Tag: Graviditet

Min vægt og hvorfor jeg er skide ligeglad!

I dag var jeg ved lægen for at få min 2 graviditets undersøgelse. Jeg følte egentlig ikke den var nødvendig, da jeg i forvejen bliver tjekket i hovede og røv (og det midt i imellem) – men hellere være på den sikre side, så jeg tog af sted.

Lægen fortalte alt så rigtig godt ud, MEN…. vi skulle også lige have mig vejet – GISP! Jeg prøvede på bedste vis forklare ham at jeg var på vægten fra morgenen af (vi ved jo alle det tal er meget pænere end når man lige har spist en kæmpe middagsmad en halv time inden man tog af sted – UPS!) men han ville vist gerne se med egne øjne fordi han mente at ingen vægte var mere præcise end hans. Jeg tog de tunge skridt imod hans vægt, og til min store forbavselse viste den ikke alt for mange kilo mere end min egen.

På vej tilbage til min stol, gjorde jeg klar til den helt store forklaring med vand i kroppen, lidt for mange is og ingen mulighed for motion, som grunden til det høje tal – men han kom mig i forkøbet med ordene “Jamen det ser jo fint ud”, hvorefter jeg egentlig ikke kunne lade være med at påpege om det ikke var til den tunge ende. Han sagde dog blot at det skulle man jo forvente, både fordi der var to, og så skulle jeg nok regne med halvdelen af det var vand, og resten almindelig graviditets vægt. Det var jo den slags kilo der hurtigt forsvandt igen. Jeg skyndte mig at godtage hans forklaring, og på vej ud til bilen besluttede jeg mig for at fra og med i dag, gad jeg ikke stresse over vægten mere – for lægen havde talt, og de har jo (næsten) altid ret.

Tvillinge graviditet 26+0
Frk. Vom og æ’dunk uge 26+0

Med den lille Frk. Tumling tog jeg 25 kg på, og jeg er ikke flov over at indrømme jeg har taget 18 kg på i skrivende stund – men jeg VED jeg godt kan tabe dem igen bagefter. Efter jeg havde født Frk. Tumling startede jeg kampen mod kiloene d. 1 januar 2014, og det lykkeds mig at tabe mig til under min før-graviditetsvægt, og det er planen at gøre det igen, dog vil jeg denne gang gerne ramme min drømmevægt om 55 – 60 kg.
Men selvom jeg nu er ligeglad, kan jeg selvfølgelig ikke lave et hoveddyk ned i et kagebord, da mine ben, og mit bækken ikke kan klare alle de ekstra kilo, men det slut med at banke sig selv i hovedet over et tal der stiger, som man alligevel ikke selv kan styre 100%.

Desværre ser jeg en tendens til at kvinder er flove over hvad de tager på i deres graviditet, og de er flove over at have en mave der er større end de andres – men flash dog for pokker de flotte mavser og vær stolt af i overhovedet kan være gravide, ikke alle har den luksus. Og hvad så hvis man får et par strækmærker? eller en mavedelle bagefter? Jeg tror aldrig der er nogen der vil sige at børnene ikke har været det hele værd – Både graviditeten og den efterfølgende kamp med at få sin “gamle” krop tilbage.

Livet er for kort til at bekymre sig om den slags… og om dyrekort!

Obsavationer fra et venteværelse

Jeg er jo én  af de heldige kvinder der bliver bedt om at gennemgå en glukosebelastning et par gange i min graviditet da jeg har 3 faktorer der gør lægerne finder det nødvendigt – de 3 er at jeg venter tvillinger, min farmor havde sukkersyge og så jeg i den fede kategori.

Jeg ved ikke om de tænker, at bare fordi gravide godt kan lide kage, så det en smal sag at få den sukkerblanding drukket. Det kan jeg allerede sige nu,  at det er det absolut ikke. Og det eneste “hjælpemiddel” man tilbydes er at de kan hælde noget citron i,  der får smagen til at gå fra kvalmende sød til at minde om toiletrens. Jeg er absolut ikke fan! Jeg undre mig over at sundhedsstyrelsen altid snakker om hvor meget sukker der er i sodavand, hvorfor så ikke fusionere med royal unibrew og prøv at få det til at smag lidt mere af faxe kondi i stedet –  se det ville være et hit!

image
Min udsigt i 2 timer mens jeg sulter

Men i skrivende stund, sidder jeg så her i et venteværelse, solidt plantet i en lænestol. Jeg har stadig 1 time til at filosofere i (den første time gik med ikke at kaste op). Udover jeg føler de godt kunne forbedre sukkerblanding en man drikker, så kunne jeg egentlig også se en fordel i de opgraderet til massagestole, fladskærmstv og de nyeste premiere film. Måske skulle de til at lave en aftale med biograferne om at man kan få taget testen der? En film vare Ca 2 timer, så det kunne ikke passe bedre. I mine øjne ville det helt klart gøre oplevelsen bedre.

Men tilbage til virkeligheden
I det lille venteværelse hvor jeg sidder kan jeg betragte folk der kommer og skal have taget blodprøver.  Det både de ældre mennesker der knap kan høre deres navn bliver kaldt op, de unge piger der lugter som om de har testet hele Matas, og forældreparret der tydeligvis ikke har sagt et ord om nåle til deres børn da de kørte her ind.

Da ungerne endelig bliver kaldt ind kan man se at der pludselig gik et lys op for dem og frygten bredte sig i øjnene på ddm. De bliver nærmest slæbt ind i konsultationen mens forældrene prøver at komme med alle mulige gode argumenter for hvorfor det her skulle blive mindst lige så sjovt som at komme en tur i Legoland. Da de kommer ud igen er de en del roligere og man kan tydeligt høre at de er blevet lovet halvdelen af toys’r’us i kompensation for denne lille hændelse.

Og så kommer jeg frem til, hvad pokker ville jeg selv gøre når Frk. Tumling bliver gammel nok til at forstå hvad der skal ske ved lægen og hun skal stikkes af den ene eller anden grund. Ville jeg også vælge at holde det hemmeligt til sidste øjeblik? Det tror jeg faktisk ikke, men jeg går All in på bestikkelse for at dulme hendes smerte og min egen dårlige samvittighed! Det indrømmer jeg gerne.

Hvad ville i gøre?
Fortælle om det i dagene inden lægebesøg eller lade barnet blive overrasket, og ville i bruge bestikkelse /belønninger?

Planlagt kejsersnit – en akavet oplevelse

Jeg har altid troet at det øjeblik du står med dit nyfødte barn i armene, så bliver du ramt af en ubeskrivelig kærlighed – dette skete bare ikke for mig, og jeg følte mig forkert i lang tid efter.

Her er kort de glimt, jeg husker fra fødslen:
Frk. Tumling skulle ud via planlagt kejsersnit, hvilket betyder man møder ind på sygehuset, fastende, klokken bæ om morgenen for mit vedkommende, hvilket var meget heldigt da jeg var én af de gravide der ikke kunne gå uden mad i alt for mange timer af gangen, ellers ville jeg ikke kunne svare for følgerne. Derefter får man udleveret sine beklædningsdele, hvilket inkludere nogen overstørrelse bedstemor trusser jeg personligt helst havde været foruden og et par strømper der ikke var ens.

Efter noget ventetid var det min tur til at blive kørt på operationsstuen af en portør der åbenbart har gjort det til en sport at ramme samtlige dørkarme. Jeg kom helskindet ned på stuen, blev bedt om at plante min popo på briksen og så gik cirkuset ellers igang med montering af “benvarmere”, ledninger, slanger og kateter, imens kunne jeg mærke en skikkelse der roder rundt omme bag mig ryg med intentioner om at stikke en 50 cm kanyle ind i rygsøjlen på mig (det var i hvertfald det billede jeg havde i hovedet da jeg sad der). Dette lykkedes da også for damen efter et par forsøg, men nålen blev åbenbart bøjet første gang – GISP!

Jeg blev lagt ned, og får at vide nu begynder showet.

Der ikke mange minutter før man lige kort kunne opfange sætningen “Nu kommer vandet”, og plask plask så ramte det delvis ned i en balje, resten fordelt mellem gulvet og min kærestes sko. Nu var Frk. Tumling ude!

Da jeg skulle køres fra operationsstuen og til vores almindelige stue, var det (uheldigvis) samme “chauffør”, så på hele turen stirrede jeg skiftevis panisk på den kateter pose jeg havde til at hænge på siden af sengen og de døråbninger vi skulle igennem.

Fødselsberetning
Oppe på stuen var der endelig tid til at beundre dette lille nye væsen der har tortureret mig i 9 måneder med både kvalme, bækkenløsning, vand i kroppen og spark, men dette blev forstyrret af de søde sygeplejersker der kom og gramse på mit yver i et desperado forsøg på at hjælpe mig igang med amningen – Jeg fik desværre hverken deres navn eller nummer, og jeg kan egentlig ikke engang huske hvordan de så ud.

Når de og guldklumpen var færdige med at hygge sig med forpartiet, kom de trillende ind med denne gule malkemaskine jeg efterfølgende skulle sidde med for at få gange i mælken. Så der sad jeg i hospitalssengen, med fedtet hår, skjorten knappet op med frit udsyn til yver, den gule hængevom og med 2 malkemaskiner monteret på hver pat i godt 20 minutter af gangen for at få gang i mælken.

Hver 3 time startede dette show igen, så jeg havde altid noget at se frem til – Behøver jeg at fortælle at både min blufærdighed og værdighed forsvandt i løbet af de 5 dage vi var indlagt?

Det jeg ville med dette indlæg var at fortælle at man ikke er “forkert” hvis man ikke bliver ramt af denne mur af kærlighed til sit barn, som så mange beskriver. Den følelse rendte jeg rundt med i lang tid efter, men nu ved jeg det er meget forskelligt fra person til person, og det kan blive påvirket meget af hvordan ens fødsel foregår. I mit tilfælde syntes jeg der foregik så mange ting omkring mig, der fjernede fokus fra oplevelsen af min nyfødte datter og hvor stort det egentlig er. Vi er bare nogen mennesker der skal have tid til at bearbejde en oplevelse før det går op for os hvad der lige er sket – og det er der absolut intet i vejen med.

Husk der er ingen facitliste til at være forældre, ej heller kærlighed.
WP Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com

Privacy Preference Center

Close your account?

Your account will be closed and all data will be permanently deleted and cannot be recovered. Are you sure?