Tag: Kærlighed

Når mor og far tager på børnefri shoppetur

image

I morgen har Hr. Kæreste og jeg 8 års dag, og i samme anledning bliver han 31 år (Tillykke til dig skat Ungerne blev sat af ved min mor, og vi drog afsted ud på vores store kæreste eventyr.

Vi er dog lidt for meget Hr. og Frk. Frikadelle, og en tand for kedelige, så vi endte med at droppe spisningen og erstatte det med en drive in tur forbi Burger King efter vi havde rippet Bilka for tøj til ungerne til 12 kr pr del.

Bagefter følte vi os rigtig vilde, så vi sluttede lige turen med at køre spontant forbi Outletland i Holstebro for at købe endnu mere tøj til ungerne *Indsæt selv smiley der klasker hovedet ned i bordet* – Ud af alle de ting vi købte i dag, var der kun én ting til os selv, nemlig en blueray film til 49 kr (Vildt ik?).

På den ene side kunne man godt tænke at vi er møg kedelige og lige skulle begynde og tage os sammen, men på den anden side elsker jeg at vi kan lave noget så simpelt sammen og det stadig føles som om vi har været på på den fineste restaurant og har shoppet i de mest eksklusive forretninger.

Man ved man er sammen med den helt rigtige når man kan lave ingenting, men det stadig føles som om man har været ude og opleve hele verden sammen.

Min idé om en romantisk aften er helt klart god hjemmelavet mad efterfulgt af god gammel Dirch Passer film hvor man putter i sofaen med dyner, masser af is, chokolade og blandselvslik – Hvad er jeres ultimative hyggeaften?

Jeg er et meget simpelt menneske

Jeg er et meget simpelt menneske, og det vil aftenens optur også vise 😂

Hr. Kæreste havde købt en Marabou chokoladestang til mig, i ved sådan en med 5 eller 6 stykker i (jeg kan ikke huske det for jeg når altid at spise den inden jeg får talt dem).

image

Den blev fortæret lige så hurtigt som en tumling kan nå at lave ballade og jeg  mærkede lige hurtigt på indpakningen for at se om der var flere stykker tilbage.

Til min skuffelse var den tom og jeg fortsatte med at fodre Theis.

En time senere skulle jeg op og stå, og så ville jeg lige tage indpakningen med over i skraldespanden. Til min store overraskelse var der alligevel ét stykke tilbage… Som jeg åd prompte.

Jeg jublede højlydt og da jeg efterfølgende forklarede Hr. Kæreste hvorfor, så rystede han på hovedet og grinte mens jeg måtte konstatere at det er de små ting i livet der betyder noget 😂👍

Som jeg startede med at sige så jeg et meget simpelt menneske og der skal ikke meget til at redde min dag 🙈👍😍

Planlagt kejsersnit – en akavet oplevelse

Jeg har altid troet at det øjeblik du står med dit nyfødte barn i armene, så bliver du ramt af en ubeskrivelig kærlighed – dette skete bare ikke for mig, og jeg følte mig forkert i lang tid efter.

Her er kort de glimt, jeg husker fra fødslen:
Frk. Tumling skulle ud via planlagt kejsersnit, hvilket betyder man møder ind på sygehuset, fastende, klokken bæ om morgenen for mit vedkommende, hvilket var meget heldigt da jeg var én af de gravide der ikke kunne gå uden mad i alt for mange timer af gangen, ellers ville jeg ikke kunne svare for følgerne. Derefter får man udleveret sine beklædningsdele, hvilket inkludere nogen overstørrelse bedstemor trusser jeg personligt helst havde været foruden og et par strømper der ikke var ens.

Efter noget ventetid var det min tur til at blive kørt på operationsstuen af en portør der åbenbart har gjort det til en sport at ramme samtlige dørkarme. Jeg kom helskindet ned på stuen, blev bedt om at plante min popo på briksen og så gik cirkuset ellers igang med montering af “benvarmere”, ledninger, slanger og kateter, imens kunne jeg mærke en skikkelse der roder rundt omme bag mig ryg med intentioner om at stikke en 50 cm kanyle ind i rygsøjlen på mig (det var i hvertfald det billede jeg havde i hovedet da jeg sad der). Dette lykkedes da også for damen efter et par forsøg, men nålen blev åbenbart bøjet første gang – GISP!

Jeg blev lagt ned, og får at vide nu begynder showet.

Der ikke mange minutter før man lige kort kunne opfange sætningen “Nu kommer vandet”, og plask plask så ramte det delvis ned i en balje, resten fordelt mellem gulvet og min kærestes sko. Nu var Frk. Tumling ude!

Da jeg skulle køres fra operationsstuen og til vores almindelige stue, var det (uheldigvis) samme “chauffør”, så på hele turen stirrede jeg skiftevis panisk på den kateter pose jeg havde til at hænge på siden af sengen og de døråbninger vi skulle igennem.

Fødselsberetning
Oppe på stuen var der endelig tid til at beundre dette lille nye væsen der har tortureret mig i 9 måneder med både kvalme, bækkenløsning, vand i kroppen og spark, men dette blev forstyrret af de søde sygeplejersker der kom og gramse på mit yver i et desperado forsøg på at hjælpe mig igang med amningen – Jeg fik desværre hverken deres navn eller nummer, og jeg kan egentlig ikke engang huske hvordan de så ud.

Når de og guldklumpen var færdige med at hygge sig med forpartiet, kom de trillende ind med denne gule malkemaskine jeg efterfølgende skulle sidde med for at få gange i mælken. Så der sad jeg i hospitalssengen, med fedtet hår, skjorten knappet op med frit udsyn til yver, den gule hængevom og med 2 malkemaskiner monteret på hver pat i godt 20 minutter af gangen for at få gang i mælken.

Hver 3 time startede dette show igen, så jeg havde altid noget at se frem til – Behøver jeg at fortælle at både min blufærdighed og værdighed forsvandt i løbet af de 5 dage vi var indlagt?

Det jeg ville med dette indlæg var at fortælle at man ikke er “forkert” hvis man ikke bliver ramt af denne mur af kærlighed til sit barn, som så mange beskriver. Den følelse rendte jeg rundt med i lang tid efter, men nu ved jeg det er meget forskelligt fra person til person, og det kan blive påvirket meget af hvordan ens fødsel foregår. I mit tilfælde syntes jeg der foregik så mange ting omkring mig, der fjernede fokus fra oplevelsen af min nyfødte datter og hvor stort det egentlig er. Vi er bare nogen mennesker der skal have tid til at bearbejde en oplevelse før det går op for os hvad der lige er sket – og det er der absolut intet i vejen med.

Husk der er ingen facitliste til at være forældre, ej heller kærlighed.
Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com