Tag: Rodekassen

Der er noget jeg ikke har fortalt jer…


Det her indlæg er ærlig talt lidt svær at skrive. Den er faktisk så svær at skrive, at den er grunden til at der har været helt stille på bloggen i lang tid, hvilket jeg selvfølgelig er meget ked af – men sådan går det nogen gange desværre.

Sagen er den, er at den 1 januar i år, flyttede ungerne og jeg for os selv. Det er ikke en beslutning jeg umiddelbart har det godt med at uddybe yderligere end hvad jeg skriver her i indlægget, men jeg føler alligevel jeg er nød til at skrive det, sådan jeg kan fortsætte med at blogge uden at være bekymret for hvad jeg skriver. Jeg kan dog sige at det var min beslutning, fordi jeg følte det var rigtigt for MIG.

Det er snart 3 måneder siden vi flyttede, og jeg føler vi er nået til at punkt hvor vi har fået en hverdag op og køre, hvor både ungerne og jeg trives, selvom det da ikke var sådan jeg drømte om vores liv skulle være.

Vi bor nu til leje i et lille hyggeligt hus med have, i samme by som før, sådan ungerne kunne blive i deres institutioner. Det har taget lidt tid, men jeg er endelig ved at have indrettet huset, sådan det føles som et hjem. Der gik rigtig lang tid, inden jeg følte mig ordentlig hjemme, men jeg er også virkelig et vane dyr, der trives bedst i vante omgivelser.

Jeg skriver som sagt ikke dette indlæg for at få ynk, medlidenhed, eller skulderklap, men kun fordi jeg har følt det har været “en elefant i rummet” som lige skulle ryddes af vejen, før jeg kunne fortsætte med at blogge… hvilket jeg virkelig har savnet.

Tak fordi i læste med – Vi skrives ved snart <3

Når mor skal starte i børnehave

Frk. Tumling startede i børnehave her d. 1 Sept og tumlingen har klaret dagene til UG siger pædagogerne, og fra dag ét har hun rendt rundt som om hun har været der i en evighed. Det hjælper selvfølgelig også på tingene at hendes to bedste veninder fra dagplejen var flyttet derned allerede, så de manglede egentlig bare hende for at være samlet igen.

Jeg er derimod en helt anden sag for at være ærlig, jeg føler jeg vader rundt et sted jeg slet ikke passer ind.

Om det er angsten der driller eller om det er helt normalt skal jeg ikke kunne sige noget om, for jeg kan ærlig talt ikke skille de ting fra hinanden, men det er utrolig angstprovokerende for én som mig at skulle agere i et miljø hvor jeg ikke kender noget af personalet, ikke ved hvem jeg aflevere mit barn til, og dem der så er der når jeg henter, er ikke de samme som der var der fra morgnen af, så jeg er lidt i tvivl om jeg får et okay referat af hvad tumlingen har brugt dagen på hehe.

Oven i det hele så der så også en milliard andre ting man skal til at huske på, og det noget jeg allerede ikke kan. De skal have frugt med, de skal scannes ind/ud sådan de ved at de kommet og hentet, der er udflugter de skal på så de skal gerne være der i ordentlig tid de dage, der er ting de skal have penge med til, og der er bygge hygge arbejdsweekender man burde deltage i som familie – men jeg kan simpelthen ikke rumme det lige nu, men jeg vil heller ikke være hende der som aldrig deltager i aktiviteter osv… Det bare skide skræmmende for at være ærlig, lidt som første dag i skole.

Jeg har altid sagt jeg ikke vil have mine børn kan mærke deres mor er defekt, men lige nu kan jeg mærke hele min krop er på overarbejde for at undgå netop det.

Generelt er det hele småting og egentlig ikke noget som burde påvirke mig, men sådan er det med angst – Små almindelige hverdagsting bliver som en kæmpe uhyggelig og skræmmende elefant – Og jeg kan æ’ lide dyr der er større end mig selv hehe.

Som alt andet, bliver det bedre med tiden, hvilket er én af de gode ting ved angst – Jo oftere man “er i angsten”, jo mindre bliver den med tiden.

Lige en status opdatering her fra

Som i har kunne læse på facebook, så har vi været hårdt ramt af sygdom de sidste par måneder (og lidt til). Efter at vi har rendt ved lægen i tide og utide, hvor vi bare blev sendt hjem med diagnosen forkølelses virus der skulle gå over af sig selv, blev vi endelig sendt videre til børnemodtagelsen i Viborg for at få tjekket drengene lidt mere igennem. Dette er 100% farmands fortjeneste, for jeg havde ærlig talt opgivet alt håb om at få andre svar end det vi altid fik.

På sygehuset opdager de at ungerne lider af Kighoste OG Lungebetændelse, hvilket forklare hvorfor de har været så skidt tilpas. Bagefter viser det sig så at det er både drengene, Frk. Tumling, Mor, Far, deres kusine OG bedstemor, som er ramt af kighoste – Spørg lige om jeg var træt i hovedet til sidst?

Vi fik alle medicin, og skulle derfor nu gerne være smittefri, og så godt som symptomfri. Derfor kan jeg endelig proklamere at det hele går MEGET bedre nu!

Så jeg håber virkelig at mit overskud snart begynder at vende tilbage igen, for hold nu op hvor har det sygdom taget pippet fra mig. Både fordi man ikke har kunne finde ud af hvad der var galt, lægerne ikke lyttede og man til sidst faktisk følte at det var os forældre der måske bare VILLE have der skulle være noget galt – Det tog ærlig talt hårdt på mig psykisk til sidste, og det endte da også med at jeg sad og græd hos lægen da han ENDELIG valgte at sende os videre til børnemodtagelsen efter 9 ugers sygdom hvor mine unger bare fik det værre og værre.

Jeg var lettet og frygtelig træt, og det resulterede så i jeg blev til tudemarie… det absolut ikke et af mine mest stolte øjeblikke.

Her bagefter kan jeg godt sidde og være lidt irriteret/vred over at vores læger ikke på ét tidspunkt i de 9 uger, vælger at få taget nogen prøver for at udelukke diverse sygdomme. Jeg forventer absolut ikke de kunne regne ud det var kighoste (for hvad er oddsne lige for det?) men man kunne da håbe at de lige ville tage prøver for de mest basale ting så som RS Virus eller Lungebetændelse, fremfor at afvise der er noget galt når de ikke har gjort andet end at lytte på lungerne.

Ja jeg ved godt det unfair overfor lægerne, for det altid nemt at være bagklog, men jeg syntes det skræmmende at man som forældre kommer rendende ved lægen i så lang tid, og ender med at gå hjem med følelsen af at man spilder lægens tid, på trods af at ens mavefornemmelse siger der er ét eller andet der ikke er som det skal være.

Min tillid til vores læger er blevet sat voldsomt på prøve, men jeg har dog lært at holde ved min mavefornemmelse fremover – Bøvs!

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com