tid med drengene får jeg ikke igen, og derfor skal jeg nyde mens de er små, men den særlige tid får de tilgengæld sammen med deres far mens jeg er afsted – og far er jo lige så vigtig som mor, syns i ik?.

Jeg elsker mine børn ubetinget og mere end noget andet her i verdenen, og de fortjener ikke en mor der ikke kan lege pga. smerter, der er ked af sin vægt, har det dårligt psykisk, mangler overskud, der er irritabel, der konstant er træt og generelt bare er udbrændt og stresset.

Hvis et par timer væk fra dem hver uge, kan give dem den mor de fortjener så er det det hele værd. De fortjener en mor der nyder hvert sekund sammen med dem, en mor som kan rumme dem når de er pylret, en mor der ikke hæver stemmen i afmagt og en mor der er til stede både fysisk og psykisk – kort sagt så fortjener de en GLAD mor!

Bare fordi du bliver mor, skal du ikke sætte dig selv helt på standby og glemme at gøre noget godt for dig – en glad mor er en god mor.

Jeg syntes selv, jeg er værd at bruge min tid på og det er du også!
Hvornår har DU sidst gjort noget godt for DIG?

Når angsten kommer snigende

image

De sidste mange måneder af min graviditet, var jeg meget låst fast der hjemme. Lægerne havde sagt jeg skulle forholde mig i ro hvis jeg skulle gå tiden ud, og min krop var så belastet af de mange kilo at jeg egentlig ikke kunne gå til sidst. Den sidste uge ca. brugte jeg en speciel kontorstol vi havde lånt af kommunen, til at komme fra sofaen til toilettet eller når jeg skulle i køkkenet for at lave mig lidt mad – Det lyder vildt overdrevet, men det er desværre sandheden.

De mange måneder hjemme har desværre givet min angst skide gode muligheder for langsomt at komme snigende igen, og det opdagede jeg her i sidste uge, til min store ærgrelse.

Jeg havde nogen ting jeg manglede inde i byen, så jeg havde besluttet at et par dage efter ville jeg selv ud og købe de småting for at komme ud af huset og få lidt luft – og jeg glædet mig egentligt. Da dagen kom, stod jeg op som jeg plejede og begyndte at gøre mig klar, men der kunne jeg mærke at lysten var forsvundet og langsomt begyndte der at proppe flere og flere undskyldninger op for hvorfor det ikke var så vigtigt alligevel. Vi kunne lige så godt spare benzinen, drengene virkede lidt utilfredse og med lidt god vilje kunne jeg sikkert godt få den sidste halve pakke bleer til at strække til i morgen.

Jeg ved heldigvis godt hvad der skal til for at jeg får angsten under kontrol, nemlig eksponeringen, men jeg syntes virkelig det er svært når jeg har de to små. De kommer jo i første række. Oven i det hele kan alle ungerne ikke være i vores bil så det ikke muligt at tage på tur som vi gjorde før i tiden.

Om det bare er endnu flere undskyldninger og jeg kun ser udfordringer frem for mulighederne, skal jeg ikke kunne sige. Det nemlig også et angst symptom, at man lidt er i benægtelse uden at kunne se det, så jeg må være jer et svar skyldig på det punkt.

Før jeg blev gravid , udfordrede jeg også min angst ved at tage i fitness og træner – det heller ikke en mulighed mere. Ikke fordi jeg ikke kan være væk fra drengene, det kan jeg nemlig godt nu de er på flaske, men simpelthen fordi der ikke er råd.

Jeg træder lidt vande for tiden og støtter mig op af Hr. Kæreste og vores familie. Så håber jeg at jeg snart kan begynde at se muligheder frem for alt det der ikke kan lade sig gøre. Det er en proces, og det er en jeg allerede har været igennem én gang. Jeg mangler bare energien og det rette tidspunkt til at tage kampen op igen.

Indtil da må jeg gemme mig her hjemme med mine dejlige unger og nyde at vi kan tage dagene som de kommer.

Men selvom jeg går hjemme, så roder angsten med mit hovede. I skriver dagligt ting som at jeg er sej, at i ikke aner hvordan jeg håndtere 3 små under 2 år og mange andre søde ting som giver mig et smil på læben. Realiteten er bare at jeg ikke har noget valg, for som jeg har sagt før, så kan jeg ikke bare sætte mig på røven som en trodsig toårig og proklamere at nu gider jeg altså ikke lege mor mere.

Jeg elsker at være mor, mere end noget andet, og selvom jeg har en lille stemme inden i hovedet der siger at jeg ikke kan klare det, at ungerne ikke får omsorg nok og som pointere alle de ting jeg gør forkert, så har jeg heldigvis fornuft nok tilbage på første salen til at kunne se at Tessa er et fantastisk lille menneske og at det skal drengene også nok blive hvis vi bare holder stilen.

Det blev rimelig langt og med meget “mig mig mig” men sandheden er at jeg bare er én del af et hold, bestående af mig og Hr. Kæreste. Vi samarbejder SÅ godt, og havde vi ikke det så havde opgaven som forældre været uoverskuelig. Vi kender hinanden godt nok til at vide hvor den anden har behov for vi træder til, og han er især god til at se når jeg er ved at brænde sammen og har brug for en kage hehe.

Han gør mig til en bedre version af mig, og det elsker jeg ham for.

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com