image

Min plan det var at blogge på både godt og ondt, men alligevel har det været ufattelig svært at skrive det her indlæg, både fordi jeg ved dem der kender mig privat læser med, og for det bekræfter jo et eller andet sted de følelser jeg render rundt med.

Jeg ved godt mange har det svære end os, og at der egentlig ikke er noget “fantastisk” i at have en tumling og et hold tvillinger, men alligevel tager jeg mig selv i at kæmpe en del med at holde hovdet oven vande.

Som jeg har skrevet før, så driller min angst en del igen, og meget af min angst hænger også uhjælpelig sammen med at jeg ikke føler jeg gør mit job godt nok – nemlig at være mor.

Uanset hvordan jeg vender og drejer det så kan jeg ikke lade være med at fokusere på alle de ting som jeg burde gøre bedre, selvom jeg egentlig godt ved at jeg gør det så godt som jeg i øjeblikket er i stand til… Jeg syntes bare ikke jeg slår til, hverken overfor mine børn, min kæreste, min familie eller den lille flok veninder jeg har.

Folk siger ting som “det god til drengene at komme ud i barnevognen og sove”, og Ja det er det, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Det virker som en umulig opgave at få de unger puttet i barnevognen med en nogenlunde chance for succes, så det ender altid med jeg enten går en tur med dem og de så vågner så snart jeg stiller dem, eller at jeg helt opgiver på forhånd fordi det i det mindste vil fjerne stressen. Derefter banker jeg mig selv endnu længer ned i jorden, for det kan da ikke være så svært at lave lidt struktur? Det er bare ét af eksemplerne, men så skal huset holdes, tøsen skal opdrages, parforholdet plejes, hundene aktiveres, drengene skal stimuleres på kryds og på tværs, bekymringer/spekulationer om celleforandringer, og oven i hatten skal man også “passe på sig selv” – det fandeme mange opgaver til én person.

Jeg ved godt jeg har en skide dejlig kæreste og en fantastisk familie der hjælper til, men det stopper desværre bare ikke den lille stemme inde i mit hovede, der siger jeg burde kunne klare tingene selv og gøre det bedre end det jeg allerede gør.

Det er udmattende, og igår endte de tanker at tage total overhånd da jeg var inde og møde min nye mødregruppe. Den første time gik fint, men efterhånden som tiden gik blev de andre mødres stemmer svagere og min indre stemme råbte bare højere og højere med sætninger som “Du høre ikke til her” eller “Du skulle bare vide hvad de tænker om dig lige nu”. Jeg endte med at flygte lige så stille (det kan faktisk godt lade sig gøre selvom det lyder mærkeligt, men det kommer jeg ind på en anden gang), og da jeg kom hjem var jeg nød til at tage lidt hjemmefra så jeg tog ned og trænede en time for at lige falde til ro igen. Her dagen efter sidder angsten stadig i kroppen og hver gang jeg lukker øjenene for at slappe af så køre alle de ting der blev sagt igår, på repeat, efterfulgt af et ultra kritisk kommentarspor.

Så i dag kom sundhedsplejersken og screenede mig for en fødselsdepression, og der er noget der tyder på der er noget galt på den front, men det kan også være så meget andet – men i sidste ende er det bare endnu en reminder om jeg er “defekt” eller jeg “fejler”.

Det er ånssvagt for jeg ved godt det dumt at tænke sådan og det ikke er sandheden, men alligevel er det den følelse jeg er fyldt med inden i – giver det mening?

Men bare rolig jeg er okay, jeg er heldigvis ved at være en mester til at fortsætte ligeud og løse hvad jeg nu støder på af problemer, selvom jeg har det svært indeni. Jeg ved hvad det kræver at få det godt igen, det bare lige med at tage tilløb til at få det gjort, så konklusionen af den her gang hjernediarre aka blogterapi må være at jeg egentlig er god til at passe mine unger, jeg er bare frygtelig elendig til passe på mig.

image

Men lad os slutte med en god nyhed: drengene trives og er nu begge på ca 5,5 kg – Jeg elsker simpelthen at være mor. Theis (TvB) som var mindst ved fødslen har nu overhalet sin storebror med 100g og 2cm så det er et par drenge der vil fremad. Jeg frygter lidt hvad størrelse de kommer til at have til dåben, for vores arme kommer da til at falde af eller hænge helt nede ved fødderne, inden vi overhovedet når døbefonden hehe.

Igen tak fordi i følger med, i gør det til en fornøjelse at blogge.

Comments

comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload the CAPTCHA.