Tag: Sygdom

Når angsten kommer snigende

image

De sidste mange måneder af min graviditet, var jeg meget låst fast der hjemme. Lægerne havde sagt jeg skulle forholde mig i ro hvis jeg skulle gå tiden ud, og min krop var så belastet af de mange kilo at jeg egentlig ikke kunne gå til sidst. Den sidste uge ca. brugte jeg en speciel kontorstol vi havde lånt af kommunen, til at komme fra sofaen til toilettet eller når jeg skulle i køkkenet for at lave mig lidt mad – Det lyder vildt overdrevet, men det er desværre sandheden.

De mange måneder hjemme har desværre givet min angst skide gode muligheder for langsomt at komme snigende igen, og det opdagede jeg her i sidste uge, til min store ærgrelse.

Jeg havde nogen ting jeg manglede inde i byen, så jeg havde besluttet at et par dage efter ville jeg selv ud og købe de småting for at komme ud af huset og få lidt luft – og jeg glædet mig egentligt. Da dagen kom, stod jeg op som jeg plejede og begyndte at gøre mig klar, men der kunne jeg mærke at lysten var forsvundet og langsomt begyndte der at proppe flere og flere undskyldninger op for hvorfor det ikke var så vigtigt alligevel. Vi kunne lige så godt spare benzinen, drengene virkede lidt utilfredse og med lidt god vilje kunne jeg sikkert godt få den sidste halve pakke bleer til at strække til i morgen.

Jeg ved heldigvis godt hvad der skal til for at jeg får angsten under kontrol, nemlig eksponeringen, men jeg syntes virkelig det er svært når jeg har de to små. De kommer jo i første række. Oven i det hele kan alle ungerne ikke være i vores bil så det ikke muligt at tage på tur som vi gjorde før i tiden.

Om det bare er endnu flere undskyldninger og jeg kun ser udfordringer frem for mulighederne, skal jeg ikke kunne sige. Det nemlig også et angst symptom, at man lidt er i benægtelse uden at kunne se det, så jeg må være jer et svar skyldig på det punkt.

Før jeg blev gravid , udfordrede jeg også min angst ved at tage i fitness og træner – det heller ikke en mulighed mere. Ikke fordi jeg ikke kan være væk fra drengene, det kan jeg nemlig godt nu de er på flaske, men simpelthen fordi der ikke er råd.

Jeg træder lidt vande for tiden og støtter mig op af Hr. Kæreste og vores familie. Så håber jeg at jeg snart kan begynde at se muligheder frem for alt det der ikke kan lade sig gøre. Det er en proces, og det er en jeg allerede har været igennem én gang. Jeg mangler bare energien og det rette tidspunkt til at tage kampen op igen.

Indtil da må jeg gemme mig her hjemme med mine dejlige unger og nyde at vi kan tage dagene som de kommer.

Men selvom jeg går hjemme, så roder angsten med mit hovede. I skriver dagligt ting som at jeg er sej, at i ikke aner hvordan jeg håndtere 3 små under 2 år og mange andre søde ting som giver mig et smil på læben. Realiteten er bare at jeg ikke har noget valg, for som jeg har sagt før, så kan jeg ikke bare sætte mig på røven som en trodsig toårig og proklamere at nu gider jeg altså ikke lege mor mere.

Jeg elsker at være mor, mere end noget andet, og selvom jeg har en lille stemme inden i hovedet der siger at jeg ikke kan klare det, at ungerne ikke får omsorg nok og som pointere alle de ting jeg gør forkert, så har jeg heldigvis fornuft nok tilbage på første salen til at kunne se at Tessa er et fantastisk lille menneske og at det skal drengene også nok blive hvis vi bare holder stilen.

Det blev rimelig langt og med meget “mig mig mig” men sandheden er at jeg bare er én del af et hold, bestående af mig og Hr. Kæreste. Vi samarbejder SÅ godt, og havde vi ikke det så havde opgaven som forældre været uoverskuelig. Vi kender hinanden godt nok til at vide hvor den anden har behov for vi træder til, og han er især god til at se når jeg er ved at brænde sammen og har brug for en kage hehe.

Han gør mig til en bedre version af mig, og det elsker jeg ham for.

“Du kan ikke være mor, du burde ha’ en abort”

Frk. Tumling
For nogen år siden kunne jeg mærke der var et eller andet galt inden i mig, jeg følte mig ikke rigtigt glad, havde ingen overskud og jeg isolerede mig fordi mennesker skræmte livet af mig, selv min egen familie. Kort sagt så havde jeg det bedst i min seng for nedrullede gardiner. Jeg havde nogen enkelte mennesker jeg slappede af sammen med og som jeg var trygge ved – resten af min omgangskreds havde jeg svært ved at tilbringe tid sammen med selvom jeg rigtig gerne ville, min krop modarbejdede mig bare på det groveste.

Efter noget tid kontaktede jeg lægen som endte med at henvise mig til regions psykiatrien for jeg kunne få lavet en udredning og forhåbentlig få en diagnose.

Jeg fik først nogen samtaler med en sygeplejerske der skulle hjælpe mig med at få lagt en plan da hun kunne konkludere jeg led af diverse former for Angst, og så syntes hun det bedste ville være jeg startede op på noget angstdæmpende medicin der ville gøre det nemmere for mig at komme igennem forløbet.

Efter jeg havde været til to samtaler, fandt jeg ud af jeg var gravid og ventede Frk. Tumling. Jeg bad min mor om at tage med til næste samtale, da jeg kort sagt var rædselsslagen for at skulle fortælle sygeplejersken at jeg var gravid. Hvorfor jeg var så bange for at fortælle det ved jeg faktisk ikke, for i sidste ende havde det jo ikke noget med hende at gøre, men jeg følte virkelig jeg havde spildt hendes tid.
Jeg husker ikke dette møde helt tydeligt, jeg kan bare huske jeg blev frygtelig ked af det da jeg skulle sige ordene “Jeg er gravid”, og jeg følte virkelig det var forkert af mig at glæde mig over at skulle have et barn, så det endte med jeg næsten sad og undskyldte for det til en vildt fremmed.

Til sidst fik hun sagt noget jeg aldrig tror jeg glemmer, og som stadig “hjemsøger mig” i dag.

Hun sagde noget i stilen af at det var virkelig dårlig planlagt, for nu kunne hun jo ikke sætte mig på nogen former for medicin, og om jeg virkelig mente jeg ville være i stand til at tage mig af et barn i min tilstand. Om det var præcis sådan hun fik det sagt kan jeg ikke huske, jeg levede lidt i en tåge dengang, men jeg kan huske jeg forlod mødet med følelsen af at hun egentlig indirekte havde sagt “Du burde få en abort, for du kan da ikke tage dig af et barn”.

Min mor var heldigvis med, og hun hjalp mig med at få forklaret sygeplejersken at jeg godt kunne tænke mig at få nogen psykolog samtaler, som evt. kunne hjælpe mig med at bearbejde den egentlig grund til jeg gik rundt og havde det skidt, frem for bare at dulme symptomerne med medicin – Hvis jeg ikke havde haft min mor med, så ved jeg ikke hvordan tingene var gået men hold da op hvor var hendes støtte lige hvad jeg havde brug for den dag.

Igennem graviditeten græd jeg meget over den kommentar, og den “hjemsøger” mig da stadig på et eller andet ubevist plan. Tanken om at være en dårlig mor, kan få mig til at græde på et splitsekund.

Inderst inde ved jeg godt at jeg ikke er en dårlig mor, og jeg gør mit bedste, ligesom alle andre mødre i verden. Frk. Tumling er en smuk lille pige som altid er glad og udadvendt, hun er dygtig til alt hun sætter sig for og så hun pokkers stædig – kort sagt: Helt perfekt! og det bliver jeg altså nød til at tro på har lidt med min og hendes fars evner som forældre at gøre. Alligevel kan jeg engang imellem høre sygeplejerskens stemme inde i mit hovedet der siger “Du kan ikke være mor, du skulle ha fået en abort”.

Da jeg startede i angst behandling på angstklinikken i Viborg, så havde vi alle hver vores ømme punkter, mine var helt klart Frk. Tumling, mine evner som mor og generelt ikke at føle sig god nok som menneske. De fik lært mig at håndtere de “automatiske negative tanker” og i stedet stole på at jeg gør det godt nok.

Jeg er ikke rask, langt fra! Jeg føler mig sjældent god nok som person og kan ikke se hvorfor andre skulle syntes jeg er interessant at bruge tid sammen med, men jeg VED nu at jeg er herre god til at være mor – og det er godt nok til mig indtil videre <3

Jeg tager imod udfordringen af at være mor til en tumling og et hold tvillinger i stiv arm, og så skal jeg nok sparke røv… Vent og se!

Kejsersnit vs. almindelig fødsel

image

Nu er tiden snart ved at være gået i denne graviditet, og jeg nærmer mig terminsdatoen med hastige skridt. Derfor er det også på tide at finde ud af hvad jeg egentlig ønsker når det kommer til fødslen. Jeg syntes virkelig det har været en svær beslutning denne gang, netop fordi det er 100% op til mig. Med Frk. Tumling ville lægerne have hende ud ved planlagt kejsersnit fordi de troede mine celleforandringer havde udviklet sig til livmoderhalskræft, og derfor gav det lidt sig selv i min verden at hun skulle tages ved kejsersnit.

Denne gang er der intet der taler imod en naturlig fødsel, tværtimod – udover at det er tvillinger.

Jeg tror hvis jeg havde prøvet at føde almindeligt før, så havde jeg valgt det uden at blinke, men jeg kender kun til planlagt kejsersnit og det var en utrolig behagelig oplevelse (under omstændighederne).

Ja jeg havde sindssygt ondt bagefter, ja det var mega skræmmende, ja jeg fik et grimt ar og jeg “gik glip af” en normal fødsel og de første minutter sammen med Frk. Tumling fordi jeg også lige skulle have lavet et keglesnit i samme omgang, MEN når jeg tænker tilbage på hele oplevelsen så husker jeg kun de gode ting.

Det der egentlig gør jeg hælder til at få endnu et planlagt kejsersnit denne gang er af 2 grunde. Den første er frygten for det ellers ville ende i akut kejsersnit, det ville ikke fungere ret godt med min angst og den anden er at jeg ville græde snot hvis jeg blev lagt i fuld narkose og derfor gik glip af drengenes fødsel. Det ikke sikkert det er logiske grunde til at vælge et kejsersnit frem for fødsel men jeg føler ikke det der behov for at føde normalt, mit eneste mål er at de kommer helskindet ud og jeg er med hele vejen.

Det bekymre mig helt sikkert at jeg kommet til at have ondt efterfølgende, og jeg ikke må løfte på tumlingen, men manden er afklaret med han kommer til at rende lidt ekstra hurtigt det første stykke tid og den støtte i min beslutning er guld værd.

Han har da ikke lagt skjul på at han syntes jeg skulle vælge et kejsersnit igen, da han også syntes det var en god oplevelse (minus at han fik fostervand i skoen, men det en anden historie), men han har hele tiden sagt han bakker mig op uanset hvad jeg vælger.

I sidste ende gælder det om at få tvillingerne ud på den sikreste måde for dem og for mig, så jeg næsten ligeglad med hvordan det kommer til at foregå.

Kryds fingre for os <3

 

WP Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com

Privacy Preference Center

Close your account?

Your account will be closed and all data will be permanently deleted and cannot be recovered. Are you sure?