Tag: Rodekassen

Men hvordan går det egentlig?


Først og fremmest skal du have kæmpe tak for du har valgt at klikke her ind for lige at læse lidt med igen – Det varmer rigtig meget. Du er dog nok klikket her ind for at finde ud af hvordan det går med mig og ungerne, og måske endda for at finde ud af hvorfor der har været så stille det seneste års tid.

Sagen er den at ungerne og jeg jo flyttede for os selv tilbage i januar 2017, og det er gået rigtig godt og vi trives alle helt vildt. Det har dog gjort at jeg har haft brug for at ligge min energi i at få en hverdag til at hænge sammen, finde ud af hvad slags forældre jeg egentlig vil være, få skabt et godt samarbejde med ungernes far, og generelt sørge for ungerne får den opmærksomhed fra mig som de har brug for.

Derudover har jeg jo også en kæreste jeg har haft travlt med at skabe et liv sammen med, og vi bor da også sammen nu (Yaaaay!). Så da vi jo har 6 børn til sammen, så kræver det også lidt en balancegang imellem at være forældre, bonusforældre, kærester osv. Derfor har ethvert ledigt øjeblik, hvor ungerne ikke har været hjemme, også været dedikeret til at være kærester sådan vi ikke glemmer hinanden midt i dette kaos vi har været omringet af de seneste mange måneder.

Det meste er dog overstået nu, og jeg har lige afsluttet et angst forløb hos regionspsykiatrien i Viborg som har givet mig en masse værktøjer midt i dette kaos. Det sidste på listen jeg mangler er at mine 3 børn skal starte i en børnehave her i byen hvor vi bor nu, og det bliver super godt!

Indtil nu har jeg kørt dem til den by vi boede i før sådan de kunne blive i deres gamle institutioner indtil at drengene alligevel skulle skifte fra dagpleje til børnehave, hvilket de skal her d. 1 juni. Det er virkelig sørgmodigt for mig som mor, og egentlig også ret skræmmende. Jeg er langt fra klar til at de skal være børnehavebørn, og jeg er slet ikke klar til at sige farvel til snart 5 års samarbejde med verdens bedste dagplejemor. Jeps, jeg bliver et tudefjæs den dag vi skal sige farvel hehe.

Drengene er dog klar til nye udfordringer, og Frk. Tumling er skide god til at få nye venner, så hun kommer til at tage skiftet i stiv arm hvilket giver mig lidt ro i sjælden selvom den dårlige samvittighed stadig plager mig fra tid til anden.

Nå men som du nok kan læse så har der været en helt masse ting der har krævet min opmærksomhed og min energi men jeg føler endelig jeg er ved at være et sted hvor jeg har tid og lyst til at give både denne blog og madebynetha.dk min energi igen. Jeg elsker at blogge, og jeg drømmer da også om at blive god til det engang hehe. Der er dog lidt mere aktivitet på mine forskellige instagram kontoer, så der er i selvfølgelig stadig velkommen til at følge med.

Det næste stykke tid vil jeg bruge på at “genopfinde” mig selv om min blog, finde ud af om jeg stadig er en morblogger, hvor meget jeg egentlig ønsker at dele ang mine børn, eller om hele konceptet skal have en makeover. Jeg ved det virkelig ikke men jeg vil meget gerne have jeres meninger, ideer og inputs til hvad i synes jeg skal gøre, hvad i synes jeg skal fortsætte med og hvad i gerne vil læse om.

Tak for jer <3

Der er noget jeg ikke har fortalt jer…


Det her indlæg er ærlig talt lidt svær at skrive. Den er faktisk så svær at skrive, at den er grunden til at der har været helt stille på bloggen i lang tid, hvilket jeg selvfølgelig er meget ked af – men sådan går det nogen gange desværre.

Sagen er den, er at den 1 januar i år, flyttede ungerne og jeg for os selv. Det er ikke en beslutning jeg umiddelbart har det godt med at uddybe yderligere end hvad jeg skriver her i indlægget, men jeg føler alligevel jeg er nød til at skrive det, sådan jeg kan fortsætte med at blogge uden at være bekymret for hvad jeg skriver. Jeg kan dog sige at det var min beslutning, fordi jeg følte det var rigtigt for MIG.

Det er snart 3 måneder siden vi flyttede, og jeg føler vi er nået til at punkt hvor vi har fået en hverdag op og køre, hvor både ungerne og jeg trives, selvom det da ikke var sådan jeg drømte om vores liv skulle være.

Vi bor nu til leje i et lille hyggeligt hus med have, i samme by som før, sådan ungerne kunne blive i deres institutioner. Det har taget lidt tid, men jeg er endelig ved at have indrettet huset, sådan det føles som et hjem. Der gik rigtig lang tid, inden jeg følte mig ordentlig hjemme, men jeg er også virkelig et vane dyr, der trives bedst i vante omgivelser.

Jeg skriver som sagt ikke dette indlæg for at få ynk, medlidenhed, eller skulderklap, men kun fordi jeg har følt det har været “en elefant i rummet” som lige skulle ryddes af vejen, før jeg kunne fortsætte med at blogge… hvilket jeg virkelig har savnet.

Tak fordi i læste med – Vi skrives ved snart <3

Når mor skal starte i børnehave

Frk. Tumling startede i børnehave her d. 1 Sept og tumlingen har klaret dagene til UG siger pædagogerne, og fra dag ét har hun rendt rundt som om hun har været der i en evighed. Det hjælper selvfølgelig også på tingene at hendes to bedste veninder fra dagplejen var flyttet derned allerede, så de manglede egentlig bare hende for at være samlet igen.

Jeg er derimod en helt anden sag for at være ærlig, jeg føler jeg vader rundt et sted jeg slet ikke passer ind.

Om det er angsten der driller eller om det er helt normalt skal jeg ikke kunne sige noget om, for jeg kan ærlig talt ikke skille de ting fra hinanden, men det er utrolig angstprovokerende for én som mig at skulle agere i et miljø hvor jeg ikke kender noget af personalet, ikke ved hvem jeg aflevere mit barn til, og dem der så er der når jeg henter, er ikke de samme som der var der fra morgnen af, så jeg er lidt i tvivl om jeg får et okay referat af hvad tumlingen har brugt dagen på hehe.

Oven i det hele så der så også en milliard andre ting man skal til at huske på, og det noget jeg allerede ikke kan. De skal have frugt med, de skal scannes ind/ud sådan de ved at de kommet og hentet, der er udflugter de skal på så de skal gerne være der i ordentlig tid de dage, der er ting de skal have penge med til, og der er bygge hygge arbejdsweekender man burde deltage i som familie – men jeg kan simpelthen ikke rumme det lige nu, men jeg vil heller ikke være hende der som aldrig deltager i aktiviteter osv… Det bare skide skræmmende for at være ærlig, lidt som første dag i skole.

Jeg har altid sagt jeg ikke vil have mine børn kan mærke deres mor er defekt, men lige nu kan jeg mærke hele min krop er på overarbejde for at undgå netop det.

Generelt er det hele småting og egentlig ikke noget som burde påvirke mig, men sådan er det med angst – Små almindelige hverdagsting bliver som en kæmpe uhyggelig og skræmmende elefant – Og jeg kan æ’ lide dyr der er større end mig selv hehe.

Som alt andet, bliver det bedre med tiden, hvilket er én af de gode ting ved angst – Jo oftere man “er i angsten”, jo mindre bliver den med tiden.

WP Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com

Privacy Preference Center

Close your account?

Your account will be closed and all data will be permanently deleted and cannot be recovered. Are you sure?