Tag: Sygdom

“Defekt-børne-arm-syndrom”

image

Det er desværre ikke en særlig kendt lidelse i det danske sygehusvæsen, faktisk slet ikke nogen steder i verdenen. Derfor er den heller ikke anerkendt som en officiel lidelse, selvom den virkelig burde være det da den er meget udbredt blandt småbørns forældre – især mødre.

Tror du at du lider af “Defekt-børne-arm-syndrom”, så bør du hurtigst muligt starte op med en agressiv omgang behandling for at undgå tilstanden bliver permanent – Held og lykke til dig, du får brug for det.

Hvorfor får man “Defekt-børne-arm-syndrom”?
“Defekt-børne-arm-syndrom” er betegnelsen for irritation i armen enten på ydersiden, indersiden, uden på, eller inden i – Ja faktisk hele armen og alle de omkring liggende punkter. “Defekt-børne-arm-syndrom” er en overbelastningsskade, der kan opstå i forbindelse med man bliver forældre til børn der har et stort behov for at blive båret mens forælderen bevæger sig i en fast rute rundt i bopælen mens armen holdes i en nærmest krampeagtig tilstand og bliver vugget op og ned, eller frem og tilbage i en konstant systematisk bevægelse.

Hvordan føles “Defekt-børne-arm-syndrom”?
Tilstanden er smertefuld og giver gener i hele armen og de omkring liggende områder så som, fingre, håndled, albue, skulder, nakke, og ryg.

Hvad kan man selv gøre?
I de fleste tilfælde forsvinder det af sig selv efterhånden som ynglet bliver ældre og mere mobil på egen hånd – indtil da gælder det om at finde måder hvorpå man kan berolige barnet, evt. ved afvekslende bevægelser sådan man får ændret på belastningsmønstret.

Hvordan stiller lægen diagnosen “Defekt-børne-arm-syndrom”?
Dette er desværre ikke en kendt lidelse i det danske sygehusvæsen, derfor er det ikke muligt for almindelig praktiserende læger at stille denne diagnose. Dog er der en god chance for du lider af “Defekt-børne-arm-syndrom” hvis du har disse 3 symptomer:

1. Du har smerter i den ramte arm og f.eks. nakke og den tilhørende skulder.
2. Du har dagligt et barn klistret fast til den ramte arm (Læs evt. om børnesygdommen “Velcrobarn-syndrom”).
3. Den ramte arm forbliver i en 90 graders krampeagtig tilstand og trukket godt op under ørerne mens den stadig vugger op og ned – selvom du egentlig sidder afslappet.

Hvordan behandles “Defekt-børne-arm-syndrom”?
Behandlingen er smertestillende medicin i form af store mængder af sukkerholdige fødevare og drikke, samt masser af hvile. Andre effektive behandlinger kunne også være en slyngvugge, massage, lange bade, en sansegynge eller en vikle.

Hvilke medicin kan anvendes?
Diverse smertestillende præparater, f.eks.:
– Marabou mælkechokolade (Stor størrelse)
– Kage af uspecificeret slags
– Junkfood af hvad art man nu end er til.
– Bland selv slik i store mængder
– 1,5L Sodavand eller en stor kold Cocio
OBS. Vær opmærksom på at overdosering kan forekomme. Symptomerne på overdosering kan være dårlig mave (Læs evt. om “Mavepine” eller “Diarré”).

Hvordan er udsigterne for fremtiden?
Prognoserne er rimelig gode, da det tit går over af sig selv efterhånden som barnet bliver ældre. Dog er der en procentdel af de sværeste tilfælde der overgår til at blive en permanent lidelse hvis ikke man sætter ind i tide med målrettet behandling i form af massage, wellness og store doser af medicin.

Lider du også af denne sygdom? Hvis du gør vil jeg opfordre dig til at dele dette indlæg i håb om vi kan få det anerkendt som en godkendt lidelse af sundhedsvæsenet.

3 måneders vaccination fra en moders perspektiv

image

Ser Batman ikke bare dejlig “fluffy” og uvidende ud? Stakkels barn…

Grundet travlhed hos lægen er vi lettere forsinket med drengenes vaccinationer. Så selvom de bliver 4 måneder her d. 27 november, var det ved at være tid til deres 3 måneders vaccination og det var så i dag det skulle ske – indsæt selv dramatisk “DAM DAM DAAAAAM” lyd.

Drengene sov dejligt længe i dag, fuldstændig uvidende om hvad de havde i vente senere på dagen, så Hr. Kæreste så sit snit til at få masse produceret en røvfuld frikadeller til det kommende barnedåb (som også er ved at være længe ventet, men den historie kan i få en anden gang i et andet indlæg), og jeg fik gjort lidt rent rundt omkring i hytten.

Jeg er startet op på et nyt træningsprogram som jeg lavede første gang i tirsdags, og hold nu K%&#! jeg er øm i dag, alt under knæhøjde blev ikke gjort rent. Jeg magtede det simpelthen ikke. Selv det at sætte sig på toilettet er lige så smertefuldt som at banke sin lilletå ind i benene på sofabordet… Her taler jeg af bitre erfaringer inden for dette område – Jeg er en slags ekspert.

Da klokken så endelig nærmede sig dommedag, skulle vi have Batman og Supermand i tøjet, og videre ud i den stakkels overfyldte Volvo (3 autostole i en Volvo S40 er ikke at anbefale, men overraskende nok kan det lade sig gøre). Turen til lægen var der ikke mange ben i, så vi spoler lige frem til den onde Doktor Evil finder værktøjet frem og gør klar til at stikke mine to små uskyldige afkom – Undskyld jeg spørger, men hvad FANDEN tror manden lige han har gang i?

Det sådan set først efter jeg har fundet Supermands nuttede tykke lårbasser frem og den onde Doktor Evil har stukket første gang, at jeg ser nålen – eller skal vi kalde den for et spyd? Den var jo flere kilometer lang, og blev bare jokket halvejs igennem benenet på mit barn. Naturligvis kvittere Supermand med at et vaskeægte hyl på bedste Tarzan manér, men inden han er færdig med første tone, så stikker Doktor Evil ham sgu i den anden lårbasse.

Hvis man skal se det på den lyse side, så var stikkeriet da hurtigt ovre for dét barn… For så kommer vi nemlig til minusset med tvillinger – man skal lige igennem det hele igen!

Supermand var hurtigt glad igen, fik plaster på og fik en lille genstand hos mig mens Hr. Kæreste havde fået æren af at holde Batman under indgrebet. Batman er så også den af drengene som har mest temperament – oh skræk oh ve sagde jeg bare.

Han fik også pakket sine charmerende tykke lårbasser frem, og så kom stik nummer ét hurtigt efterfulgt af han blev så gal at han ikke nåede at blive færdig med at hive luft ind til sit Tarzan hyl, før stik nummer to blev plantet. Et stykke tid efter Doktor Evil havde trukket spyddet ud, begyndte han at trække vejret mens han sendte et skrig ud i rummet selv en døv mand ville ha’ hørt.

Han blev beroliget, fik plaster på hans nærmest åbne sår, blev påklædt og fik en genstand inden ham, og hans bror blev placeret i den stakkels førnævnte Volvo, som kørte os hjem til de trygge rammer, hvor vi forældre mentalt havde forberedt os på både feber og hysteriske unger – 7 9 13 så er vi indtil videre kun de heldige ejere af to drenge med lettere forhøjede temperature, som bare gerne vil putte på vores bløde maver.

Hav en dejlig nat der ude, jeg håber på en rolig nat uden for meget bøvl. I morgen står på træning nummer 2, og jeg kan stadig ikke sætte mig på den hvide trone uden at lyde som om en der har sat sig på en tegnestift…

Ungerne har det godt, men mor har det lidt svært…

image

Min plan det var at blogge på både godt og ondt, men alligevel har det været ufattelig svært at skrive det her indlæg, både fordi jeg ved dem der kender mig privat læser med, og for det bekræfter jo et eller andet sted de følelser jeg render rundt med.

Jeg ved godt mange har det svære end os, og at der egentlig ikke er noget “fantastisk” i at have en tumling og et hold tvillinger, men alligevel tager jeg mig selv i at kæmpe en del med at holde hovdet oven vande.

Som jeg har skrevet før, så driller min angst en del igen, og meget af min angst hænger også uhjælpelig sammen med at jeg ikke føler jeg gør mit job godt nok – nemlig at være mor.

Uanset hvordan jeg vender og drejer det så kan jeg ikke lade være med at fokusere på alle de ting som jeg burde gøre bedre, selvom jeg egentlig godt ved at jeg gør det så godt som jeg i øjeblikket er i stand til… Jeg syntes bare ikke jeg slår til, hverken overfor mine børn, min kæreste, min familie eller den lille flok veninder jeg har.

Folk siger ting som “det god til drengene at komme ud i barnevognen og sove”, og Ja det er det, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Det virker som en umulig opgave at få de unger puttet i barnevognen med en nogenlunde chance for succes, så det ender altid med jeg enten går en tur med dem og de så vågner så snart jeg stiller dem, eller at jeg helt opgiver på forhånd fordi det i det mindste vil fjerne stressen. Derefter banker jeg mig selv endnu længer ned i jorden, for det kan da ikke være så svært at lave lidt struktur? Det er bare ét af eksemplerne, men så skal huset holdes, tøsen skal opdrages, parforholdet plejes, hundene aktiveres, drengene skal stimuleres på kryds og på tværs, bekymringer/spekulationer om celleforandringer, og oven i hatten skal man også “passe på sig selv” – det fandeme mange opgaver til én person.

Jeg ved godt jeg har en skide dejlig kæreste og en fantastisk familie der hjælper til, men det stopper desværre bare ikke den lille stemme inde i mit hovede, der siger jeg burde kunne klare tingene selv og gøre det bedre end det jeg allerede gør.

Det er udmattende, og igår endte de tanker at tage total overhånd da jeg var inde og møde min nye mødregruppe. Den første time gik fint, men efterhånden som tiden gik blev de andre mødres stemmer svagere og min indre stemme råbte bare højere og højere med sætninger som “Du høre ikke til her” eller “Du skulle bare vide hvad de tænker om dig lige nu”. Jeg endte med at flygte lige så stille (det kan faktisk godt lade sig gøre selvom det lyder mærkeligt, men det kommer jeg ind på en anden gang), og da jeg kom hjem var jeg nød til at tage lidt hjemmefra så jeg tog ned og trænede en time for at lige falde til ro igen. Her dagen efter sidder angsten stadig i kroppen og hver gang jeg lukker øjenene for at slappe af så køre alle de ting der blev sagt igår, på repeat, efterfulgt af et ultra kritisk kommentarspor.

Så i dag kom sundhedsplejersken og screenede mig for en fødselsdepression, og der er noget der tyder på der er noget galt på den front, men det kan også være så meget andet – men i sidste ende er det bare endnu en reminder om jeg er “defekt” eller jeg “fejler”.

Det er ånssvagt for jeg ved godt det dumt at tænke sådan og det ikke er sandheden, men alligevel er det den følelse jeg er fyldt med inden i – giver det mening?

Men bare rolig jeg er okay, jeg er heldigvis ved at være en mester til at fortsætte ligeud og løse hvad jeg nu støder på af problemer, selvom jeg har det svært indeni. Jeg ved hvad det kræver at få det godt igen, det bare lige med at tage tilløb til at få det gjort, så konklusionen af den her gang hjernediarre aka blogterapi må være at jeg egentlig er god til at passe mine unger, jeg er bare frygtelig elendig til passe på mig.

image

Men lad os slutte med en god nyhed: drengene trives og er nu begge på ca 5,5 kg – Jeg elsker simpelthen at være mor. Theis (TvB) som var mindst ved fødslen har nu overhalet sin storebror med 100g og 2cm så det er et par drenge der vil fremad. Jeg frygter lidt hvad størrelse de kommer til at have til dåben, for vores arme kommer da til at falde af eller hænge helt nede ved fødderne, inden vi overhovedet når døbefonden hehe.

Igen tak fordi i følger med, i gør det til en fornøjelse at blogge.

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com