Sagen er den at jeg lider af svære celleforandringer der, nogen måneder inden jeg blev gravid, fik overlægen til at sige at hvis jeg ønskede mig flere børn, så var det nok nu og et halvt år frem jeg skulle arbejde på dette – så det gjorde vi.

Vi fik en smule hjælp til at få ægget til at vokse, samt hjælp til at udløse en ægløsning hos en gynækolog da jeg oven i det hele lider af PCOS, hvilket er virkelig dårligt når man har en tidsfrist man skal nå.

Om ikke andet så lykkedes det os at gøre mig gravid, og da jeg var 6 uger henne skulle jeg til en scanning ved gynækologen, som fastslog der var ét fint lille hjerte der blinkede. Så alt var godt, vi var rolige og skulle fremover følge kontrollerne som almindelige gravide gør.

Et stykke tid efter offentliggjorde vi over for familie og venner at vi ventede os en lille ny, og flere kom med kommentar om “Er i nu sikker på der kun er én?”. Og ja det var vi, for det havde gynækologen jo sagt. Derfor blev vi også noget overraskede da vi troppede op 6 uger senere til nakkefolds scanning, hvor jeg lagde mig fint på briksen og damen begyndte og scanne.

Mandens første tanke var, at det var noget fancy scanningsudstyr de havde, som kunne scanne fra begge sider på én gang, hvor min tanke var at det barn godt nok så lidt misdannet ud. Ikke lang tid efter siger scanningsdamen “Kan i se hvad jeg kan se?”, hvorefter jeg hurtigt mærker alt blod forsvinde fra min krop mens jeg lettere panisk fremstammer “Der er vel ikke to?!” – og jo det var der…

Tvillinge scanningsbillede fra nakkefold
Billedet vi fik med hjem fra NF

Grinende og grædende lagde jeg bare og sagde “fuck fuck fuck fuck…” imens manden var helt mundlam (hvilket han normalvis aldrig bliver). Jeg gad godt vide hvad scanningsdamen tænkte i det øjeblik.

Det var ikke fordi vi ikke var glade, men lige pludselig stod vi over for en masse praktiske problemer i form af økonomi og plads – Jeg var dog aldrig i tvivl om der ville være kærlighed nok til “én ekstra”. Efter sådan en nyhed bliver man meget overvældet, og man glæder sig måske ikke lige med det samme, men det er okay, vi kommer ikke til at elske dem mindre af den grund.

Vi tænker stadig “Hvad er det dog vi har rodet os ud i” men børn kan ikke planlægges, de kommer når de kommer og i den mængde de finder passede!