Tag: Angst

“Du kan ikke være mor, du burde ha’ en abort”

Frk. Tumling
For nogen år siden kunne jeg mærke der var et eller andet galt inden i mig, jeg følte mig ikke rigtigt glad, havde ingen overskud og jeg isolerede mig fordi mennesker skræmte livet af mig, selv min egen familie. Kort sagt så havde jeg det bedst i min seng for nedrullede gardiner. Jeg havde nogen enkelte mennesker jeg slappede af sammen med og som jeg var trygge ved – resten af min omgangskreds havde jeg svært ved at tilbringe tid sammen med selvom jeg rigtig gerne ville, min krop modarbejdede mig bare på det groveste.

Efter noget tid kontaktede jeg lægen som endte med at henvise mig til regions psykiatrien for jeg kunne få lavet en udredning og forhåbentlig få en diagnose.

Jeg fik først nogen samtaler med en sygeplejerske der skulle hjælpe mig med at få lagt en plan da hun kunne konkludere jeg led af diverse former for Angst, og så syntes hun det bedste ville være jeg startede op på noget angstdæmpende medicin der ville gøre det nemmere for mig at komme igennem forløbet.

Efter jeg havde været til to samtaler, fandt jeg ud af jeg var gravid og ventede Frk. Tumling. Jeg bad min mor om at tage med til næste samtale, da jeg kort sagt var rædselsslagen for at skulle fortælle sygeplejersken at jeg var gravid. Hvorfor jeg var så bange for at fortælle det ved jeg faktisk ikke, for i sidste ende havde det jo ikke noget med hende at gøre, men jeg følte virkelig jeg havde spildt hendes tid.
Jeg husker ikke dette møde helt tydeligt, jeg kan bare huske jeg blev frygtelig ked af det da jeg skulle sige ordene “Jeg er gravid”, og jeg følte virkelig det var forkert af mig at glæde mig over at skulle have et barn, så det endte med jeg næsten sad og undskyldte for det til en vildt fremmed.

Til sidst fik hun sagt noget jeg aldrig tror jeg glemmer, og som stadig “hjemsøger mig” i dag.

Hun sagde noget i stilen af at det var virkelig dårlig planlagt, for nu kunne hun jo ikke sætte mig på nogen former for medicin, og om jeg virkelig mente jeg ville være i stand til at tage mig af et barn i min tilstand. Om det var præcis sådan hun fik det sagt kan jeg ikke huske, jeg levede lidt i en tåge dengang, men jeg kan huske jeg forlod mødet med følelsen af at hun egentlig indirekte havde sagt “Du burde få en abort, for du kan da ikke tage dig af et barn”.

Min mor var heldigvis med, og hun hjalp mig med at få forklaret sygeplejersken at jeg godt kunne tænke mig at få nogen psykolog samtaler, som evt. kunne hjælpe mig med at bearbejde den egentlig grund til jeg gik rundt og havde det skidt, frem for bare at dulme symptomerne med medicin – Hvis jeg ikke havde haft min mor med, så ved jeg ikke hvordan tingene var gået men hold da op hvor var hendes støtte lige hvad jeg havde brug for den dag.

Igennem graviditeten græd jeg meget over den kommentar, og den “hjemsøger” mig da stadig på et eller andet ubevist plan. Tanken om at være en dårlig mor, kan få mig til at græde på et splitsekund.

Inderst inde ved jeg godt at jeg ikke er en dårlig mor, og jeg gør mit bedste, ligesom alle andre mødre i verden. Frk. Tumling er en smuk lille pige som altid er glad og udadvendt, hun er dygtig til alt hun sætter sig for og så hun pokkers stædig – kort sagt: Helt perfekt! og det bliver jeg altså nød til at tro på har lidt med min og hendes fars evner som forældre at gøre. Alligevel kan jeg engang imellem høre sygeplejerskens stemme inde i mit hovedet der siger “Du kan ikke være mor, du skulle ha fået en abort”.

Da jeg startede i angst behandling på angstklinikken i Viborg, så havde vi alle hver vores ømme punkter, mine var helt klart Frk. Tumling, mine evner som mor og generelt ikke at føle sig god nok som menneske. De fik lært mig at håndtere de “automatiske negative tanker” og i stedet stole på at jeg gør det godt nok.

Jeg er ikke rask, langt fra! Jeg føler mig sjældent god nok som person og kan ikke se hvorfor andre skulle syntes jeg er interessant at bruge tid sammen med, men jeg VED nu at jeg er herre god til at være mor – og det er godt nok til mig indtil videre <3

Jeg tager imod udfordringen af at være mor til en tumling og et hold tvillinger i stiv arm, og så skal jeg nok sparke røv… Vent og se!

Kejsersnit vs. almindelig fødsel

image

Nu er tiden snart ved at være gået i denne graviditet, og jeg nærmer mig terminsdatoen med hastige skridt. Derfor er det også på tide at finde ud af hvad jeg egentlig ønsker når det kommer til fødslen. Jeg syntes virkelig det har været en svær beslutning denne gang, netop fordi det er 100% op til mig. Med Frk. Tumling ville lægerne have hende ud ved planlagt kejsersnit fordi de troede mine celleforandringer havde udviklet sig til livmoderhalskræft, og derfor gav det lidt sig selv i min verden at hun skulle tages ved kejsersnit.

Denne gang er der intet der taler imod en naturlig fødsel, tværtimod – udover at det er tvillinger.

Jeg tror hvis jeg havde prøvet at føde almindeligt før, så havde jeg valgt det uden at blinke, men jeg kender kun til planlagt kejsersnit og det var en utrolig behagelig oplevelse (under omstændighederne).

Ja jeg havde sindssygt ondt bagefter, ja det var mega skræmmende, ja jeg fik et grimt ar og jeg “gik glip af” en normal fødsel og de første minutter sammen med Frk. Tumling fordi jeg også lige skulle have lavet et keglesnit i samme omgang, MEN når jeg tænker tilbage på hele oplevelsen så husker jeg kun de gode ting.

Det der egentlig gør jeg hælder til at få endnu et planlagt kejsersnit denne gang er af 2 grunde. Den første er frygten for det ellers ville ende i akut kejsersnit, det ville ikke fungere ret godt med min angst og den anden er at jeg ville græde snot hvis jeg blev lagt i fuld narkose og derfor gik glip af drengenes fødsel. Det ikke sikkert det er logiske grunde til at vælge et kejsersnit frem for fødsel men jeg føler ikke det der behov for at føde normalt, mit eneste mål er at de kommer helskindet ud og jeg er med hele vejen.

Det bekymre mig helt sikkert at jeg kommet til at have ondt efterfølgende, og jeg ikke må løfte på tumlingen, men manden er afklaret med han kommer til at rende lidt ekstra hurtigt det første stykke tid og den støtte i min beslutning er guld værd.

Han har da ikke lagt skjul på at han syntes jeg skulle vælge et kejsersnit igen, da han også syntes det var en god oplevelse (minus at han fik fostervand i skoen, men det en anden historie), men han har hele tiden sagt han bakker mig op uanset hvad jeg vælger.

I sidste ende gælder det om at få tvillingerne ud på den sikreste måde for dem og for mig, så jeg næsten ligeglad med hvordan det kommer til at foregå.

Kryds fingre for os <3

 

Angst – min usynlige fjende

Det ikke alle der ved dette om mig, selvom jeg prøver at være ærlig omkring det – men jeg lider af angst, primært socialangst og bekymringsangst. Jeg kommer aldrig til at kunne fortælle dig hvorfor og hvordan det fungere men jeg er så småt ved at være klar til at forklare lidt om hvordan det viser sig hos mig. For det er nemlig sådan med angst at det forskelligt fra person til person hvordan det kommer til udtryk og hvad der udløser det.

Det ikke sådan jeg går rundt som et nervevrag 24/7, men der er nogen ting som jeg er nød til at gøre på en bestemt måde for at kunne komme udenom om større eller mindre angst anfald. Det skal dog siges at man sjældent kan se mine anfald med mindre man kender mig, det kun de aller værste der viser sig ved fysiske symptomer som at græde og at hyperventilere – Langt de fleste gange kan jeg bare mærke kraftig hjertebanken, åndenød, rysten, ondt i maven, kvalme, hedeture og at være på randen til gråd. Disse symptomer får mig tit til at blive meget stille, hvor jeg går ind i mig selv eller ligefrem går i et rum for mig selv, for at koncentrere mig om at få stoppet anfaldet inden det eskalere.

Jeg har været i behandling på angstklinikken i Viborg, hvor jeg i 12 uger skulle møde op til 1 gruppe session hver uge hvor vi lærte lidt om hvorfor vi reagere som vi gør og hvordan vi bryder de mønstre. Efter det forløb har jeg fået en meget større forståelse for angsten i sig selv.

Angst - min usynlige fjende
Angst relevante citater

Hvis jeg skal forklare lidt om hvad min socialangst kan få mig til så er det feks. hvis:

– Jeg aflyser på dagen vi har en aftale. 
Det vigtigste du skal vide er jeg helt sikkert har prøvet på at få mig selv til at gennemføre det , og jeg har prøvet på at forberede mig selv på at skulle gennemføre det siden vi lavede aftalen. Der er simpelthen et eller andet inden i mig der stopper mig og gør mig fysisk dårlig så snart jeg skal træde over dørtrinnet selvom jeg måske var så klar som jeg kunne være.
Når jeg først har aflyst bruger jeg så efterfølgende lang tid på at efterbehandle skammen og ærgelsen over jeg har aflyst. Som regel får min hjerne også skabt en masse ulogiske katastrofe tanker om hvad du nu tænker om mig fordi jeg aflyste (igen).

– Jeg ikke hilser som den første når vi går forbi hinanden på gaden eller jeg ligefrem prøver på at lade som om jeg ikke har set dig.
Så det ikke fordi jeg ikke kan lide dig, eller fordi jeg er overlegen men ren og skær fordi tanken om at smalltalke skræmmer livet af mig – og jeg kort og godt er elendigt til det. Under hele samtalen er der en lille stemme inden i mig der fortæller mig hvor dumt det jeg siger er, og det i hvert fald ikke interessere andre at høre hvad jeg har at fortælle.

– Jeg pludselig tager hjem fra en socialarrangement.
Det tit fordi jeg til sidst bliver klaustrofobisk, lydniveauet bliver for højt, eller jeg ligefrem ikke føler jeg er “god nok” til at være i det selskab. Nogen gange har jeg på forhånd sagt jeg ikke ved hvor længe jeg bliver, andre gange har jeg en “lovlig” undskyldning klar, til hvorfor jeg er nød til at køre. Det ikke fordi jeg ikke vil være sammen med dig/jer, for det vil jeg rigtig gerne, jeg kan bare pludselig blive overtaget af katastrofetanker der får mig overbevist om at jeg feks. kun er inviteret fordi værten har følt sig tvunget til det.

– Jeg ikke tager telefonen eller virker “kold” når vi snakker sammen.
Så det igen fordi jeg har det rigtig dårligt med at smalltalke, jeg fungere meget bedre på sms hvor kan jeg nå at tænke over det jeg skriver sådan jeg er sikker på jeg ikke siger noget dumt. Der er meget få mennesker jeg kan snakke i telefon med uden problemer, og hvis jeg skal foretage et opkald til enten private eller offentlige så kan jeg nemt have øvet eller ligefrem skrevet ned hvad jeg skal sige for at være sikker på jeg ikke kludre i det.

Det ironiske er jeg tit ønsker at komme ud blandt mennesker, være åben og imødekommende og deltage i alle mulige arrangementer, men jeg lader simpelthen være, enten fordi jeg ved jeg ender med at bakke ud alligevel eller fordi angsten stopper mig allerede inden jeg kan fremstamme et “ja tak” til en invitationen.

Jeg ved ikke om du kan få en fornemmelse af hvor stort et overarbejde ens krop og hjerne er på når man har angst, for man skal hele tiden navigere udenom situationer hvor man ved angsten dukker op – også selvom det bedste middel imod det er at gøre det alligevel. Det også derfor jeg er meget træt hele tiden, og helst ikke planlægger aktiviteter hver dag da jeg gerne skal have en “hviledag” imellem hver aktivitet.

Jeg lærte på angst klinikken at angstniveauet vil dale lidt hver gang man er i en situation – Dette er dog lettere sagt end gjort, så man får tit skabt sig en eller anden form for sikkerhedsadfærd der hjælper med at snyde hjernen til at tro man kun kom igennem en situation fordi man gjorde lige præcis den handling.

Mine sikkerhedsadfærd kan feks. være jeg altid: 
– Har en flaske vand med.
– Har min pung/telefon/nøgler i hånden.
– Går langs væggen.
– Undgår øjnkontakt.
– Har en person med mig.

Dette var lige i grove træk hvordan min angst viser sig, jeg arbejder dagligt på at konfrontere den men det er en indre kamp man har med sig selv.
Jeg håber dog dette har skabt en lidt større forståelse for hvad jeg er for en.

Tak fordi du læste med, det var ikke et nemt indlæg at skrive men jeg vil gerne være åben omkring min “usynlige fjende” og evt. være med til at bryde tabuet/skammen om den slags, derfor regner jeg også med der kommer flere indlæg der kan forklare lidt om de forskellige sider af min angst og hvordan det fungere sammen med rollen som mor.

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com