Tag: Eventyr

Tabu: Mit had forhold til amning

Medela Brystpumpe
“Det gule monster” – Billedet er lånt på google.dk

Det kan godt være det er lidt af et tabu, men jeg kan lige så godt indrømme det fra starten af, jeg HADER at amme – Slut!

Jeg ved ikke om det skyldes jeg syntes det er meget ubehageligt at blive pillet på mine nippels, eller om jeg blev traumatiseret på sygehuset da Frk. Tumling blev født.
Inden hun blev født, sad jeg og smågrinte af et spørgsmål min sundhedsplejerske stilte mig til vores graviditetsbesøg, nemlig spørgsmålet “Har du planer om at amme?”. I min verden var det da det mest naturlige at gøre, det gjorde alle kvinder jo, og det var noget alle kvinder kunne.

Det var først da vi var indlagt på barselsgangen på sygehuset, og jeg bad om hjælp til at få gang i amningen at det gik op for mig hvor hårdt arbejde det egentlig kræver at fodre sit barn via det sæt yver naturen havde givet mig.

I de 5 dage vi var indlagt, kom der hver 3 time en sygeplejerske ind, greb mig om patten for at hjælpe mig med at lægge Frk. Tumling til, sådan hun kunne få noget at spise. Det var ikke længe hun gad, men lidt havde også ret. For at få gang i mælken krævede det så at jeg efterfølgende sad med et gult monster (også kaldet en elektrisk brystpumpe) fast monteret på mine forpartier i 10 – 20 minutter, i håb om jeg kunne samle dråber nok til jeg kunne tilbyde hende min egen mælk i stedet for modermælkserstatning, når hun ikke gad og spise ved mig mere.

Kan i se det for jer? Mig siddende i skrædderstilling på kanten af min sygeseng, med åben skjorte, gul hængevom, fedtet hår, poser under øjnene og så med 1 sugekop på hvert bryst der på skift pumpede der ud af. Behøver jeg sige alt hvad jeg havde af blufærdighed og selvrespekt forsvandt i de dage?

Da vi kom hjem fra sygehuset, slap jeg heldigvis for det gule monster, men så startede kampen i stedet med at kunne levere nok mælk til den lille diva var tilfreds. Dette kunne jeg slet ikke, så hvert måltid endte næsten i skrig fra hendes side og frustration fra min af – fordi alle kunne jo amme… undtagen mig.

Efter ca. 2 måneders kamp, kastede jeg håndklædet i ringen og gik over til at give hende modermælkserstatning – og det er den bedste beslutning jeg længe har taget.

Der er ikke nogen skam i at ikke kunne amme, men jeg er glad for jeg gav det et forsøg alligevel, og selvom jeg hader det så meget som jeg gør, så vil jeg også prøve at amme så lang tid som muligt når tvillingerne kommer – mine forventninger til forløbet er bare noget helt andet denne gang.

Respekt til de mødre der kan fuldamme til barnet er 1 år eller mere, men lige så meget respekt til de mødre der vælger flasken fordi det er de rette for dem.

Hund eller Barn? Jeg er i tvivl…

Frk. Tumling
Sød og Uskyldig – NOT!

Én af de ting jeg elsker mest ved at have børn, er at se de underlige ting de kan finde på helt spontant.

Igår sad vi foran fjernsynet inden sengetid, som vi gør hver aften, og putter med dyner og lidt tv da det lige pt. er den lille Frk. Tumling’s foretrukne måde at geare ned efter en hård dag i dagpleje (eller en hård weekend).

Vi sidder så og ser familien fra bryggen, hvor der er et klip med Geggo og Mopper der er på vej til stranden, og har derfor alle hundene med i bilen.Geggo’s hund Baby hopper så hele tiden om på forsædet mens den har tungen hængende halvt ude af halsen mens den udskifter alt ilt inde i den stakkels bil.

I kender godt den lyd hunde laver når de ser sådan ud ik?
Forestil jer så jeg sidder helt roligt med mit barn i armene og generelt bare nyder dette øjeblik af omsorg og kærlighed. Dette lyserøde scenarie bliver dog hurtigt afbrudt af at den lille Frk. Tumling også begynder at stønne som en hund mens hun har tungen halvt ude af halsen.

Ja ja de er da charmerende de små, men for pokker hvor kan de da hurtigt ødelægge et idyllisk øjeblik med deres små særheder 😛

Det næste bliver at hun kaster sig ned på gulvet mens hun gøer som en hund… Ikke fordi det ville overraske mig det helt store på nuværende tidspunkt.

Angst – min usynlige fjende

Det ikke alle der ved dette om mig, selvom jeg prøver at være ærlig omkring det – men jeg lider af angst, primært socialangst og bekymringsangst. Jeg kommer aldrig til at kunne fortælle dig hvorfor og hvordan det fungere men jeg er så småt ved at være klar til at forklare lidt om hvordan det viser sig hos mig. For det er nemlig sådan med angst at det forskelligt fra person til person hvordan det kommer til udtryk og hvad der udløser det.

Det ikke sådan jeg går rundt som et nervevrag 24/7, men der er nogen ting som jeg er nød til at gøre på en bestemt måde for at kunne komme udenom om større eller mindre angst anfald. Det skal dog siges at man sjældent kan se mine anfald med mindre man kender mig, det kun de aller værste der viser sig ved fysiske symptomer som at græde og at hyperventilere – Langt de fleste gange kan jeg bare mærke kraftig hjertebanken, åndenød, rysten, ondt i maven, kvalme, hedeture og at være på randen til gråd. Disse symptomer får mig tit til at blive meget stille, hvor jeg går ind i mig selv eller ligefrem går i et rum for mig selv, for at koncentrere mig om at få stoppet anfaldet inden det eskalere.

Jeg har været i behandling på angstklinikken i Viborg, hvor jeg i 12 uger skulle møde op til 1 gruppe session hver uge hvor vi lærte lidt om hvorfor vi reagere som vi gør og hvordan vi bryder de mønstre. Efter det forløb har jeg fået en meget større forståelse for angsten i sig selv.

Angst - min usynlige fjende
Angst relevante citater

Hvis jeg skal forklare lidt om hvad min socialangst kan få mig til så er det feks. hvis:

– Jeg aflyser på dagen vi har en aftale. 
Det vigtigste du skal vide er jeg helt sikkert har prøvet på at få mig selv til at gennemføre det , og jeg har prøvet på at forberede mig selv på at skulle gennemføre det siden vi lavede aftalen. Der er simpelthen et eller andet inden i mig der stopper mig og gør mig fysisk dårlig så snart jeg skal træde over dørtrinnet selvom jeg måske var så klar som jeg kunne være.
Når jeg først har aflyst bruger jeg så efterfølgende lang tid på at efterbehandle skammen og ærgelsen over jeg har aflyst. Som regel får min hjerne også skabt en masse ulogiske katastrofe tanker om hvad du nu tænker om mig fordi jeg aflyste (igen).

– Jeg ikke hilser som den første når vi går forbi hinanden på gaden eller jeg ligefrem prøver på at lade som om jeg ikke har set dig.
Så det ikke fordi jeg ikke kan lide dig, eller fordi jeg er overlegen men ren og skær fordi tanken om at smalltalke skræmmer livet af mig – og jeg kort og godt er elendigt til det. Under hele samtalen er der en lille stemme inden i mig der fortæller mig hvor dumt det jeg siger er, og det i hvert fald ikke interessere andre at høre hvad jeg har at fortælle.

– Jeg pludselig tager hjem fra en socialarrangement.
Det tit fordi jeg til sidst bliver klaustrofobisk, lydniveauet bliver for højt, eller jeg ligefrem ikke føler jeg er “god nok” til at være i det selskab. Nogen gange har jeg på forhånd sagt jeg ikke ved hvor længe jeg bliver, andre gange har jeg en “lovlig” undskyldning klar, til hvorfor jeg er nød til at køre. Det ikke fordi jeg ikke vil være sammen med dig/jer, for det vil jeg rigtig gerne, jeg kan bare pludselig blive overtaget af katastrofetanker der får mig overbevist om at jeg feks. kun er inviteret fordi værten har følt sig tvunget til det.

– Jeg ikke tager telefonen eller virker “kold” når vi snakker sammen.
Så det igen fordi jeg har det rigtig dårligt med at smalltalke, jeg fungere meget bedre på sms hvor kan jeg nå at tænke over det jeg skriver sådan jeg er sikker på jeg ikke siger noget dumt. Der er meget få mennesker jeg kan snakke i telefon med uden problemer, og hvis jeg skal foretage et opkald til enten private eller offentlige så kan jeg nemt have øvet eller ligefrem skrevet ned hvad jeg skal sige for at være sikker på jeg ikke kludre i det.

Det ironiske er jeg tit ønsker at komme ud blandt mennesker, være åben og imødekommende og deltage i alle mulige arrangementer, men jeg lader simpelthen være, enten fordi jeg ved jeg ender med at bakke ud alligevel eller fordi angsten stopper mig allerede inden jeg kan fremstamme et “ja tak” til en invitationen.

Jeg ved ikke om du kan få en fornemmelse af hvor stort et overarbejde ens krop og hjerne er på når man har angst, for man skal hele tiden navigere udenom situationer hvor man ved angsten dukker op – også selvom det bedste middel imod det er at gøre det alligevel. Det også derfor jeg er meget træt hele tiden, og helst ikke planlægger aktiviteter hver dag da jeg gerne skal have en “hviledag” imellem hver aktivitet.

Jeg lærte på angst klinikken at angstniveauet vil dale lidt hver gang man er i en situation – Dette er dog lettere sagt end gjort, så man får tit skabt sig en eller anden form for sikkerhedsadfærd der hjælper med at snyde hjernen til at tro man kun kom igennem en situation fordi man gjorde lige præcis den handling.

Mine sikkerhedsadfærd kan feks. være jeg altid: 
– Har en flaske vand med.
– Har min pung/telefon/nøgler i hånden.
– Går langs væggen.
– Undgår øjnkontakt.
– Har en person med mig.

Dette var lige i grove træk hvordan min angst viser sig, jeg arbejder dagligt på at konfrontere den men det er en indre kamp man har med sig selv.
Jeg håber dog dette har skabt en lidt større forståelse for hvad jeg er for en.

Tak fordi du læste med, det var ikke et nemt indlæg at skrive men jeg vil gerne være åben omkring min “usynlige fjende” og evt. være med til at bryde tabuet/skammen om den slags, derfor regner jeg også med der kommer flere indlæg der kan forklare lidt om de forskellige sider af min angst og hvordan det fungere sammen med rollen som mor.

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com