Tag: Upædagogisk

Man skal vælge sine kampe med omhu

image

Én ting jeg har lært efter jeg er blevet mor, er at man skal vælge sine kampe med omhu. Vi ønsker alle at være superforældre der tager konflikterne så snart de opstår, for at til sidst stå med det perfekte lille eksempel på et velopdraget afkom. Realiteten er bare at det er fuldstændig urealistisk at man ikke i ny og næ vil gøre hvad man kan for at undgå en konflikt eller raserianfald midt i bilka.

Da jeg ventede Frk. Tumling, brugte jeg meget tid på at finde ud af hvad slags mor jeg egentlig gerne ville være. Jeg ville være hende der serverede økologisk og varierende kost der altid var lavet fra bunden. Hende der havde et barn der ikke fik snacks lige inden spisetid. Hende der lod telefonen og facebook ligge på køkkenbordet når barnet var vågen, og først fandt den frem når det var sengetid. Og hende der aldrig hævede stemmen i frustration over barnets manglende forståelse for ordet “Nej”.

Hende bliver jeg aldrig, men det troede jeg.

Faktum er at i vores liv pt. er alle disse ting urealistiske, og det er okay! Vi gør det alle så godt som vi kan, men vi skal også huske at sætte forventningerne til os selv på et niveau der er realistisk. Da jeg var i gruppebehandling imod min angst, spurgte den ene psykolog om hvad mine forventninger til dette gruppeforløb var, og mit svar var naturligvis at jeg gerne ville blive angst fri. Han grinede en del af mig og sagde om jeg også havde forventninger om at lære at flyve? I starten forstod jeg ham ikke helt, men nu kan jeg godt se at der er stor forskel på at forvente jeg ville blive angst fri, og at forvente at lære at leve MED angsten.

Det samme gælder mine forventninger til hvad mor jeg ville være. Før var de dybt urealistiske, ligesom at lære at flyve – nu er de skiftet ud med at jeg vil gøre hvad jeg kan for at være den bedste mor jeg kan være, og at mit “bedste” er godt nok.

Som udgangspunkt vil jeg sørge for mit barn får sund og varierende kost, men om det er økologisk og lavet fra bunden kan svinge – og det er okay!

Hvis jeg står med et sulten barn inden jeg er færdig med maden, så prøver jeg at finde et sundt alternativ der ikke vil fjerne appetitten fra aftensmaden – og det er okay!

Når jeg ligger på gulvet med børnene og leger, så ligger jeg telefonen fra mig, men leger de selv eller ser tv, så det tilladt at sidde og koble af med telefonen, så længe de får min opmærksomhed når de beder om den – De skal også lære at lege selv.

Som udgangspunkt er det ikke okay at hæve stemmen, men det sker selv for den bedste, især når barnet er ved at komme galt af sted – men det er okay! Bagefter kan man give hinanden et kram og så det hele glemt.

Her hjemme har vi pt. mange konflikter som vi springer over og gemmer til en anden god gang, så længe at Frk. Tumling ikke direkte kan komme galt afsted. Faktum er at jeg ikke er mobil nok til at hive hende ned fra sofabordet eller slæbe hende skrigende væk fra skabet med hendes kopper og tallerkener, men i sidste ende hvad sker der så ved hun leger med HENDES plastikkopper og tallerkener henne på gulvet? Ja det da træls at skulle samle dem sammen bagefter, men de kan ikke gå i stykker og hun hygger sig med at stable dem, og dække bord nede på sofabordet. Det var noget helt andet hvis det var skarpe knive eller glas hun rendte rundt med, så i ny og næ må man bare vælge sine kampe selvom man måske burde tage dem med det samme. 

Det er bare ikke altid realitisk, men det gør os ikke til dårlige forældre.

Pas din egen madpakke tak!

FrkTumlings ernæring
Fotografisk bevismateriale på Frk. Tumlings dårlige ernæring (og moderens i midten) hehe

Som barn når jeg nåede til spise frikvateret, så var ét af højdepunkterne da helt klart at se hvad der gemte sig af lækre “overraskelser” i madpakken, samt hvad de andre mon havde med – Toppen den gang var en Danon yoghurt (idag hedder det vist danonino), en mælkesnitte, en lille juice eller et kinderæg. Dét var bare med til at gøre det lidt nemmere at kæmpe sig igennem den lunkne leverpostejsmad der havde lagt i bunden af tasken hele dagen.

Som voksen når jeg smøre min madpakke (altså ikke at det sker så tit lige pt, men i forstår vel hvad jeg mener), så sørger jeg stadig for der gemmer sig en lille “godbid” jeg kan slutte måltidet af med, ja selv efter vi har spist aftensmad har jeg sørget for der er en lille aftenssnack til når Frk. Tumling er kommet i seng – enten i form af en kold cola, et stykke chokolade eller en lille is.

Nu ser jeg til min skræk at der er startet en debat i medierne om at institutionerne er begyndt at bandlyse visse ting i madpakken, feks. pålægschokolade og yoghurter – HVORFOR?!

Jeg forstår godt at institutionerne er begyndt at sætte bremsen i når det kommer til alt den kage der bliver serveret i anledningen af fødselsdage, da det godt kan ende med kage næsten hver anden dag (mit forslag ville være at holde kagedag 1 – 2 gang i måneden, for alle fødselarer i den givende måned bare for at samle det lidt), men at de skal til at bestemme hvad JEG som forældre sender med i MIT barns madpakke kan jeg virkelig ikke se hvad har med dem at gøre. Du passer din kage, og jeg passer min – ligesom det altid har fungeret.

Hvis det er fordi de er bange for børnene fejlernæres pga. de får nutella med i madpakken, så tror jeg altså man grave lidt dybere i “problemet”. Hvad med morgenmaden som måske består og Coco Pops eller aftensmaden der altid bliver planlagt i sidste øjeblik, hvilket resultere i det tit ender i fritter og nuggets med dyppe dyp (Remoulade og Ketchup) som tilbehør?

Hvis det spreder sig ud til direkte fejlernæring, så nytter det jo ikke ret meget at kun blande sig i madpakken, så det jo ved at være på tide at man indkalder til et foredrag/kursus med en kostvejleder der kan guide og vejlede i spændende og sunde retter der kan laves de dage hvor ens tidsplan bliver lige presset nok – det ville jeg som forældre kunne bruge til noget, for vi vil jo alle vores børn det bedste.

Det i hvert fald tit de trælse dage vi falder i og får serveret noget for Frk. Tumling der måske ikke lige var så næringsrigt som vi egentlig gerne ville servere for hende.

Vi ikke super forældre, vi har de bedste intentioner om at hun skal have fisk et par gange om ugen, fuldkorn dagligt og frugt og grønt nok til at stille sundhedsstyrelsen tilfreds – men faktum er at i ny og næ stopper man altså en mariekiks i kæften på ungen for at man lige få 5 minutters ro til at få smidt den halve pose pomfritter i ovnen man havde i fryseren til dage hvor huset flyder, køleskabet er tomt, barnet er pirrelig og generelt intet køre efter planen.

Så pas nu jeres egen madpakke, så skal jeg nok sørge for min egen og mine børns – Hvis der i fremtiden er en pædagog der er bekymret for Frk. Tumlings ernæring eller ve og vel håber jeg personen i stedet vil hive mig til side og tage en snak om sin bekymring frem for vi skal til at leve i en hverdag hvor jeg ikke kan få lov til at sende mit barn en lille “kærlig tanke” i form af en ostehaps.

Vi har vel stadig vores almindelige sunde fornuft, eller skal retten til at bruge den fjernes helt? – Bøvs!

(Jeg ved godt langt de fleste institutioner griner af den børnehave der er begyndt at konfiskere ting fra børnenes madpakker som de ikke syntes skal være der, men det stadig en skræmmende tanke at der er folk der mener det er nødvendigt at gå ind blande sig på den måde)

Tabu: Mit had forhold til amning

Medela Brystpumpe
“Det gule monster” – Billedet er lånt på google.dk

Det kan godt være det er lidt af et tabu, men jeg kan lige så godt indrømme det fra starten af, jeg HADER at amme – Slut!

Jeg ved ikke om det skyldes jeg syntes det er meget ubehageligt at blive pillet på mine nippels, eller om jeg blev traumatiseret på sygehuset da Frk. Tumling blev født.
Inden hun blev født, sad jeg og smågrinte af et spørgsmål min sundhedsplejerske stilte mig til vores graviditetsbesøg, nemlig spørgsmålet “Har du planer om at amme?”. I min verden var det da det mest naturlige at gøre, det gjorde alle kvinder jo, og det var noget alle kvinder kunne.

Det var først da vi var indlagt på barselsgangen på sygehuset, og jeg bad om hjælp til at få gang i amningen at det gik op for mig hvor hårdt arbejde det egentlig kræver at fodre sit barn via det sæt yver naturen havde givet mig.

I de 5 dage vi var indlagt, kom der hver 3 time en sygeplejerske ind, greb mig om patten for at hjælpe mig med at lægge Frk. Tumling til, sådan hun kunne få noget at spise. Det var ikke længe hun gad, men lidt havde også ret. For at få gang i mælken krævede det så at jeg efterfølgende sad med et gult monster (også kaldet en elektrisk brystpumpe) fast monteret på mine forpartier i 10 – 20 minutter, i håb om jeg kunne samle dråber nok til jeg kunne tilbyde hende min egen mælk i stedet for modermælkserstatning, når hun ikke gad og spise ved mig mere.

Kan i se det for jer? Mig siddende i skrædderstilling på kanten af min sygeseng, med åben skjorte, gul hængevom, fedtet hår, poser under øjnene og så med 1 sugekop på hvert bryst der på skift pumpede der ud af. Behøver jeg sige alt hvad jeg havde af blufærdighed og selvrespekt forsvandt i de dage?

Da vi kom hjem fra sygehuset, slap jeg heldigvis for det gule monster, men så startede kampen i stedet med at kunne levere nok mælk til den lille diva var tilfreds. Dette kunne jeg slet ikke, så hvert måltid endte næsten i skrig fra hendes side og frustration fra min af – fordi alle kunne jo amme… undtagen mig.

Efter ca. 2 måneders kamp, kastede jeg håndklædet i ringen og gik over til at give hende modermælkserstatning – og det er den bedste beslutning jeg længe har taget.

Der er ikke nogen skam i at ikke kunne amme, men jeg er glad for jeg gav det et forsøg alligevel, og selvom jeg hader det så meget som jeg gør, så vil jeg også prøve at amme så lang tid som muligt når tvillingerne kommer – mine forventninger til forløbet er bare noget helt andet denne gang.

Respekt til de mødre der kan fuldamme til barnet er 1 år eller mere, men lige så meget respekt til de mødre der vælger flasken fordi det er de rette for dem.

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com