Tag: Sygdom

Man skal vælge sine kampe med omhu

image

Én ting jeg har lært efter jeg er blevet mor, er at man skal vælge sine kampe med omhu. Vi ønsker alle at være superforældre der tager konflikterne så snart de opstår, for at til sidst stå med det perfekte lille eksempel på et velopdraget afkom. Realiteten er bare at det er fuldstændig urealistisk at man ikke i ny og næ vil gøre hvad man kan for at undgå en konflikt eller raserianfald midt i bilka.

Da jeg ventede Frk. Tumling, brugte jeg meget tid på at finde ud af hvad slags mor jeg egentlig gerne ville være. Jeg ville være hende der serverede økologisk og varierende kost der altid var lavet fra bunden. Hende der havde et barn der ikke fik snacks lige inden spisetid. Hende der lod telefonen og facebook ligge på køkkenbordet når barnet var vågen, og først fandt den frem når det var sengetid. Og hende der aldrig hævede stemmen i frustration over barnets manglende forståelse for ordet “Nej”.

Hende bliver jeg aldrig, men det troede jeg.

Faktum er at i vores liv pt. er alle disse ting urealistiske, og det er okay! Vi gør det alle så godt som vi kan, men vi skal også huske at sætte forventningerne til os selv på et niveau der er realistisk. Da jeg var i gruppebehandling imod min angst, spurgte den ene psykolog om hvad mine forventninger til dette gruppeforløb var, og mit svar var naturligvis at jeg gerne ville blive angst fri. Han grinede en del af mig og sagde om jeg også havde forventninger om at lære at flyve? I starten forstod jeg ham ikke helt, men nu kan jeg godt se at der er stor forskel på at forvente jeg ville blive angst fri, og at forvente at lære at leve MED angsten.

Det samme gælder mine forventninger til hvad mor jeg ville være. Før var de dybt urealistiske, ligesom at lære at flyve – nu er de skiftet ud med at jeg vil gøre hvad jeg kan for at være den bedste mor jeg kan være, og at mit “bedste” er godt nok.

Som udgangspunkt vil jeg sørge for mit barn får sund og varierende kost, men om det er økologisk og lavet fra bunden kan svinge – og det er okay!

Hvis jeg står med et sulten barn inden jeg er færdig med maden, så prøver jeg at finde et sundt alternativ der ikke vil fjerne appetitten fra aftensmaden – og det er okay!

Når jeg ligger på gulvet med børnene og leger, så ligger jeg telefonen fra mig, men leger de selv eller ser tv, så det tilladt at sidde og koble af med telefonen, så længe de får min opmærksomhed når de beder om den – De skal også lære at lege selv.

Som udgangspunkt er det ikke okay at hæve stemmen, men det sker selv for den bedste, især når barnet er ved at komme galt af sted – men det er okay! Bagefter kan man give hinanden et kram og så det hele glemt.

Her hjemme har vi pt. mange konflikter som vi springer over og gemmer til en anden god gang, så længe at Frk. Tumling ikke direkte kan komme galt afsted. Faktum er at jeg ikke er mobil nok til at hive hende ned fra sofabordet eller slæbe hende skrigende væk fra skabet med hendes kopper og tallerkener, men i sidste ende hvad sker der så ved hun leger med HENDES plastikkopper og tallerkener henne på gulvet? Ja det da træls at skulle samle dem sammen bagefter, men de kan ikke gå i stykker og hun hygger sig med at stable dem, og dække bord nede på sofabordet. Det var noget helt andet hvis det var skarpe knive eller glas hun rendte rundt med, så i ny og næ må man bare vælge sine kampe selvom man måske burde tage dem med det samme. 

Det er bare ikke altid realitisk, men det gør os ikke til dårlige forældre.

Tvillinge graviditet 33+0 opdatering

Syntes det er ved at være et stykke tid siden jeg har opdateret ang. min graviditet, og jeg er flov over at sige det er 11 dage siden jeg sidst lavede et blogindlæg, men jeg har løbende postet lidt på facebook og på instagram – så helt stille har jeg ikke været.

Forklaringen er at jeg syntes den her graviditet er ved at være hård, som i RIGTIG hård!

Det ved at være tungt, men det havde jeg forventet. Jeg har stadig kun taget 25 kilo på, hvilket er det samme som jeg tog på med Frk. Tumling, men denne gang sidder det stort set direkte på maven hvor det sidste gang var jævnt fordelt over hele kroppen. Jeg er begyndt at døje med nogen stride plukkeveer, de gør dog ikke direkte ondt, men trælse det er de godt nok.

Og så jeg efterhånden nået der til hvor mine ben ikke kan bære vægten mere og jeg ikke kan stå uden at blive forpustet hehe.

Tvillingegraviditet_33+0

Der er dog dejlig meget liv i drengene, og ved scanningen i sidste uge vurderede de at de vejer 1856g og 1956g, så der er præcis 100g imellem dem – Lægerne mener de følges godt ad i hvert fald, plus de følger næsten kurven for hvordan singelton børn udvikler sig.

Derudover fik jeg at vide at lægerne er tilfredse hvis jeg når til 34+0 (selvfølgelig vil de gerne jeg går længere, men her efter er de ikke bekymret for dem), og personligt vil jeg gerne i hvert fald nå til 36+0 for at undgå at være indlagt mere end højst nødvendigt – Jeg vil jo gerne hurtigt hjem til den lille Frk. Tumling!

Hun er virkelig også en møgunge for tiden, helt seriøst!
Hver gang jeg rejser mig fra sofaen, så kommer hun hen ved siden af mig og siger “uh av av av” mens hun går foroverbøjet – det er helt tydeligt for mig at hun gør det for at gøre grin med mig 😀

Sidst men ikke mindst så jeg ved at prøve at blive klar med alle de små hængepartier jeg har, så som hospitalstasken, men jeg syntes virkelig det er svært for jeg gider ikke pakke alt muligt, men alligevel har jeg mange ting jeg ikke kan leve uden hehe.

Men indtil videre har jeg:
– Fået samlet deres seng i soveværelset og købt sengerand og sengetøj
– Lavet pakke liste til hospitalet
– Købt det sidste tøj jeg syntes de skal have
– Fået købt småting til hospitalstasken
– Lagt tøj på plads og fundet det frem som jeg gerne vil ha med på sygehuset
– Fået hæklet 2 blæksprutter som de kan ligge med. Dette er ikke noget jeg syntes var nødvendigt, men jeg manglede et eller andet og give mig til inden jeg dør af kedsomhed

Jeg mangler dog:
– At få samlet en seng til deres værelse… Sådan jeg har et sted og smide alle de ting jeg ikke lige ved hvor skal være hehe.
– Lavet 1 eller 2 uroer jeg har forelsket mig i, ud af pap
– Pakke hospitalstasken, sådan C ikke kommer til at rende og skulle gøre det
– Købt babystrømper

Det var vist det, men det skulle ikke undre mig at jeg mangler noget stadig.

Jeg må indrømme jeg ikke gider være gravid mere, men jeg er dybt taknemmelig for jeg er nået så langt som jeg er da alle læger jo mente jeg skulle forvente at føde meget tidligere. Dog kan jeg godt mærke min krop er ved at sige stop nu, og jeg er nød til at respektere det. Jeg er heldigvis velsignet med en masse dejlig familie som kommer og hjælper mig et par gange om ugen når C har aften arbejde, realiteten er nemlig jeg ikke engang kan holde til at putte mit eget barn mere. Det er lidt af et nederlag, men jeg ved også at de to jeg har i maven jo også er mine børn, så dem er jeg også nød til at passe på.

Mit nye mantra er “Max 5 uger endnu”, og næste uge hedder det 4 uger – Let the countdown begin!

Indtil da tror jeg at de næste der spørger om “Det da også ved at være snart hva?” eller “Er det ikke ved at være hårdt?” får proppet mine krykker op et sted solen ikke skinner hihi – Man skal ikke lægge sig ud med en tyk og træt kvinde… Jeg siger det bare!

Næste indlæg kunne hedde noget i stilen med: De dummeste ting folk har sagt til mig i denne graviditet. Jeg er også ved at gøre nogen indlæg klar med mine seneste indkøb til ungerne, men det kommer lige så stille 🙂

Kunne det have interesse? 🙂

Angst – min usynlige fjende

Det ikke alle der ved dette om mig, selvom jeg prøver at være ærlig omkring det – men jeg lider af angst, primært socialangst og bekymringsangst. Jeg kommer aldrig til at kunne fortælle dig hvorfor og hvordan det fungere men jeg er så småt ved at være klar til at forklare lidt om hvordan det viser sig hos mig. For det er nemlig sådan med angst at det forskelligt fra person til person hvordan det kommer til udtryk og hvad der udløser det.

Det ikke sådan jeg går rundt som et nervevrag 24/7, men der er nogen ting som jeg er nød til at gøre på en bestemt måde for at kunne komme udenom om større eller mindre angst anfald. Det skal dog siges at man sjældent kan se mine anfald med mindre man kender mig, det kun de aller værste der viser sig ved fysiske symptomer som at græde og at hyperventilere – Langt de fleste gange kan jeg bare mærke kraftig hjertebanken, åndenød, rysten, ondt i maven, kvalme, hedeture og at være på randen til gråd. Disse symptomer får mig tit til at blive meget stille, hvor jeg går ind i mig selv eller ligefrem går i et rum for mig selv, for at koncentrere mig om at få stoppet anfaldet inden det eskalere.

Jeg har været i behandling på angstklinikken i Viborg, hvor jeg i 12 uger skulle møde op til 1 gruppe session hver uge hvor vi lærte lidt om hvorfor vi reagere som vi gør og hvordan vi bryder de mønstre. Efter det forløb har jeg fået en meget større forståelse for angsten i sig selv.

Angst - min usynlige fjende
Angst relevante citater

Hvis jeg skal forklare lidt om hvad min socialangst kan få mig til så er det feks. hvis:

– Jeg aflyser på dagen vi har en aftale. 
Det vigtigste du skal vide er jeg helt sikkert har prøvet på at få mig selv til at gennemføre det , og jeg har prøvet på at forberede mig selv på at skulle gennemføre det siden vi lavede aftalen. Der er simpelthen et eller andet inden i mig der stopper mig og gør mig fysisk dårlig så snart jeg skal træde over dørtrinnet selvom jeg måske var så klar som jeg kunne være.
Når jeg først har aflyst bruger jeg så efterfølgende lang tid på at efterbehandle skammen og ærgelsen over jeg har aflyst. Som regel får min hjerne også skabt en masse ulogiske katastrofe tanker om hvad du nu tænker om mig fordi jeg aflyste (igen).

– Jeg ikke hilser som den første når vi går forbi hinanden på gaden eller jeg ligefrem prøver på at lade som om jeg ikke har set dig.
Så det ikke fordi jeg ikke kan lide dig, eller fordi jeg er overlegen men ren og skær fordi tanken om at smalltalke skræmmer livet af mig – og jeg kort og godt er elendigt til det. Under hele samtalen er der en lille stemme inden i mig der fortæller mig hvor dumt det jeg siger er, og det i hvert fald ikke interessere andre at høre hvad jeg har at fortælle.

– Jeg pludselig tager hjem fra en socialarrangement.
Det tit fordi jeg til sidst bliver klaustrofobisk, lydniveauet bliver for højt, eller jeg ligefrem ikke føler jeg er “god nok” til at være i det selskab. Nogen gange har jeg på forhånd sagt jeg ikke ved hvor længe jeg bliver, andre gange har jeg en “lovlig” undskyldning klar, til hvorfor jeg er nød til at køre. Det ikke fordi jeg ikke vil være sammen med dig/jer, for det vil jeg rigtig gerne, jeg kan bare pludselig blive overtaget af katastrofetanker der får mig overbevist om at jeg feks. kun er inviteret fordi værten har følt sig tvunget til det.

– Jeg ikke tager telefonen eller virker “kold” når vi snakker sammen.
Så det igen fordi jeg har det rigtig dårligt med at smalltalke, jeg fungere meget bedre på sms hvor kan jeg nå at tænke over det jeg skriver sådan jeg er sikker på jeg ikke siger noget dumt. Der er meget få mennesker jeg kan snakke i telefon med uden problemer, og hvis jeg skal foretage et opkald til enten private eller offentlige så kan jeg nemt have øvet eller ligefrem skrevet ned hvad jeg skal sige for at være sikker på jeg ikke kludre i det.

Det ironiske er jeg tit ønsker at komme ud blandt mennesker, være åben og imødekommende og deltage i alle mulige arrangementer, men jeg lader simpelthen være, enten fordi jeg ved jeg ender med at bakke ud alligevel eller fordi angsten stopper mig allerede inden jeg kan fremstamme et “ja tak” til en invitationen.

Jeg ved ikke om du kan få en fornemmelse af hvor stort et overarbejde ens krop og hjerne er på når man har angst, for man skal hele tiden navigere udenom situationer hvor man ved angsten dukker op – også selvom det bedste middel imod det er at gøre det alligevel. Det også derfor jeg er meget træt hele tiden, og helst ikke planlægger aktiviteter hver dag da jeg gerne skal have en “hviledag” imellem hver aktivitet.

Jeg lærte på angst klinikken at angstniveauet vil dale lidt hver gang man er i en situation – Dette er dog lettere sagt end gjort, så man får tit skabt sig en eller anden form for sikkerhedsadfærd der hjælper med at snyde hjernen til at tro man kun kom igennem en situation fordi man gjorde lige præcis den handling.

Mine sikkerhedsadfærd kan feks. være jeg altid: 
– Har en flaske vand med.
– Har min pung/telefon/nøgler i hånden.
– Går langs væggen.
– Undgår øjnkontakt.
– Har en person med mig.

Dette var lige i grove træk hvordan min angst viser sig, jeg arbejder dagligt på at konfrontere den men det er en indre kamp man har med sig selv.
Jeg håber dog dette har skabt en lidt større forståelse for hvad jeg er for en.

Tak fordi du læste med, det var ikke et nemt indlæg at skrive men jeg vil gerne være åben omkring min “usynlige fjende” og evt. være med til at bryde tabuet/skammen om den slags, derfor regner jeg også med der kommer flere indlæg der kan forklare lidt om de forskellige sider af min angst og hvordan det fungere sammen med rollen som mor.

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com