Tag: Supermand

Eventyret om superheltene og deres kampvogn

image

Der var engang en mor, der havde et hold tvillinger som ikke kunne lide at sove til middag i deres kampvogn. De hed Batman og Supermand.

Moderen havde dagen før søgt råd og vejledning ved den gode fe, og derfor vågnede hun op den morgen og var helt klar parat til start, til at tage kampen op imod de to superhelte og kampvognen.

Supermand stod op ved otte tiden, og Batman lå og snorkede indtil klokken ni inde i de kongelige gemakker.

Da klokken blev lidt over ni, efter en masse dikkedik og tittebøhen, kunne moderen se at Supermand var ved at være træt, så han fik tilbudt en “lille genstand” på flaske (non-alkohol selvfølgelig) og blev puttet med kappen godt op om ørene i kampvognen, fik en prop i munden og så trillede moderen ellers med kampvognen op og ned af de lange korridorer mens hun holdte vejret og bad til samtlige guder hun kunne komme i tanke om – ti minutter senere lykkedes det og hun sneg sig derfor hastigt, men lydløst op i storsalen hvor Batman lå og ventede tålmodigt på hun skulle komme tilbage og lege hofnar for en stund.

Ca en halv time senere blev Batman træt af at glo på hendes kunster, og måske også en smule søvnig, derfor fik han også en genstand og blev puttet i kampvognen sammen med Supermand. Herfra gik det faktisk op i hat og briller, men da der var gået to timer fra start  sov begge superhelte trygt og godt i vognen og moderen listede igen af sted på bedste ninja facon.

Hun sprang ind til kongen med armene i vejret og proklamerede at nu sov de endelig – Mission var derfor fuldført. Hun fik sat sig på tronen, tørrede sveden af panden, og tog en slurk af den nyskænkede rødvin (eller også var det bare rød saftevand).

Inden der var gået 5 minutter sagde kongen meget tørt “…Jeg tror ikke de sover længere” og ganske rigtigt kunne man høre de to helte råbe deres slagsang “Vrææææææææææl!”

Moderen rejste sig og begav sig den lange tunge vej ned af de mørke korridorer mens hun måtte konkludere at måske vandt de slaget, men hun skulle nok vinde krigen… Det var hun sikker på, eller det håbede hun i hvert fald på.

The end

Kan man glæde sig så meget til fremtiden, at man glemmer at nyde nutiden?

Copyright Tumling og Tvillinger

Der er lidt stille på bloggen for tiden, men som jeg skrev i sidste indlæg så går mor her og har det lidt svært for tiden. Det hele er lidt hårdt og humøret køre meget op og ned på trods af drengene sover bedre og bedre. Jeg er så småt begyndt at kunne få dem i seng klokken 22 i stedet for efter midnat så jeg håber at mit overskud bliver lidt større når vi er ovre det her barnedåb, jul, nytår og lign, men så har jeg alligevel “spildt” næsten 6 måneder af drengenes liv på at være stresset, udkørt og mentalt fraværende. Et eller andet sted kan jeg godt forstå de tvillingeforældre der ønsker at man har længere barsel når man får flerlinger, for den første lange stykke tid af deres liv, bliver brugt på at finde en hverdag der er til at holde ud – man kan vel godt sige jeg glæder mig en del til de bliver ældre, men måske glæder jeg mig også for meget?

Den gang Tumlingen blev født, var vi rigtig slemme til at glæde os til den næste ting hun kunne, f.eks. når hun kunne grine, sidde, kravle, gå og tale – der var altid ét eller andet nyt at se frem til, så man glemte at nyde det hun kunne nu, så som dengang hun kunne lide at sove på vores mave i sofaen – det savner jeg virkelig. Nu er hun blevet en selvstændig lille dame der kan selv, vil selv. Så da vi ventede drengene, lovede jeg mig selv at jeg ville nye nuet og bare “go with the flow”, men det er faktisk lettere sagt end gjort, og jeg tager mig selv i at falde tilbage i det gamle mønster.

Lige nu er de i den alder hvor de bare vil være ved os, putte og hygge i armene og få nærhed ved at tage deres middagslur på vores bryst mens de har begravet deres ansigt ved siden af vores hals. Det er jo egentlig min eneste og vigtigste opgave lige for tiden – at give dem kærlighed og nærhed. Alligevel tager jeg mig selv i at sidde og tænke “Hvor ville jeg dog ønske de gad og sove i deres barnevogn sådan jeg kan få ordnet den opvask” eller “Hvor glæder jeg mig til de bliver lige lidt ældre” – Men hvorfor tænke sådan? Og siden hvornår er en opvask blevet mere vigtig end den sparsomme tid jeg har med mine børn når de er spæde? På den ene side skammer jeg mig lidt over jeg ikke kan nyde nuet mere end jeg gør, men på den anden så ved jeg også bare jeg elsker når ungerne begynder at gå rundt, lege, snakke og man generelt får noget respons på det man siger og gør. Jeg syntes vist børn er SÅ meget sjovere når de går fra at være bæ-maskiner, til de begynder at blive små personligheder og måske er jeg bare bedre til tumlinger end spædbørn?

Bevares så har jeg da stunder hvor jeg sidder og kigger på mine børn og tænker jeg er skide heldig over at side lige her, lige nu og opleve lige præcis dette øjeblik hvor den ene af drengene pludre, den anden smiler og Tumlingen står og hopper op og ned af begejstring mens hun råber “Dyyyygtiiig” fordi det er lykkes hende at sætte 2 duplo klodser sammen. Lige for tiden er det store højdepunkt på min dag når Tumlingen siger ordene “Sure tæer”, jeg er flad af grin hver gang.

I sidste ende går tiden jo ikke hurtigere af at man glæder sig til imorgen, der er stadig kun 24 timer i et døgn og børn udvikler sig jo ikke hurtigere af at man fokusere på det næste de skal lære. Det ville svare til at vi ville sætter børnene til at læse en 180 siders bog inden vi har lært dem alfabetet – Man skal kravle før man kan gå siger de kloge, men jeg tror måske også at vi skal lære at leve i nuet før vi kan lære at sætte pris på fremtiden.

Giver det mening eller er det noget rent sludder?

Ungerne har det godt, men mor har det lidt svært…

image

Min plan det var at blogge på både godt og ondt, men alligevel har det været ufattelig svært at skrive det her indlæg, både fordi jeg ved dem der kender mig privat læser med, og for det bekræfter jo et eller andet sted de følelser jeg render rundt med.

Jeg ved godt mange har det svære end os, og at der egentlig ikke er noget “fantastisk” i at have en tumling og et hold tvillinger, men alligevel tager jeg mig selv i at kæmpe en del med at holde hovdet oven vande.

Som jeg har skrevet før, så driller min angst en del igen, og meget af min angst hænger også uhjælpelig sammen med at jeg ikke føler jeg gør mit job godt nok – nemlig at være mor.

Uanset hvordan jeg vender og drejer det så kan jeg ikke lade være med at fokusere på alle de ting som jeg burde gøre bedre, selvom jeg egentlig godt ved at jeg gør det så godt som jeg i øjeblikket er i stand til… Jeg syntes bare ikke jeg slår til, hverken overfor mine børn, min kæreste, min familie eller den lille flok veninder jeg har.

Folk siger ting som “det god til drengene at komme ud i barnevognen og sove”, og Ja det er det, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Det virker som en umulig opgave at få de unger puttet i barnevognen med en nogenlunde chance for succes, så det ender altid med jeg enten går en tur med dem og de så vågner så snart jeg stiller dem, eller at jeg helt opgiver på forhånd fordi det i det mindste vil fjerne stressen. Derefter banker jeg mig selv endnu længer ned i jorden, for det kan da ikke være så svært at lave lidt struktur? Det er bare ét af eksemplerne, men så skal huset holdes, tøsen skal opdrages, parforholdet plejes, hundene aktiveres, drengene skal stimuleres på kryds og på tværs, bekymringer/spekulationer om celleforandringer, og oven i hatten skal man også “passe på sig selv” – det fandeme mange opgaver til én person.

Jeg ved godt jeg har en skide dejlig kæreste og en fantastisk familie der hjælper til, men det stopper desværre bare ikke den lille stemme inde i mit hovede, der siger jeg burde kunne klare tingene selv og gøre det bedre end det jeg allerede gør.

Det er udmattende, og igår endte de tanker at tage total overhånd da jeg var inde og møde min nye mødregruppe. Den første time gik fint, men efterhånden som tiden gik blev de andre mødres stemmer svagere og min indre stemme råbte bare højere og højere med sætninger som “Du høre ikke til her” eller “Du skulle bare vide hvad de tænker om dig lige nu”. Jeg endte med at flygte lige så stille (det kan faktisk godt lade sig gøre selvom det lyder mærkeligt, men det kommer jeg ind på en anden gang), og da jeg kom hjem var jeg nød til at tage lidt hjemmefra så jeg tog ned og trænede en time for at lige falde til ro igen. Her dagen efter sidder angsten stadig i kroppen og hver gang jeg lukker øjenene for at slappe af så køre alle de ting der blev sagt igår, på repeat, efterfulgt af et ultra kritisk kommentarspor.

Så i dag kom sundhedsplejersken og screenede mig for en fødselsdepression, og der er noget der tyder på der er noget galt på den front, men det kan også være så meget andet – men i sidste ende er det bare endnu en reminder om jeg er “defekt” eller jeg “fejler”.

Det er ånssvagt for jeg ved godt det dumt at tænke sådan og det ikke er sandheden, men alligevel er det den følelse jeg er fyldt med inden i – giver det mening?

Men bare rolig jeg er okay, jeg er heldigvis ved at være en mester til at fortsætte ligeud og løse hvad jeg nu støder på af problemer, selvom jeg har det svært indeni. Jeg ved hvad det kræver at få det godt igen, det bare lige med at tage tilløb til at få det gjort, så konklusionen af den her gang hjernediarre aka blogterapi må være at jeg egentlig er god til at passe mine unger, jeg er bare frygtelig elendig til passe på mig.

image

Men lad os slutte med en god nyhed: drengene trives og er nu begge på ca 5,5 kg – Jeg elsker simpelthen at være mor. Theis (TvB) som var mindst ved fødslen har nu overhalet sin storebror med 100g og 2cm så det er et par drenge der vil fremad. Jeg frygter lidt hvad størrelse de kommer til at have til dåben, for vores arme kommer da til at falde af eller hænge helt nede ved fødderne, inden vi overhovedet når døbefonden hehe.

Igen tak fordi i følger med, i gør det til en fornøjelse at blogge.

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com